Helt tilbage fra 1929 og frem til 1973 har Brabrand haft sin egen avis. Frem til 1953 var det Brabrand Borgerblad, der da blev udkonkurreret af Brabrand og Omegns Avis. Snart 96-årige Børge Nielsen var reporter for dem begge og fortæller her om næsten 60 år som journalist i Brabrand.
Der har altid været nok at skrive om i Brabrand. Sådan er det i dag, og sådan har det været gennem næsten 100 år, hvor Brabrand Borgerblad og senere Brabrand og Omegns Avis hver uge blev delt ud til beboerne i og omkring Brabrand.
Altid med ultra-lokale nyheder om stort og småt – og ikke mindst med masser af annoncer. Frem til 1973 blev avisen hver uge skubbet ind gennem brevsprækken i de lokale hjem.
Det blev krigen mellem de to store mediehuse, Jyllands-Posten og Aarhuus Stiftstidende, der tog livet af den lokale avis. Her kan du læse den lokale medie-historie, fortalt af snart 96-årige Børge Nielsen, som selv har været med på en stor del af rejsen.
”Folk læser jo bladet!”
Brabrand Natblad, Brabrand Udstillingsavis og Kommunal Revue hed nogle lokale annonceblade i starten af 1900-tallet. Men det var først da Brabrand Borgerblad med den legendariske redaktør Axel Falvig i 1929 tog fat, at Brabrand fik en rigtig lokalavis.
Det ligger naturligvis en del længere tilbage, end Børge Nielsen kan huske, men som ivrig lokalhistorisk interesseret – og medstifter af Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv – har han samlet en vis viden sammen om Axel Falvig:
”Han var en aktiv og kreativ redaktør lidt á la Victor Andreasen på Ekstra Bladet, Han var ikke bange for at lægge sig ud med folk og skrev, som det passede ham. Måske af og til lidt ”sladreblads-agtigt” og han lagde sig blandt andet ud med sognerådet og blev i en periode boykottet af de lokale politikere,” fortæller Børge Nielsen.
Mange af de forretningsdrivende beklagede sig også over Falvigs skriverier. Men han svarede dem kort og kontant:
”Folk læser jo bladet – og dermed ser de også jeres annoncer!”
Børge Nielsen tilføjer om Falvig, at han var aktiv i mange foreninger og medstifter af flere af dem. Han var altid parat til at hjælpe og god til at organisere.
Da Brabrand-Aarslev Kommune fik etableret en fodboldbane – der stadig ligger vest for Engbakken – var det selvfølgelig Falvig, som var toastmaster ved åbningsfesten.
Godt modtaget på Brabrand Borgerblad
Axel Falvig overdrog i 1945 Brabrand Borgerblad til Bernhard Sørensen, som skulle blive manden, som fik Børge Nielsen i gang med at skrive.
Han spillede på det tidspunkt på ynglingeholdet i Brabrand IF, og han og holdkammeraterne havde undret sig over, at den lokale avis ikke skrev om fodbold.
Børge Nielsen gik hen til Bernhard Sørensen på kontoret på Voldbækvej og forelagde ham sagen.
”Ved du hvad Børge, du kan selv skrive nogle stykker og komme ned til mig med dem,” lød svaret. Og Børge Nielsens fodbold-referater blev så godt modtaget, at han blev fast skribent på Brabrand Borgerblad.
Redaktør var en markant personlighed i Brabrand
Men så kom aviskrigen til Brabrand. I 1953 flyttede bogtrykker Valentin Christensen til fra Horsens og startede Brabrand og Omegns Avis, der også blev uddelt så langt væk som Lading, Sabro, Mundelstrup, Kolt og Tilst.
Ret kort tid efter lukkede Brabrand Borgerblad, mens Brabrand og Omegns Avis udviklede sig yderligere. I 1954 solgte Valentin Christensen virksomheden Brabrand Bogtrykkeri til Chr. Pedersen og Frede Hansen, som kom til Brabrand fra Rudkøbing.
Især bogtrykker Chr. Pedersen blev som redaktør for byens avis en markant personlighed i Brabrand. Da han i 1974 fyldte 60 år, skrev Børge Nielsen om ham i Brabrand og Omegns Avis, at han var aktiv i byens foreningsliv og blandt andet var med til at stifte Brabrand Handelstandsforening:
“Han har især meget til overs for foreninger, der virker for andre. Idrætsforeninger, ungdomskorps o. lign. er aldrig gået forgæves til Pedersen, og det samme gælder foreninger, der virker blandt byens ældre.”
Skrev mange artikler i hånden
Børge Nielsen var efter lukningen af Brabrand Borgerblad hurtigt blevet kontaktet af Brabrand og Omegns Avis, og blev en uhyre aktiv skribent, samtidig med at han havde fuldtidsjob først Jernkontoret i Aarhus og senere C. Hofman & Co. i Brabrand.
Efter fyraften og om aftenen skrev han artiklerne hjemme i rækkehuset på Udsigten – og næste morgen kørte han på vej til arbejde forbi bogtrykkeren på Hovedgaden og afleverede sine manuskripter.
”Til at begynde med skrev jeg det hele i hånden, men senere fik jeg en rejseskrivemaskine,” fortæller han.
Og Børge Nielsen fik stadig flere arbejdsopgaver. Da bogtrykkeren og hans kone nogle år senere skulle på ferie i USA, havde han brug for en afløser, som kunne gå til sognerådsmøderne på Truevej.
”Hvad så Børge, kunne du ikke gøre det,” blev Børge Nielsen spurgt. Også de opgaver løste Børge Nielsen til alles tilfredshed, og herefter var han også politisk reporter. Han var i forvejen politisk engageret i den lokale socialdemokratiske vælgerforening, men formåede at balancere de forskellige roller til alles tilfredshed.
Der var fortsat rigeligt at skrive om. Brabrand og Omegns Avis tog fat på både stort og småt – om alt fra nyt om pigespejderne i bydelen til nyheden om at timelønnen for arbejdsmænd var steget med 28 øre.
”Redaktør Chr. Pedersen skrev selv en del – og jeg kan se, at jeg selv også fik skrevet temmelig meget,” fortæller Børge Nielsen.
”Dørmåtteskjulere”
Han samlede mange af nyhederne via sit store netværk i byen. Og så var der masser af referater af sognerådsmøder, fodboldkampe og forskellige sammenkomster. Og der blev taget godt imod hans mange bidrag.
”Jeg kunne virkelig godt li´ at skrive. Det skyldes nok en hel del nysgerrighed og interesse for det der skete omkring mig,” fortæller Børge Nielsen om bijobbet, der kom til at fylde det meste af fritiden.
Senere havde også det daværende dagblad, Demokraten, bud efter Børge Nielsen, og her skrev han ligeledes på linjebetaling fra 1959 og frem til Demokratens lukning i 1974. I en gennemgang af tiden med distriktsaviser i Aarhus skriver Børge Nielsen:
“Dagbladet Demokraten som ingen midler havde til at udgive distriktsblade, kaldte i en notits i 1973 disse blade for “dørmåtteskjulere”. Demokraten overlevede ikke – det gjorde distriktsbladene.”
Opkøbt af Jyllands-Posten i 1973
I begyndelsen af 1970 startede en distriktsbladskrig i Aarhus-området. Både Jyllands-Posten og Aarhuus Stiftstidende købte flere distriktsblade op.
I februar 1973 købte Jyllands-Posten Brabrand og Omegns Avis samt tre andre ugeaviser for at udgive dem under fællestitlen Lokalavisen. Tre dage efter meddelte Stiften, at deres ugeavis, Tilbudsavisen, fremover ville få flere udgaver der dækkede bl.a. Brabrand, Aabyhøj, Hasle og Viby.
I tre år kæmpede de to mediehuse om ugeavis-markedet i Aarhus, inden Jyllands-Posten i 1976 meddelte, at man lukkede distriktsbladene. Stiften fortsatte dog med de lokale udgaver i otte forskellige områder. I 1981 lagde man dem sammen til enhedsavisen Aarhus Onsdag.
Ansat på Stiften frem til 2005
Der skulle dog ikke gå lang tid, før der igen var bud efter Børge Nielsen. Denne gang var det Aarhuus Stiftstidende, der ringede. Han fik titel af ”meddeler” på avisen, men der gik dog kun kort tid, før man blev enige om, at han lige så godt kunne skrive artiklerne selv.
Da den digitale tidsalder i starten af 1990´erne bankede på, fik han af Stiften installeret modem hjemme på Udsigten, så han kunne sende sine artikler via email.
I mellemtiden – i 1980´erne – opstod det sidste bud på en distriktsavis i Brabrand. Det var bogtrykker Stenum i Åbyhøj, som drev Aabyhøj Ugeavis, som i den periode begyndte at operere i Brabrand-området. Den ændrede senere navn til Lokalavisen Århus Vest.
I begyndelsen af 1990´erne købte Stiften også de aviser og var nu eneejer af distriktsaviserne i Aarhus. I 2017 solgte mediekoncernen Jysk Fynske Medier de østjyske distriktsaviser til JP Politikens Hus, der har samlet aktiviteterne i mediehuset på havnen i Aarhus.
Børge Nielsens ansættelse hos Stiften fortsatte til 2005. I dag er Børge Nielsen en trofast støtte og bidragyder med tips og ideer til Vores Brabrand.
Læs også: