Danmarks Radio har bedt om lov til at optage fire gudstjenester til DR2 fra Gellerup Kirke. Gudstjenesterne sendes i Helligtrekongers-tiden i januar 2021. Kirken inviterer alle, som har lyst, til at være med til optagelserne på lørdag den 28. november kl. 10–15.
Lørdag optager DR salmerne og andre dele af gudstjenesten, som menigheden er aktive i. De øvrige dele af gudstjenesterne optages dagen i forvejen. Så i løbet af lørdagen skal man synge meget sammen under ledelse af organist Martin Hornstrup på orgel og klaver. Kirkebandet og kirkekoret medvirker også.
”Vi vil gerne invitere hele Danmark med ind i det mangfoldige og levende gudstjeneste-fællesskab, som er hos os”, siger sognepræst Niels Hviid, som er prædikant i gudstjenesterne.
”Særligt vil vi gerne invitere børn og familier til at være med til den første gudstjeneste, som vi optager kl. 10–11, og hvor der også vil være en lille børneprædiken. Derefter må børnene gerne få fri, og vi arbejder på børneprogram i underetagen, hvis forældrene gerne vil være med lidt længere.”
Gellerup Kirke sørger for mad og forplejning undervejs og håber på en dag fuld af liv og fællesskab! Også på en dag, som med Helligtrekongers-temaet også smager lidt af jul!
Invitationen fra Gellerup Kirke gælder som nævnt lørdag d. 28. november kl. 10-15. Hvis du har lyst til at være med, skal du tilmelde dig til Torben Kirkegaard på kirkekontoret på: tk@km.dk eller tlf.: 86 25 18 10.