Da basketball i 1960´erne blev populært i Danmark, var en flok boldtalenter fra Brabrand med i forreste række. Her fortæller en af spillerne på holdet, Niels Christian Mortensen, historien om årene fra starten i Engdalskolens gymnastiksal til landets fineste række, 1. division.
Tekst: Niels Christian Mortensen
En lørdag eftermiddag i 1958, hvor jeg var på vej ad skolestien (fra Engdalsvej til Hovedgaden) sammen med Børge Juul-Andersen, hørte vi pludselig boldspil-lyde, som kom fra drengenes gymnastiksal. Det skulle undersøges.
Det var SISU `s atletikafdeling, som havde flyttet vintertræningen indendørs, og deres træner Hans Jørn Graversen, der selv var multi-sportsudøver havde introduceret et nyt spil, basketball, som var ved at vinde indpas i skoler.
Vi blev inviteret til at spille med – og dermed var vi solgt. For det var således, at spillet var bygget over reglen om, at der ikke måtte være fysisk kontakt.
Vi spredte budskabet om det nye spil til jævnaldrende klassekammerater, så pludselig var der både atletikudøvere og os drenge.
På det tidspunkt var der en lærer på Ny Munkegades Skole, som havde nogle regler og 1 bold.
Det var ikke de bedste og mest optimale træningsfaciliteter, der var til vores rådighed. Vi havde kun gymnastiksalen at træne i. Her var to stangsprings-støtter med en ring som ”kurv” øverst oppe.
Der blev placeret én i hver ende af salen op ad muren. Det var ikke optimalt, og det gav mange blå mærker, når vi ”mødte” ribber, bomme, stolper, vægge m.m..
“Hjemmelavede” kamptrøjer
Vi drenge blev inviteret til at spille en træningskamp mod Ny Munkegade i Katrinebjergskolens Aula. Hvad med spilletrøjer, det havde vi jo ikke?
Men det klarede fru Juul-Andersen – hvis to drenge, Egon og Børge, begge var på holdet – ved at købe hvide undertrøjer u/ærmer til alle spillere.
Endvidere skulle der være nummer for og bag, så næste træk var indkøb af numre i forskellig størrelse. Efterfølgende blev de farvet røde, hvilket blev ordnet i lægens køkken.
Vi mødte således op med godkendte trøjer, hvor numrene var sat på med sikkerhedsnåle. Lærer Kjestrup på Katrinebjergskolen gjorde meget ud af at fortælle og forklare. Alle fremtidige basketball-kampe blev spillet i Katrinebjergskolens aula.
De følgende år blev der spillet basketball i den store stil, men forbundene havde store udfordringer med at styre afvikling af kampe samt stillinger. Der kom flere klubber til, Cimbria Randers & AaBC og DSI Aalborg samt FDF og AUS – Aarhus.
Vi drenge var blevet så gamle, at vi i SISU dannede hold med atletikfolkene og spillede turneringskampe. Samtidig blev vi aktive ”frivillige” og overtog alle ledelsesposter i klubben. Det var os, ”de glade amatører” som fik alle bestyrelsesposter, blev træner for turneringsholdet, stod for planlægning og transport til kampe, redaktør af klubblad og meget mere. Og vi fik nyt logo tegnet af Kjeld Nielsen.
De gyldne år
Vort hold blev bedre og bedre, og vi begyndte at blande os i topstriden i rækken og rykkede en række op.
Vi blev også det første hold/klub udenfor København, der vandt over Skovbakken, der var “storebror” i Aarhus. Vores modstandere var begyndt at regne med os. Vi fik spillere udtaget til by-hold og landsdels-hold (JBBF): Svend Bichel, Børge Juul-Andersen og Niels Christian Mortensen.
Efter en spændende afslutning på turneringen1963/64, hvor vi vandt over Cimbria Randers i den sidste kamp, skulle vi spille om oprykning til 1. Division.
Der var fire kredsvindere, som mødtes en lørdag/søndag i Nyborg og spillede tre kampe hver, alle mod alle. To kampe lørdag aften, to kampe søndag formiddag og to kampe søndag eftermiddag.
De fire hold var: Virum (København), Næstved (Sjælland), SISU (Jylland) og Nyborg, (Sydjylland/Fyn).
Det blev de to hold, som klarede de tre kampe bedst (uden krampe) og havde spillere nok at sætte ind. Det blev Virum og SISU, der rykkede op.
Vi var nu blandt de 10 bedste klubber i landet, men der var dog ikke megen festivitas i forbindelse med oprykningen til landets fineste række.
På vejen hjem gjorde vi holdt på en rasteplads for at høre søndagssporten i den medbragte transistor radio, som blev placeret på taget af en bil, og vi stod alle omkring bilen og ventede på vores resultat.
Endelig lød det: ”Virum & SISU Brabrand var rykket op”. Vi brød ud i jubelsang, og folk omkring os troede, at vi var ”skingrende skøre”, hvilket vi også var.
Det betød, at det blev interessant at spille hos os, så der blev tilgang af spillere udefra, og det var ingen skade til.
Vi fik en flot debut i 1. division, idet vi vandt over Falcon med 51 – 50 og efterfølgende over Virum, så efter 2 runder førte vi rækken. Det blev til en enkelt sæson i den bedste række, 1964/65, med 3 sejre i alt – alle på hjemmebane.
De efterfølgende fire sæsoner kæmpede vi med enten Cimbria, DSI, Nyborg og AaBC om oprykning. Min sidste sæson for SISU blev 1968/69, hvor vi tabte den afgørende kamp.
Det blev herefter en brydningstid, hvor flere af stamspillerne, på grund af uddannelse, job og etablering af familie flyttede fra området, men der kom også nye kræfter til.
For os, der havde været med hele vejen fra starten til 1. division på 6 år, sluttede eventyret her. Men minderne har vi da!
