
Der er nu kun fem såkaldte parallelsamfunds-områder tilbage i Danmark – men Gellerupparken og Toveshøj er stadig et af dem. Mandag offentliggjorde Social- og Boligministeriet den forhadte liste, som Skovgårdsparken til gengæld ikke længere er en del af.
Både antallet af parallelsamfunds-områder og udsatte boligområder falder igen i år. Men traditionen tro finder man igen i år Gellerupparken og Toveshøj på listen.
Men tallene rummer dog en del nuancer: De to udsatte boligområder klarer sig fortsat bedre og bedre, når det gælder antallet af beboere, som enten er i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse.
På dette punkt viste Gellerupparken og Toveshøj igen i år fremskridt: Andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet faldt fra 37,6 procent i 2024 til 36,6 procent. Hermed lever de to boligområder på dette punkt op til ministeriets kriterium.
Selvom beskæftigelsen stiger og stiger, kan Gellerupparken/Toveshøj fortsat ikke leve op til et andet kriterium:
Den gennemsnitlige indkomst i de to boligområder skal mindst være 55 procent af gennemsnittet for den østjyske region – men her bevægede områderne sig faktisk længere væk fra “målstregen”: Den gennemsnitlige indtægt i Gellerupparken/Toveshøj faldt fra 53,9 procent til 53,2 procent – målt i forhold til gennemsnittet i resten af Østjylland.
Selvom det altså går bedre med beskæftigelsen i Gellerupparken/Toveshøj, sakker områderne alligevel bagud i forhold til udviklingen i resten af Østjylland.
Desuden er andelen af beboere, som kun har en grundskole-uddannelse, stadig alt for høj i Gellerupparken/Toveshøj, målt i forhold til ministeriets grænse. Der må i aldersgruppen 30-59 år højst være 60 procent, som kun har en grundskole-uddannelse.
Så selvom andelen falder og falder – det seneste år fra 73,2 til 72,1 procent – er der stadig lang vej til “målstregen” på dette punkt.
Og så er der endelig antallet af dømte i lokalområdet. Der må højst være 2,17 procent (95 personer), men andelen er nu 2,39 (104 personer) – et fald fra 2,55 (111 personer) sidste år.

Skovgårdsparken igen fri af parallelsamfunds-listen
Også i nabo-boligområdet Skovgårdsparken ligger antallet af dømte beboere over grænseværdien på 2,17 procent. Det svarer i boligområdet med 1430 beboere til 31 personer, som er dømt efter straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer.
I Skovgårdsparken er antallet af dømte faktisk steget fra 2,37 til 2,74 procent.
I boligområdet ligger også andelen af ikke-vestlige beboere med 68,7 procent over grænseværdien på 50 procent. Men på de øvrige værdier ligger Skovgårdsparken på den “rigtige” side:
Andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet er godt nok steget fra 31,8 til 32,9 procent – men ligger alligevel solidt under grænseværdien på 40 procent.
Andelen af beboere, som kun har grundskole-uddannelse, må som nævnt højst være 60 procent – og her er Skovgårdsparken på vej i den rigtige retning med et fald fra 59,4 til 58,4 procent.
Endelig ligger også den gennemsnitlige indkomst i Skovgårdsparken højere end 55 procent af gennemsnittet for regionen – også selvom den i løbet af de seneste år er faldet fra 59,8 til 59,2 i boligområdet.
Det skal til sidst tilføjes, at godt nok er Skovgårdsparken ikke længere på den “hårde” parallelsamfundsliste – men boligområdet er stadig på den lidt “mildere” liste over forebyggelses-områder.

Læs også:
Bag tallene: Gennemgående positiv udvikling i Gellerupparken og Toveshøj
