
37 østjyske foreninger, som hver dag stiller op på fodboldbaner, i gymnastikhaller og i spejderhytter, har traditionen tro modtaget en tidlig julegave fra den lokale energi- og fiberkoncern AURA i form af en donation fra selskabets Lokalværdipulje. Det gælder blandt andet Brabrand Parkrun.
Hver lørdag morgen klokken 9 samles 60-70 løbere ved Hasle bakker til Brabrand Parkrun – et gratis, frivilligt drevet motionsløb, hvor alle kan være med uanset alder, tempo og erfaring.
Parkrun er et globalt koncept, der begyndte i England i 2004 og kom til Danmark i 2009. I Brabrand har det udviklet sig til et varmt og inkluderende fællesskab, hvor både lokale og internationale gæster deltager uge efter uge.
Brabrand Parkrun ønsker desuden at afholde et socialt arrangement for at styrke fællesskabet, samle deltagerne og skabe endnu stærkere relationer på tværs af nye og erfarne løbere.
”Vi vil gerne gøre lidt ekstra for fællesskabet. Det er vigtigt for os, at alle føler sig velkomne og får gode oplevelser – både før og efter løbet,” siger Doris Toft fra Brabrand Parkrun.
AURA har støttet det sociale arrangement med 1.500 kr.
Mange gode ansøgninger
To gange om året uddeler AURA donationer fra AURAs Lokalværdipulje til lokale foreninger og klubber, som arbejder utrætteligt for at sikre fællesskaber og aktiviteter. Donationerne går til kulturelle, sociale og sportslige aktiviteter i området og kommer dermed AURAs ejere – andelshaverne – til gode.
”Igen i år er vi blevet overvældet over de mange gode ansøgninger og de mange gode kræfter, som er ude i foreningslivet. Som andelsselskab er det en del af vores DNA at give noget tilbage til det lokalsamfund, som vi er en del af, og som vi er ejet af, og derfor er vi meget stolte over, at vi har mulighed for at bakke op og anerkende det store frivillige arbejde i foreningerne,” siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA.
AURAs Lokalværdipulje har ansøgningsfrister i maj og oktober. Puljen kan søges af foreninger, som ligger i AURAs forsyningsområde, og hvis medlemmer er andelshavere i AURA.
Puljen med ansøgningsfrist i maj 2026 er åben for ansøgninger nu. Læs mere på hjemmesiden her.
