
Der er travlhed i Brabrands teaterforening Vester Gasværk. På onsdag aften går det løs med premieren på årets forestilling, “Mindernes Hus”. Søndag og mandag skal alle de sidste detaljer pudses af, inden premiere-nerverne begynder at indfinde sig. Du kan stadig nå at købe billetter.
“Mindernes Hus” er helt nyskrevet af Mette Feldt Schriver efter idé af Mette Feldt Schriver, Jannie Simonsen og Else Mariager. Det foregår i skuespillerforeningens hus, hvor de aldrende skuespillere mindes de “gamle” dage på godt og ondt. Men så banker nutidens problemer på…
Og som altid, når Vester Gasværk går på scenen på Gasværket, er der masser af gode velkendte sange, du kan synge med på.
“Den afsluttende indøvning foregår søndag og mandag. Scenen er klar, nymalet og dekoreret. Skuespillerne har styr på deres, og det musikalske hold er nok det bedste, vi nogensinde har præsenteret,” lyder det fra den mangeårige formand for Vester Gasværk, Jørgen Sørensen, som nu er afløst af Anders Feldt Schriver.

Så optimismen bobler i den store gruppe af skuespillere, musikere og alle de andre, som har en rolle i at realisere forestillingen.
Der er bare en enkelt detalje, der kan få det til at krible en anelse i selv de meste rutinerede teaterfolk: Bliver der nu solgt billetter nok?
Især til de første forestillinger onsdag, torsdag og den kommende weekend, er der stadig ledige billetter. Jørgen Sørensen kender mønstret fra tidligere år: Når rygterne begynder at løbe, at Vester Gasværk endnu en gang er leveringsdygtig i en herlig underholdende aften, går folk til tasterne for at bestille billetter til sæsonens sidste forestillinger.
Derfor ender det ofte med, at en del må se i øjnene, at alt var udsolgt. Jørgen Sørensen opfordrer derfor til, at man så vidt muligt prøver at købe billet til nogle af de tidligere forestilinger.
Du kan bestille billetter til forestillingen via dette link. Husk at det til nogle af forestillingerne også er muligt at bestille en tapas-anretning.
Læs også:
Energi i luften: Vester Gasværk på vej med ny forestilling, “Mindernes Hus”
