
Det var festligt, men uhøjtideligt, da Livsværkstederne torsdag eftermiddag inviterede til jubilæumsfest i et tidligere butikslokale i City Vest. Masser af tidligere og nuværende medarbejdere, frivillige, samarbejdspartnere og brugere var med til at fejre Livsværkstederne som et anker i lokalsamfundet.
Skiltet med Intersport Outlet mindede om tidligere tider i City Vest. Men ellers var det den levende historie, der fik plads i det kæmpestore tidligere butikslokale.
Her havde Livsværkstedernes medarbejdere, frivillige og brugere hele ugen knoklet for at skabe en festlig ramme om torsdagens 25-års fejring af Livsværkstedernes arbejde i Gellerup.
“Et kvart århundrede. Det er et tal, der forpligter, og som fortæller historien om en organisation, der har formået at holde fast i sit hjerte og sin retning, samtidig med at verden omkring os har forandret sig, sagde formand for Livsværkstedernes bestyrelse, Lars Juul-Madsen i sin tale.
“Da Livsværkstederne blev grundlagt, var det med et stærkt udgangspunkt: At skabe et sted, hvor mennesker kunne finde fællesskab, muligheder og håb. Et sted hvor ingen stod udenfor. Hvor alle havde ret til at være en del af noget større – og ret til at blive mødt med respekt, værdighed og nysgerrighed.”
Og det er præcis det, Livsværkstederne har leveret i 25 år, konstaterede han.

“Livsværkstederne har skabt rum for mennesker, der har brug for støtte, fællesskab, mad, rådgivning eller blot et sted at være. Der er bygget broer mellem civilsamfund, virksomheder, kommune, frivillige og lokale kræfter. Og Livsværkstederne beviser hver dag, at når mennesker møder hinanden i øjenhøjde, kan der ske noget helt særligt,” sagde Lars Juul-Madsen.
“Et symbol på hvad fællesskab kan”
Han så en gennemgående rød tråd gennem Livsværkstedernes arbejde gennem 25 år: Det har hele tiden været båret af ildsjæle. Og mange af dem var kommet på dagen for at deltage i fejringen – blandt andre to af Livsværkstedernes første ledere, Lone Sinding og Ann Skov Sørensen.

“Jeg vil gerne benytte lejligheden i dag til at sige tak til alle jer, der har været med på rejsen: Medarbejdere der hver dag møder mennesker med varme og faglighed – frivillige, der giver af deres tid, energi og omsorg –samarbejdspartnere og støtter, der tror på vores vision – og ikke mindst alle de brugere og deltagere, som har været og er Livsværkstedernes puls. Uden jer, ingen Livsværkstederne.”
Lars Juul-Madsen erkendte, at de sociale udfordringer ikke er de samme i dag som for 25 år siden. Ensomhed, mistrivsel, økonomisk usikkerhed og komplekse livssituationer fylder mere end nogensinde. Det samme gør en verden, hvor ufreden er kommet tæt på.
“Derfor er det vigtigt, at vi også fremadrettet udvikler os, er modige og tænker nyt – uden at miste det nærvær, der altid har været vores styrke, og med en fast tro på, at alle mennesker er unikke og ubetinget værdifulde.”
Bestyrelsesformanden fremhævede til sidst, at Livsværkstederne stadig står stærkt:
“Som et anker i vores lokalsamfund og som et symbol på, hvad fællesskab kan.”
Læs også:
25 år med Livsværkstederne: “Det handler om, at alle mennesker skal ha´ nogle muligheder!”

