
Tirsdag d. 1. november kan City Vest fejre 50 års jubilæum. Jimmy Rundberg har som vagt været en del af indkøbscentrets liv i over 30 år og har været med fra de glade dage i slutningen af 1980´erne. Her fortæller han om livet i City Vest – også efter lukketid.
Det var glade dage i slutningen af 1980´erne, hvor den nu 62-årige Jimmy Rundberg blev ansat. City Vest var samlingsstedet i Brabrand, og der var folkelig hygge på MacKenzie Pub, Café Corner, Bella Venezia og de andre steder, hvor folk samledes.
”Fredag og lørdag aften var hele Brabrand samlet her, efter at de havde handlet ind til weekenden. Så skulle de lige ind på MacKenzie og ha´ lidt at spise. Og tjenerne kunne sagtens feste lidt efter lukketid. Det var så hyggeligt!”
Jimmy Rundberg fortæller levende om tiden, hvor han begyndte som vagt i City Vest. Der var også i hverdagene liv og glade dage i indkøbscentret frem til kl. 22, hvor MacKenzie Pub lukkede. Og af og til også til ud på de små timer.
Som nattevalgt gik han rundt og låste alle døre manuelt og hentede den store langhårede schæfer, Hassan, til de lange vagtrunder gennem det nu øde center.
Han indrømmer, at han aldrig blev rigtig glad for de nattevagter. Men Hassan var de fleste gange i stand til at sætte en skræk i livet på de ubudne gæster, der stak af, så hurtigt de kunne. Og ellers blev politiet tilkaldt.
Men med nætterne i det lukkede center fulgte også hyggelige stunder. Når Bager Hougård søndag morgen ved tre-fire-tiden var klar med friskbagt franskbrød og varm leverpostej, lagde Jimmy Rundberg vejen forbi.
”Det var fantastisk gæstfrie mennesker. Det har været en stor del af at være en del af City Vest i så mange år, at vi kom så godt ud af det med hinanden,” siger han.
God til at snakke med folk
Han startede sit arbejdsliv i byggebranchen og blev så dørmand – men nedgangstiderne i restaurationsbranchen fik ham til at se sig om efter mere stabilt arbejde.
”Jeg har altid været god til at snakke med folk. Som dørmand kunne man godt få skrammer, hvis man ikke selv opførte sig ordentligt og behandlede andre med respekt. Den erfaring tog jeg med herud. Ingen har nogensinde været efter mig, har ridset min bil eller har generet mig på nogen måde,” siger han.
I sin fritid er han fortsat fodbolddommer, og det er det samme, der gør sig gældende inden for kridtstregerne: Behandl andre med respekt – så opfører de sig på samme måde over for dig.
Naturligvis har der været svære dage, hvor indkøbscentrets værste rødder gav vagtfolkene ekstra meget besvær. Sådan var det også i 1980´erne, hvor ”de gamle rødder på MacKenzie” godt kunne skabe en del uro, når de havde fået for mange øl og ville slås – for slet ikke at tale om det faste klientel på Moskito Bar… Eller når der var ”showtime” i Kvicklys cafeteria, som Jimmy Rundberg kalder det.
Han er fuld af historier om mange af de farverige personer, der gennem årene har præget livet i City Vest. Han fremhæver blandt andre Bent Bruno Hansen, som hver dag kom og hyggesnakkede med vagten og også var fast gæst hos nærpolitiet. Der var tid til spas og løjer og hyggelig snak med dem, som måske ikke havde andre steder at gå hen.
Lige så meget ballade andre steder
Mange ting har ændret sig gennem årene. Der er fortsat opgaver at løse for vagtfolkene i City Vest. Nu drejer det sig dog hovedsagelig om rødder, som opfører sig dårligt over for kunder eller personale eller har brug for at spille op over for vagterne. Men Jimmy Rundberg er stadig glad for sit arbejde.
”Nogle gange gider man ikke at høre mere på dem, men man skal have is i maven og undgå at tænde af. Og der er i øvrigt mindst lige så meget ballade i Lystrup, hvor jeg bor, og andre steder i Aarhus. City Vest er ikke noget særligt, hvad det angår.”
Han er klar over, at kunder kan føle sig forulempet af drenge, som råber op eller opfører sig dårligt. Men han har ikke oplevet, at nogen er voldelige.
”Det kan godt være, at der sker dårlige ting i området, men her i City Vest har vi faktisk ikke haft ret mange problemer. Og jeg synes, at vi som vagter gør en forskel. Vi kan ikke redde hele verden, men det varmer, når vi får at vide af nogle af forældrene, at de er glade for, at vi holder lidt øje med deres børn.”
Er altid vendt tilbage til City Vest
Jimmy Rundberg kan huske, da MacKenzie Pub, Café Corner og Kvickly lukkede, og der kom andre butikker, cafeer og spisesteder til. Men gradvist blev tiderne vanskelige for City Vest.
Han har flere gange skiftet job eller har haft opgaver andre steder. Men han er hver gang vendt tilbage til City Vest, blandt andet fordi samarbejdet med centrets vagtkontor og administration gennem altid har været godt, og også samarbejdet med lokalpolitiet i Aarhus Vest er godt og konstruktivt.
”Det her hus er noget særligt for mig. Jeg har brugt næsten hele mit liv her, og jeg har langt de fleste dage været glad for at komme på arbejde. De mange år har jo givet en fantastisk erfaring, og jeg bliver spurgt til råds om mange ting. Man føler, at man gør en forskel.”