
Koncerter, teaterforestillinger, kunstudstillinger, foredrag, julemarkeder… Brabrands kultur- og forsamlingshus, Gasværket, rummer det hele og lidt til. Siden etableringen i 2002 har bydelen haft sin egen kulturscene i det tidligere gasværk ved Byleddet. Men nu har huset brug for nye ideer og folk, som vil være med til at drive huset.
“Gasværket er stadig presset på økonomien”, lød overskriften på Vores Brabrand efter generalforsamlingen i juni 2024. Efter corona-nedlukningen kæmper foreningen, der driver huset, fortsat med følgerne af en lang periode uden indtægter.
Men økonomien er kun én af en række udfordringer for huset og folkene omkring det. Derfor inviterer Vores Brabrand mandag d. 17. januar kl. 19-21 til et visionsmøde, hvor alle har mulighed for at byde ind med ideer og forslag, der kan styrke Brabrands kulturhus.
Til at sætte gang i snakken har Vores Brabrand inviteret følgende fire personer, som alle kender Brabrand og bydelens kulturliv godt:
Kim Bisgaard, direktør hos Buus Anlægsgartner A/S og bestyrelsesmedlem i Brabrand-Årslev Fællesråd. Tidligere iværksætter og konsulent i Innovation Lab, næstformand i Kultur Netværk Danmark, chef for Godsbanen og leder af Horsens Ny Teater.
Tanja Phaff Louring, projektleder af Midtjysk Kulturakademi og udviklingskonsulent i Region Midtjylland. Har arbejdet med kultur siden 2000 med teaterfaget, tværfaglige samarbejder og netværksarbejde som omdrejningspunkt. Kender Gasværket som hyppig gæst ved kulturarrangementer.
Henrik Bastrup Jacobsen, rådgiver og konsulent inden for digital kommunikation, indehaver af virksomheden Digitalmanden.dk og formand for Brabrand Erhvervsforening.
Aage Stokholm, iværksætter og festivalchef, stifter af Brabrands musikfestival Grimfest og flere gange indstillet til Brabrands initiativpris, Karma-prisen.
1. Rekruttering af frivillige
Men hvad er det da for udfordringer, der plager Gasværket? Formand for bestyrelsen, Børge Bang, peger på fire elementer – i prioriteret rækkefølge.
“Som jeg ser det, er vores første og vigtigste prioritering rekruttering af nye frivillige. Gasværket er på mange måder et fremragende sted, men der skal være nogen til at drive det. Det er en mangelvare for os,” siger han.
Da huset i 2002 blev indviet efter en omfattende renovering, havde mange lokale folk lagt utallige timer i arbejdet, og en del af dem er stadig aktive. Det glæder blandt andet 78-årige Børge Bang.
“Der er en udløbsdato på os allesammen. Jeg ved godt, at det er den ældre generation, der driver tingene mange steder, men der skal også nyt blod til.”
Han har tidligere efterlyst nye, yngre, medlemmer af bestyrelsen, men han understreger, at der også er mange andre, mindre opgaver at løse. Som det er nu, må bestyrelsen ofte tage fat, selvom medlemmerne har mange andre opgaver i forvejen.
“Det er vores altoverskyggende problem. Vi mangler folk – både dem der vil hjælpe til, når der er behov for det, og folk som vil være med til at tage ansvar for, at huset kan køre. Vi har ikke brug for nogen, der fx siger: “I burde tilbyde yoga”, men i stedet: “Vi vil gerne stå for at arrangere yoga”, siger han.
2. Synlighed i Brabrand
Foreningen Det Gamle Gasværk har i dag ca. 400 medlemmer. De bidrager med deres kontingent til husets indtægter, men de fleste er ellers ret passive. Antallet har ligget nogenlunde stabilt i en årrække.
“Vi møder stadig folk i Brabrand, som spørger om, hvad Gasværket er,” siger Børge Bang.
Desuden kan folk, som godt kender Gasværket, finde på at stille spørgsmål som: “Hvorfor spiller I ikke noget mere…?”.
“Der er en forvirring hos mange, som tror, at Gasværket står bag de fleste af arrangementerne i huset. Men sådan er det ikke. Gasværket er lejernes hus. Rigtig mange foreninger – for eksempel Jazzværket og Brabrand Whiskyklub – lejer huset og står for de forskellige aktiviteter. I Gasværket sørger vi “bare” for, at huset kører, som det skal,” forklarer Børge Bang.
Han håber, at endnu flere i Brabrand vil få en forståelse for, at der er den adskillelse mellem driften af kultur- og forsamlingshuset og de forskellige aktører. Det betyder samtidig, at hvis man ønsker andre typer aktiviteter, end dem der allerede findes, er man nødt til selv at hjælpe det i gang.
“Så skal man ta´ et initiativ og prøve at få det til at køre,” fastslår formanden.
3. Økonomi under pres
Gasværkets anstrengte økonomi har gennem de senere år været et tilbagevendende tema. Et centralt element er huslejen til Teknik og Miljø, der ejer bygningen, på ca. 150.000 kr. årligt.
Ejerskabet går tilbage til tiden før, kulturhuset blev etableret, og Teknik og Miljø brugte huset til opbevaring af redskaber og køretøjer.
Gasværkets bestyrelse har gentagne gange henvendt sig til politikerne i Aarhus Byråd for at få sænket huslejen til et niveau, de kan se at andre kulturhuse i Aarhus betaler.
“Huslejen til Teknik og Miljø udgør en betydelig begrænsning for, hvad vi kan,” siger Børge Bang og illustrerer situationen med to tal:
“Vi skal ud og finde 150.000,- til Aarhus Kommune hvert år. Vores lejeindtægter udgør ca. 190.000,- årligt. De resterende 40.000,- går til den løbende vedligeholdelse. Det løber nogenlunde rundt i øjeblikket, men tallene viser også, at huset ikke har de store ressourcer til at investere i aktiviteter,” siger han.
Da det er sjældent, kultur-arrangementer giver overskud, skal foreninger og andre aktører altså typisk selv finde midlerne til at få aktiviteter op at stå.
4. Nye aktiviteter på Gasværket
Det er helt bevidst, at Børge Bang anbringer udviklingsarbejdet helt nede i fjerde niveau. For hvis ikke de tre andre udfordringer kan løses, er det svært at skabe rum til nytænkning.
Omvendt gør han det klart, at man i Gasværkets bestyrelse meget gerne ser nye initiativer i hus:
“Vi er helt klart interesseret i at der kommer nye kultur-aktiviteter i huset. Og selvfølgelig kan vi også hjælpe nye folk i gang,” siger han og henviser til, at Jazzværket startede bogstavelig talt uden en krone på lommen.
Faktisk satte Jazzværkets daværende, nu afdøde formand Jacob Sennels egne penge på spil, da foreningen skulle arrangere den første koncert. Sidenhen er Jazzværket blevet en veldrevet og økonomisk velkørende forening.
“Vi bliver ofte mødt af, at folk siger, de godt kunne tænke sig nogle særlige aktiviteter – og vores svar vil altid være, at det vil vi hilse velkomment. Kom endelig og gå i gang!”
Alle er velkomne til visionsmødet for Gasværket mandag d. 17. februar kl. 19-21. Visionsmødet er en del af Vores Brabrands årsmøde. Det betyder, at du på den sidste del af mødet i kort form kan høre om og give tilbagemelding på lokalmediets journalistiske arbejde.
Send en mail til voresbrabrand@gmail.com med tilmelding og besked om antallet af deltagere.