Glæden var stor, da Ane og Pavia Samuel for tre måneder siden flyttede ind i deres drømmebolig på Lyngbakkevej 8 i Brabrand Bakker. Men en væltet mur og uenigheder med sælgeren, Brdr. Thybo Ejendomsudvikling A/S, har skabt bekymringer. Advokater skal nu afgøre striden om den væltede mur.
Alt tydede på, at det ville blive en ukompliceret bolighandel. De følte sig godt behandlet af repræsentanterne for sælgeren, Brdr. Thybo Ejendomsudvikling A/S, der gjorde alt for at imødekomme deres ønsker.
Lige indtil sagen om muren opstod. En 25 meter lang mur, der giver Friis & Moltke-villaen Bigaards Hus et helt særligt udtryk.
”Muren danner ikke blot ryg i selve beboelsen, men er ført så langt ud, at den udgør et karaktergivende arkitektonisk element på grunden”, skriver arkitektfirmaet Friis & Moltke selv.
Der var bare ét problem med den mur: Den lå i vejen for planerne om senere at kunne bygge yderligere et hus på den store kuperede grund.
Det er ikke Ane og Pavia Samuel, som går med byggeplaner. Bestemt ikke. Det er sælgeren af ejendommen, Brdr. Thybo Ejendomsudvikling A/S, som håber senere at kunne få lov til at bygge en villa med kælder lige vest for Bigaards Hus.
Sælgeren fremlagde en ny plan
Senest ansøgte firmaet i 2018 om at måtte udstykke den kuperede grund i fire for så at bygge yderligere tre huse. Men det sagde Aarhus Kommune klart nej til.
Kort efter at Ane og Pavia Samuel sidste sommer skrev under på slutsedlen, fremlagde firmaet en ny plan. Nu ønskede de i stedet at udstykke grunden i to: Parret kunne få lov til at beholde Bigaards Hus og det meste af grunden, men skulle så afstå en strimmel af grunden vest for huset, hvor der så kunne opføres en ny villa med kælder.
Det ville dog kræve, at den lange mur, der udgår fra Bigaards Hus, blev fjernet – og det var det, der skete få uger før Ane og Pavias overtagelse.
”Vi blev allerede i juli 2019 klar over, at Brdr. Thybo Ejendomsadministration oplevede muren som et problem og ønskede den revet ned. Vi foreslog, at muren blev bibeholdt, til de evt. fik en byggetilladelse, men firmaet dikterede, at den skulle fjernes”.
Advokater skal løse striden
En morgen i starten af november gik håndværkere i gang med at bryde en del af muren ned – til de nye køberes store protester.
”Vi havde ikke troet, at de ville gøre det, da man skal have en nedrivningstilladelse. Og det har de ikke”, sagde Ane Samuel den morgen til Vores Brabrand.
Det gav Aarhus Kommune hende senere ret i. Midt i februar afgjorde Byggeri under Teknik og Miljø, at muren inden 1. april skal være påbegyndt genopført i sit hidtidige omfang.
Som husets nye ejere er det Ane og Pavia Samuel, som i udgangspunktet skal genopbygge muren. Men de håber, at firmaet, der rev muren ned, også vil betale for at få den genopført. Det er dog ikke sikkert, at det går så let. Firmaet nægter at kommunikere direkte med dem, og sagen ligger nu hos parternes advokater, der også skal forsøge at løse en strid om penge til indretning af nyt køkken.
”Det ville jo være ønskeligt, at advokaterne kan få tingene løst, men ellers må vi gå rettens vej,” siger husets nye ejere.
Risikoen for en ny ansøgning
De understreger begge, at de ikke har nogen form for interesse i at få grunden udstykket, så der kan bygges yderligere i det kuperede, træbeklædte landskab.
De erkender at have skrevet under på, at de ikke vil modsætte sig, hvis Brdr. Thybo Ejendomsudvikling A/S senere for tredje gang vil prøve lykken og forsøge at få en byggetilladelse. Men det var et krav fra sælgeren, for at de kunne få lov til at købe huset.
”Jeg håber ikke, at naboerne tror, vi har i sinde at udstykke. Det har vi overhovedet ikke. Vi følte os tvunget til at skrive under med den klausul, at vi skulle godkende en byggeansøgning fra firmaets side.”
I praksis betyder det formentlig, at de i forbindelse med en bygge-ansøgning fra selskabet vil blive bedt om en fuldmagt, da Ane og Pavia Samuel jo ejer grunden.
”Det er en hård kalkule fra vores side: Firmaet har allerede to gange søgt og fået afslag på at bygge, og Aarhus Kommune skrev ikke færre end seks forskellige grunde til afslaget. Blandt andet at lokalplanen ikke tillader yderligere nybyggeri i området.”, siger Pavia Samuel.
Parret kan dog fornemme, at Brdr. Thybo Ejendomsudvikling presser på. Blandt andet har selskabets arkitekt skrevet til chefen for Byggeri, Ann Hamborg, og fremlagt planer for hvordan et ekstra hus på grunden kunne placeres.
Davids kamp mod Goliath
Arkitekt Knud Friis tegnede i slutningen af 1950´erne ”Bigaards Hus” til familiens gode venner, Vivian og Bent Bigaard, i kort afstand til Knud Friis´ egen villa på Højen 13. Vivian Bigaard boede i huset til sin død i begyndelsen af 2017, og det blev så sat til salg.
Ane og Pavia Samuel havde i flere år holdt øje med, om Bigaards Hus ville komme til salg, og de forsøgte allerede i 2017 at købe det – men Brdr. Thybo Ejendomsudvikling købte huset for næsen af dem.
”Jeg har boet i området som barn og har leget her meget. Jeg har bare forelsket mig i huset, den stil det er bygget i og historien omkring det”, forklarer Ane Samuel.
Parret har også set på flere andre huse i samme stil, blandt andet den tidligere Jaka-direktørs villa og arkitekten Knud Blach Pedersens villa, der også ligger i Brabrand Bakker.
De glæder sig begge hver dag over at være flyttet ind i villaen, der ligger i smukke bakkede omgivelser og med en fantastisk udsigt. Men de mærker også usikkerheden i ikke at vide, om Aarhus Kommune vil kunne finde på senere at give tilladelse til at bygge på grunden, selvom lokalplanen udelukker det.
”Vi ønsker at Bigaards hus og omgivelser består længe efter vores levetid. Vi føler det lidt som Davids kamp mod Goliath, men vi har valgt ikke at lade os kue”.