
Sandsynligvis får A. Enggaard inden længe lov til at nedrive den nedslidte Jaka konservesfabrik. Men hvad skal erstatte ruinen? Brabrand-Årslev Fællesråd ønsker fælles-faciliteter for hele Brabrand i et kommende nybyggeri og har for nylig afvist et oplæg fra A. Enggaard.
Brabrand-Årslev Fællesråd (BAAF) støtter, at “Jaka-ruinen”, som den omtales i folkemunde bliver fjernet snarest muligt. Samtidig kæmper BAAF for, at der i et kommende nybyggeri sikres attraktive fælles faciliteter for hele lokalområdet.
Efter borgermødet i marts tog fællesrådet kontakt til A. Enggaard for at få etableret en “proaktiv borgergruppe”, der kunne være sparringspartner for virksomheden i forhold til at få etableret kulturhus-aktiviteter i Jaka-fabrikken.
I begyndelsen af maj inviterede A. Enggaard fællesrådet og foreningslivet i hele Brabrand til en workshop. Invitationen er dog blevet afvist af BAAF, der ikke har ønsket at indgå i forhandlinger ud fra det foreliggende oplæg. A. Enggaard har tidligere meldt ud, at man i den 7.200 m2 store bygning ønsker, at godt 80 procent af pladsen bliver indrettet som boliger i form af ca. 75 lejligheder målrettet aldersgruppen 50+.
Dertil kommer ca. 350 m2 fællesfaciliteter dedikeret senior-bofællesskabet og ca. 500 m2 bydelsfælleskab målrettet alle beboere i Høiriisparken.
“Vi føler, at oplægget er for langt fra skiven i forhold til de holdninger, borgerne i Brabrand præsenterede på borgermødet om Jaka i marts,” siger Carsten Strange Jensen.
“Vi i BAAF har ikke en egen holdning i sagen, men vi skal forsøge at repræsentere lokalområdets holdninger bedst muligt. Og vi mener ikke, at oplægget fra A. Enggaard repræsenterer de synspunkter, vi har hørt fra de lokale borgere. Derfor kunne BAAF ikke deltage i workshoppen, og vi ønsker et nyt udspil på bordet, hvis vi skal fortsætte dialogen,” siger han.
Søger ildsjæle og foreninger
Som nævnt skulle workshoppen have været afviklet tirsdag d. 20. maj, men projektudvikler Lars Thesmer Sørensen, A. Enggaard, oplyser, at den er udsat, da det ikke med den korte tidsfrist har været muligt at få ret mange tilmeldinger.
I stedet arbejder A. Enggaard nu på at finde en ny dato til mødet, hvor entreprenørvirksomheden håber at få konkrete ideer til faciliteter, der kan være til gavn for både beboerne i Høiriisparken og resten af Brabrand:
“Tiden er inde til, at vi kigger fremad og bliver mere konkrete, blandt andet i forhold til udformningen af de fællesfaciliteter, der skal etableres i den nye bygning. Beboerne i Høiriisparken er inviteret til et separat inddragelsesforløb, men vi har også et ønske om at undersøge, om der evt. er mulighed for dobbeltudnyttelse af disse faciliteter,” skrev A. Enggaard i invitationen til det møde, der nu er aflyst.
“Vi søger derfor jer ildsjæle og foreninger i Brabrand, som har et koncept eller en idé, som I tænker kunne drives i fællesfaciliteterne i Jaka-fabrikken. Som kan medvirke til at gøre stedet til et aktiv for beboerne i Høiriisparken og i Brabrand”.
Brabrand-Årslev Fællesråd mener dog, at omfanget af fælles-faciliteter for hele Brabrand i A. Enggaards oplæg er for beskedent, til at fællesrådet kan støtte det.
Politikere forholder sig afventende
Den tredje part i forhandlingerne om, hvad et nybyggeri på Jaka-grunden skal indeholde, er politikerne i Aarhus Byråd, hvor især Teknik og Miljø-rådmand Nicolaj Bang og den socialdemokratiske ordfører Jesper Kjeldsen har været aktiv.

Nicolaj Bang skriver i en sms til Vores Brabrand, at politikerne og Aarhus Kommune foreløbig forholder sig afventende. Håbet er, at A. Enggaard finder sammen med naboerne til Jaka-bygningen og det lokale fællesråd i et konstruktivt samarbejde.
Mens de første tilnærmelser mellem Brabrand-Årslev Fællesråd og A. Enggaard altså ikke har båret frugt, har virksomheden i sidste uge holdt møde med grundejerne på Høiriisgårdsvej.
Så vidt Vores Brabrand erfarer, er de nærmeste naboer især optaget af at sikre gode udearealer omkring et kommende nybyggeri. Først og fremmest ønsker man en legeplads, der samtidig kan være et samlings- og værested for alle beboerne.
Hvad ønsker man i Brabrand?
Hos Brabrand-Årslev Fællesråd er holdningen, at stueetagen i Jaka-fabrikken i højere grad kunne bruges som et kombineret fælleshus for bygningens beboere og kulturhus for naboer og “Brabrand-folket”, som formand Carsten Strange Jensen udtrykker det.
Men der er i fællesrådet en vis usikkerhed om, hvad det øvrige Brabrand egentlig mener. Bortset fra en række skarpe kommentarer på borgermødet i Blixens og enkelte indlæg på Facebook har man i fællesrådet ikke en helt klar fornemmelse af, hvor lokalområdet står i sagen.
“Da der var en del deltagere på borgermødet, som talte for kulturhus-tanken, er vi gået ud fra, at der er en pænt stor interesse for det i Brabrand. Men nu har vi brug for en tydeligere udmelding fra beboerne i området,” siger Carsten Strange Jensen.
Derfor arbejder fællesrådet nu på at få udsendt en spørgeskema-undersøgelse, der kan give et solidt grundlag at arbejde videre ud fra: Hvad ønsker man i Brabrand egentlig af et kommende nybyggeri på Jaka-grunden?
Der arbejdes i øjeblikket på spørgeskemaerne, der ventes udsendt i den nærmeste fremtid.
Læs også:
A. Enggaard åbner for at nedrive Jaka-bygning: “Vi arbejder på højtryk”
