
Brabrand IF lever stadig i kvindernes C-Liga. Holdet har hele foråret ligget under nedrykningsstregen, men onsdag aften hentede holdet en livsvigtig 3-1-sejr på udebane over Aalborg Freja. De tre points betyder, at holdet nu med al sandsynlighed selv kan afgøre sin skæbne i den afsluttende kamp mod Randers Q.
Det var en utrolig kraft-præstation, Brabrands fodboldkvinder leverede onsdag aften på Gardian Park i Aalborg. Alt andet end en sejr ville gøre det meget svært for Brabrand-spillerne at tro på muligheden for at klare skærene i rækken.
Netop Aalborg Freja snød for få sæsoner siden Brabrand for oprykning til landets næstbedste række, da de to hold i sidste runde ligeledes mødtes i Aalborg. Brabrand skulle bruge en sejr i opgøret og førte længe 2-1, men hjemmeholdet kom tilbage og fik udlignet til 2-2 – og snuppede selv oprykningspladsen.
Til denne onsdags opgør var der intet på spil for Aalborg Freja – bortset fra at et enkelt point ville gøre holdet til puljevinder. Til gengæld havde Brabrand kniven for struben.
Efter et kvarters spil så det endnu mere håbløst ud for Brabrand. Hjemmeholdets Ellen Mitchell bragte Aalborg-holdet foran 1-0. Men Brabrand-spillerne bed tænderne sammen og holdt stand til pausen.
Her blev de to erfarne spillere Julie Svensson-Olesen og Stine Juul Pedersen skiftet ind. Det bragte optimismen tilbage, og efter 58 minutter sørgede Matilde Bach Frandsen for den vigtige udligning til 1-1.
Men Brabrand IF var slet ikke færdige med at score mål. Midt i halvlegen bragte den hurtige angriber Julie Nørgaard smilene tilbage på Brabrand-holdet, da hun bragte holdet foran 2-1. Og ni minutter før tid var det igen Julie Nørgaard, som blev målscorer for sit hold, da hun øgede til 3-1.
Hun rundede i øvrigt kort efter en begivenhedsrig aften på Gardian Park af med at få et gult kort – og blev kort før tid udskiftet med forsvarsspilleren Sarah Kaagaard Dahl.
Også forsvarskrumtappen Louise Bentsen måtte kort før tid lade sig udskifte med Signe Solsø Kristensen. Sammen med resten af holdet lykkedes det at holde stand de sidste minutter, og Brabrand-spillerne kunne juble over, at de tre vigtige points nu var i hus.
Med sejren rykkede Brabrand forbi både Randers Q og fynske Dalum/Næsby i tabellen, men de tre hold ligger med lige mange points, så alt kan ske, når nedrykningspladsen skal placeres.
På søndag mødes Randers Q og Dalum/Næsby indbyrdes – inden det sidste og formentlig altafgørende brag lørdag d. 13. juni kl. 14.00 på AURA Park i Brabrand. Her tager Brabrand IF imod Randers Q.



