En af grundejerne langs Skibbyvej, Claus Pihlmann, Skibbyvej 17, melder nu ud med et beskåret byggeprojekt på engene ned mod Årslev Engsø. Han er ligeledes klar til at afhænde en del af sin jord til en naturfond – og vurderer at andre grundejere ved Skibbyvej også er klar til at støtte den model.
Vores Brabrand har tidligere skrevet om projektet Havgaarden, Skibbyvej 17, som udvikler Claus Pihlmann købte i 2021 for at renovere den 300 år gamle Havgaarden og opføre et nyt bondegårds-bofællesskab på arealet omkring gården.
I forbindelse med helhedsplanen for Årslev og debatten om nybyggeri og natur på engene ned mod Årslev Engsø har Claus Pihlmann udarbejdet et nyt oplæg.
”Vi vil med vores reviderede projekt vise, at vi som lodsejere på Skibbyvej bakker op en løsning, der kan generere et større og mere biodiverst naturområde ved Årslev Engsø,” skriver Claus Pihlmann i sit høringssvar til helhedsplanen.
”Vi har revideret projekt Havgaarden, og vi har reduceret antallet af kvadratmeter i vores projekt med næsten 50 %, og vi er også klar til at afstå en stor del af vores jord til f.eks. en fond, som det foreslås i Vores Brabrand – eller til Aarhus Kommune eller til hvem løsningen nu måtte pege på, når vi kommer lidt længere med projektet.”
Byggerier bør være stort set usynlige fra stien
Han understreger, at det er afgørende, at området med naturzone får ejerskab hos nogle, der kan sikre det som naturaktiv i fremtiden, og som også kan realisere naturgenopretnings-planerne.
”Vi bemærker tilmed, at Danmarks Naturfredningsforening også vil se på denne model med interesse, hvorfor vi har valgt at “gå med” – og altså vise, at det kan være et realistisk projekt, som også lodsejerne kan bakke op om. Vi har talt med andre lodsejere fra Skibbyvej og kan forstå, at de også er villige til at bakke et sådant forslag op. Et forslag om mindre byggeri og meget mere natur,” skriver Claus Pihlmann.
”Vi mener, at både vi og de andre lodsejere ved Skibbyvej kan og bør lade deres projekter være stort set usynlige fra stien langs engsøen. Dvs. at det ikke ændrer oplevelsen fra stien i forhold til bebyggelse, ud over at man vil kunne se overgangszonen en del steder, og det vil minde om situationen ved Fællesgartneriet, som vi har kendt den i Årslev i årevis.”
Han mener, at mindre nybyggeri og gennemførelse af et fælles naturgenopretningsprojekt kan blive et stort aktiv for både eksisterende og kommende beboere i Årslev og for besøgende i området.
”Derfor er det vigtigt, at vi kan regne med, at det bliver realiseret, hvis vi går efter den model, og at der fra Aarhus Kommunes side afsættes økonomi til at stå for plejen af og tilgængeligheden til området.”
Klar til at gå forrest
Claus Pihlmann understreger, at det tidligere indsendte projekt levede op til det daværende helhedsplan-udkast og byggelinjen derfra. Men nu hvor en række aktører trækker i en ny retning, ønsker han at støtte dette initiativ.
”Vi har med stor interesse læst forslaget om en ny løsningsmodel med mere natur til engsøområdet i Vores Brabrand d. 18. August, og vi har også set, at Brabrand-Årslev Fællesråd har et lignende forslag i deres høringssvar til helhedsplanen,” skriver Claus Pihlmann.
Han understreger, at der i hans projekt ikke er tale om luksusboliger med søudsigt. I stedet vil han skabe et moderne bondegårdsmiljø, hvor man bor i den natur, man holder af.
”Vi ønsker at skabe rækkeboliger i fællesskaber (og i blandede ejerformer) som er tilgængelige for mennesker med helt almindelige indkomsttyper. Vi foreslår mindre boenheder og høj grad af fællesskab og fælles løsninger gennem hele vores projekt.”
”Udover at reducere volumen i vores projekt, så bygningerne bliver i nærheden af Skibbyvej, så lægger vi op til at realisere endnu flere af de greb og ambitioner, der fremgår af helhedsplanen inden for bæredygtighed, fællesskab og naturbaserede løsninger. Vi har tilføjet grønne tage, stråtækt, beplantning op ad facaderne og endnu mere fokus på en appel til mennesker, der er meget naturinteresserede.”
Han henviser til, at han ligeledes har skabt Studielandsbyen i Viby på en mere end 300 år gammel gård, der i dag huser ca. 60 studerende. SØM står for Social, Økonomisk og Miljømæssig værdiskabelse.
”Så vi kan naturligvis også bevare og renovere Havgaarden i Årslev og samtidig skabe et kvadratmeter-mæssigt væsentligt mindre projekt end først foreslået – og samtidig gå forrest i en løsningsmodel, hvor vi jordejere sammen med kommune, nuværende og kommende beboere og f.eks. Danmarks Naturfredningsforening viser en vilje til og model for samarbejde,” skriver Claus Pihlmann.
Læs også: