
Forleden døde Børge Nielsen, 97 år gammel. Han fulgte som journalist tilblivelsen af det moderne Brabrand på nærmeste hold og var ligeledes en engageret ildsjæl ved tilblivelsen af Brabrand IF som en stor lokal idrætsforening og ved dannelsen af Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv.
“Der er lige noget, jeg må tale med dig om!”
Når Børge Nielsen ringede eller henvendte sig til én et sted i bydelen, vidste man, at her var nok en interessant sag af interesse for lokalområdet.
Børge Nielsen var journalist til fingerspidserne. Godt nok havde han aldrig taget journalist-uddannelsen, men han havde det i sig. På en måde som mange uddannede journalister kunne lære af, var han grundlæggende nysgerrig på sine omgivelser.
Han undrede sig – og forsøgte aktivt at finde svar på de spørgsmål, der dukkede op.
Som nu i foråret 2018, hvor han havde set en notits i Stiftens erhvervstillæg, at man kunne investere i en anpart i et kommende Jem & Fix byggemarked på J.P. Larsens Vej. Det undrede Børge Nielsen, for der lå da intet byggemarked på den vej.
Det skulle vise sig at blive starten på en meget lang serie artikler i Vores Brabrand om, hvordan både udviklere og lokal beboere forsøgte at overbevise Aarhus Kommune om, at der skulle/ikke skulle ligge et byggemarked på villavejen.
I masser af andre tilfælde har Børge Nielsen været manden, som Vores Brabrand måtte opsøge for at finde hoved og hale på historiske begivenheder og forløb. Og i andre tilfælde faldt Børge Nielsen over historiske informationer, som han mente var en artikel værd.
Som mange ved, var Børge Nielsen selv en dygtig journalist, som i næsten 60 år skrev om stort og småt i Brabrand. Frem til 1953 var det Brabrand Borgerblad, der havde glæde af Børge Nielsens evner og næse for nyhederne.
En uhyre aktiv skribent
Borgerbladets redaktør Bernhard Sørensen skulle blive manden, som fik Børge Nielsen i gang med at skrive.
Han spillede på det tidspunkt på ynglingeholdet i Brabrand IF, og han og holdkammeraterne havde undret sig over, at den lokale avis ikke skrev om fodbold.
Børge Nielsen gik hen til Bernhard Sørensen på kontoret på Voldbækvej og forelagde ham sagen.
”Ved du hvad Børge, du kan selv skrive nogle stykker og komme ned til mig med dem,” lød svaret. Og Børge Nielsens fodbold-referater blev så godt modtaget, at han blev fast skribent på Brabrand Borgerblad.
Børge var gennem årene en uhyre aktiv skribent, samtidig med at han havde fuldtidsjob først Jernkontoret i Aarhus og senere C. Hofman & Co. i Brabrand.
Efter fyraften og om aftenen skrev han artiklerne hjemme i rækkehuset på Udsigten – og næste morgen kørte han på vej til arbejde forbi bogtrykkeren på Hovedgaden og afleverede sine manuskripter.
”Til at begynde med skrev jeg det hele i hånden, men senere fik jeg en rejseskrivemaskine,” har han fortalt.
Og da Brabrand Borgerblad blev udkonkurreret af Brabrand og Omegns Avis, rykkede Børge Nielsen med. Og senere igen var det Aarhuus Stiftstidende, der ringede. Han fik titel af ”meddeler” på avisen, men der gik dog kun kort tid, før man blev enige om, at han lige så godt kunne skrive artiklerne selv. Børges ansættelse hos Stiften fortsatte til 2005.
Brabrand IF i hjertet
Mange forbinder Børge Nielsen med Brabrand og tænker sikkert, at han har boet her altid. Men han kom faktisk først til fra Tilst, da han var fem år.
Hans mor døde, da han var en lille dreng, og han og faderen flyttede ind på førstesalen af Hovedgaden 10, da hans onkel havde købt huset.
Lille Børge startede i Brabrand Kommuneskole som seksårig, og han begyndte nogle år efter at spille fodbold. Ikke i Brabrand IF, der på det tidspunkt ikke havde ungdomshold. Men i DUI. Han blev bydreng hos en af købmændene i Hovedgaden og fik senere job hos skomageren – og i kiosken, der gav den fodboldinteresserede dreng en herlig fordel:
En af opgaverne var at hænge en plakat op i kiosken, når AGF spillede på hjemmebane. Og i hjørnet af plakaten var vedhæftet en billet til kampen. Så kom Børge Nielsen gratis til fodbold.
Brabrand IF har gennem årene haft en særlig plads i Børge Nielsens hjerte. Han blev som 18-årig medlem af Brabrand Idrætsforening af 1934, der i begyndelsen kun havde fodbold på programmet. Senere blev programmet udvidet med håndbold og gymnastik.
I 1962 blev det besluttet at lægge de tre idrætsforeninger i Brabrand sammen til én. Ud over BIF var det idrætsklubben SISU og Brabrand Badmintonklub.
Børge Nielsen var en drivende kraft i sammenlægningen, og han fortsatte som sekretær i bestyrelsen for den nye store Brabrand IF. Her var han igen med i arbejdet, da det i 1970 – kort før kommunesammenlægningen – lykkedes at få skaffet penge til bygning af Brabrandhallen.
Han har også i de senere år ofte bidraget til klubbladet med historiske artikler om livets gang i idrætsforeningen.
Starten på Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv
Endelig kommer man heller ikke uden om Børge Nielsen, når det handler om Brabrands lokalhistorie. Også her var han en central person, da en lille flok lokalhistorisk interesserede i 1982 fik lov til at få et lokale på det daværende Brabrand Bibliotek, der havde til huse i Brabrandhus på Hovedgaden.

Lars Nikolajsen fra Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv husker en særlig anekdote om Børge Nielsens evner for at få lokalarkivets ønsker igennem politisk:
Da Børge Nielsen i starten af 1980´erne spurgte bibliotekaren på Brabrand Bibliotek, om arkivet kunne få et lokale der, fik han at vide, at det kunne sandelig ikke lade sig gøre, hvorpå Børge sagde: “Nå, men det fixer vi!”
Bibliotekaren var dybt chokeret og svarede: “Vi fixer ikke noget i kommunen”. Men det gjorde Børge nu alligevel, fortæller Lars Nikolajsen. Ved hjælp af nogle politiske kontakter fik han det “fixet”, så arkivet fik et lokale på biblioteket.
Børge Nielsens plasticposer fyldt med historisk materiale er legendariske i lokalarkivet, og hans næse for, hvad der kunne være af lokalhistorisk interesse, har i mange situationer bragt arkivet på sporet af interessante informationer.
“I tidens løb har Børge afleveret en masse materiale til arkivet. Det var altid noget, han lige havde haft liggende under sengen. Arkivet har senere regnet lidt på det og fundet ud af, at sengen må have været anbragt tæt på loftet i soveværelset for at få plads til alt det materiale,” fortæller Lars Nikolajsen med et smil på læben.
Altid i godt humør
Også i de seneste år var Børge Nielsen uhyre aktiv. Hans faste lokalhistoriske bidrag til Folkehuset Brabrands månedlige udgivelse Centerbladet var altid uhyre læseværdige.
Og han nød til det sidste også at komme på AURA Park på Engdalsvej, når det lokale 2. divisionshold spillede på hjemmebane. Han var altid i godt humør og virkelig dejligt selskab.
Desuden var han også en aktiv del af den årlige middag, som æresmedlemmerne i Brabrand IF bliver inviteret til. Her var han blandt andet et stærk fortaler for, at klubbens 2. divisionshold i foråret fik overrakt Æresmedlemmernes Pokal.
Børge Nielsen var vellidt overalt i Brabrand og dukkede også i de seneste år ofte op til møder og arrangementer i lokalområdet. Han foretrak ofte at tage turen til fods, men hans gode venner og bekendte tilbød jævnligt at hente og bringe ham.
Så sent som i september var han en hyggelig vært i rækkehuset på Udsigten, da arkitekt Jens Bager viste rundt i bydelen og fortalte om arkitekt Knud Blach Petersens virke – bl.a. i Hans Broges Parken.
Han fortalte dog ved den lejlighed, at “jeg er sgu´ begyndt at føle mig gammel!” Han var få dage forinden faldet, da han havde lidt for travlt med at komme ud til en ventende bil.
Også for nysgerrige og engagerede ildsjæle som Børge Nielsen kommer der en udløbsdato. Den kom d. 25. november, hvor han sov ind i sit hjem, 97 år gammel.
Børge Nielsen efterlader sig to børn, AnneBirte og Karsten med ægtefæller, samt fire børnebørn og to oldebørn.
Børge Nielsen bisættes fra Brabrand Kirke lørdag d. 6. december kl. 11.00.
