
Hvad er dåb egentlig? Og hvad betyder det at være døbt? Det er store spørgsmål, som børn ofte går og bakser med alene. Men sognepræst Inger Birgitte Bruhn, Brabrand Aarslev Kirker, inviterer nu børn i 3.-5. klasse til to eftermiddage som dåbsdetektiver på Brabrand Kirkes loft.
”Mit barn skal selv bestemme.”
Sådan er der flere familier, som har det, når snakken falder på barnedåb. Det betyder, at mange unge frem mod konfirmationen går og spekulerer på, hvad det egentlig vil sige at være døbt og blive konfirmeret, fortæller sognepræst Inger Birgitte Bruhn.
“Gennem årene har jeg snakket med mange konfirmander, som har følt sig meget alene om den beslutning, fordi samtalerne over aftensbordet som oftest har drejet sig om noget dagsaktuelt, og så blev der ikke snakket så meget om tro,” siger hun.
I 2025 lod 60% af de unge i Aarhus Kommune sig konfirmere. Det ligger lidt lavere end landsgennemsnittet på 64%. Og en del af de konfirmerede har forinden også skullet døbes, da et stigende antal forældre har ladet det være op til børnene selv at beslutte, når de bliver ældre.
Men hvad vil det egentlig sige at være døbt? Det vil Inger Birgitte Bruhn gerne udforske sammen med børn, der går i 3-5. klasse, som ikke er blevet døbt, da de var små, men som nu går og tænker store tanker om Gud og verden.
Men hun inviterer også børn, som er døbt, men som måske går og tænker, at ”det ville jeg da virkelig også gerne vide, for jeg kan jo ikke huske noget fra, dengang jeg blev døbt”.
“Dåbsdetektiverne” hedder initiativet, der foregår på Brabrand Kirkes loft to torsdag eftermiddage, d. 21. og 28. maj, begge gange kl. 14.30-16.00.
“Det kommer sig af, at jeg længe har gået og tænkt over den her tendens med, at dåbs-procenten er faldende, og at børnene så frem mod konfirmationen selv skal vælge, om de vil konfirmeres. De kommer ofte til at stå alene med det valg, der derfor let kan blive en mavefornemmelse,” siger Inger Birgitte Bruhn.
“Børn tænker ofte tidligt ret store tanker om livet – er vi alene i universet eller findes der en Gud? “Dåbsdetektiverne” skal være en håndsrækning til de forældre, som møder den slags spørgsmål fra deres børn og måske har vært ved at svare,” siger hun.
“Vi vil gerne hjælpe familierne med viden om, hvad det egentlig er, de siger ja eller nej til.”
Hemmeligt klublokale på kirkens loft
Dåbsdetektiverne vil foregå i en kombi af undervisning og leg – og i helt utraditionelle rammer på Brabrand Kirkes loft, som Inger Birgitte Bruhn har udset som “klublokale”.
En stige leder op til loftet, og en smal gangbro leder mellem kirkens hvælvinger til et areal med fladt gulv. Rummet står normalt ubrugt hen, men det vil være det helt rigtige sted for dåbsdetektiverne, forklarer hun:
“Lige fra jeg blev præst her for 21 år siden, har jeg elsket at kravle rundt på kirkens loft. Det er pudsigt med de hvælvinger, som ovenpå stikker op som høje. Og så er der det her lidt hemmelige rum, som vi har fået lov til at bruge.”
Her er der plads til at stille alle de store spørgsmål: Hvad er dåben egentlig? Og hvad betyder at være døbt?
“Fra vores eget klublokale på kirkens loft vil vi sætte lup på, hvad det betyder at være døbt og at blive døbt. Der er opgaver, der skal løses. Gåder, der skal opklares. Historier, der skal udforskes og lege, der skal dystes i,” lyder oplægget.
“Det meste af tiden kommer det til at foregå i kirken. Her er så meget, der kan sætte samtaler i gang, som man ellers ikke lige kommer til i hverdagen,” siger hun.
“Alle kan være med, uanset om man er døbt eller ej. Børn i den alder er typisk meget nysgerrige og spørgende, og der er endnu ingen pinligheds-faktor, der kan stå i vejen for de gode samtaler.”
Som afslutning på aktiviteterne d. 28. maj inviteres forældre og søskende på aftensmad samt et oplæg om liv og tro fra skoleleder Martin Appel Loft, psykolog Lisbeth Rasmussen og sognepræst Inger Birgitte Bruhn.
Hun tilføjer, at hun efter planlægningen af Dåbsdetektiverne er blevet opmærksom på, at Engdalskolen har forårsevent d. 21. maj, hvor initiativet starter. Derfor er der allerede nu planer om at gentage Dåbsdetektiverne til efteråret.
Dåbsdetektiverne i Brabrand Kirke d. 21. og 28. maj kl. 14.30-16.00 Tilmelding og mere info: Inger Birgitte Bruhn på ibch@km.dk eller 8626 5520.



