Da omkring 60 13-17-årige fra hele Aarhus forleden var samlet i Gellerup for at se teaterstykket “Gud Bevare Danmark”, var stort set alle efterfølgende dybt berørt af stykkets temaer om at føle sig anderledes – og blive set ned på, selvom man gør, hvad man kan, for at passe ind.
Skuespiller, forfatter og instruktør Chadi Abdul Karim har sommeren igennem turneret landet rundt med teaterstykket “Gud Bevare Danmark”.
En rå og ærlig musikalsk teaterfortælling, hvor vi følger en ung palæstinensisk mand, som er født og opvokset i Danmark og forsøger at finde sin identitet. Den unge mand kunne meget vel være Chadi Abdul Karim selv.
Rundt om i landet har han haft mange samtaler om at bære rundt på mere end én nationalitet, og han har fortalt om, hvordan han som dansker med palæstinensiske rødder stort set hver dag oplever at blive set ned på og kaldt de værste ting.
Men hvad tænker 13-17-årige om stykkets tema: At føle sig anderledes og kæmpe med sin identitet som en person, som er født i Danmark men med en anden etnisk baggrund end dansk?
Vi talte efter forestillingen med flere grupper af de unge tilhørere – dels en række medlemmer af Ungerådet i Gellerup, og dels en gruppe etnisk danske unge, som alle er medlemmer af Senaterne. Det er lokale arbejdsgrupper for unge mellem 13 og 17 år, der fungerer som lokalgrupper for Børne- og Ungebyrådet.
Alle de unge, uanset baggrund, hæftede sig især ved de mange situationer, hvor stykkets hovedperson, Mansour, følte sig diskrimineret og talt ned til i det danske samfund.
“Stykket påvirkede os virkelig meget. Det omtalte en masse situationer, hvor hovedpersonen følte sig diskrimineret. Det ramte os virkelig. Vi oplever præcis det samme nærmest hver dag,” sagde en pige, som er medlem af Ungerådet i Gellerup og selv har somalisk baggrund.
“På en eller anden måde rammer det os alle sammen. Vi oplever det samme – at vi bliver set ned på og talt til på en anderledes måde end andre,” tilføjede en af de andre piger i gruppen.
De er alle født i Danmark, men er mørke i huden og mærker konstant, at de bliver set på som anderledes.
“Selvom vi snakker så dansk som muligt og går i det samme tøj som andre i vores alder, bliver vi set anderledes på. Vi mærker det på mange forskellige måder, men det betyder, at vi hele tiden bliver mindet om, at vi er anderledes, selvom vi ellers lever et liv som alle andre unge,” forklarede en tredje af pigerne.
“Man føler sig magtesløs”
De oplevede teaterstykket “Gud Bevare Danmark” som rørende, fordi Chadi Abdul Karim satte fingeren på et punkt, hvor det gør ondt: Selvom man ønsker at være en del af fællesskabet, bliver man konstant gjort opmærksom på, at man ikke er det.
“Man føler sig magtesløs, præcis som Mansour i stykket også oplever, at han intet kan gøre. Vi tager tit den her snak med hinanden om, hvad vi kan stille op sådan individuelt. Vi kan nok ikke ændre på det – men vi ved i det mindste, at vi ikke er de eneste personer i verden, som har det sådan.”
“Ja, men i sidste ende har vi alle en stemme,” tilføjer en anden. “Mansour giver ikke op. Han tager til demonstrationer og bruger sin stemme, hvor han kan. Det kan vi også gøre.”
Snakken faldt på Gaza-konflikten, som også er vævet ind i Chadi Abdul Karims teaterstykke og tanker om identitet. Mange med palæstinensisk baggrund har under konflikten oplevet en mangel på interesse og opbakning fra det officielle Danmark.
Gruppen af piger med somalisk baggrund fortalte, at de oplever den samme vrede og afmagt som deres venner med palæstinensisk baggrund:
“Man føler sig fuldstændig afmægtig, fordi vi hver eneste dag har kunnet følge med i nyhederne uden at kunne gøre noget ved det. Jeg ved også, at mange prøver at undgå at se billeder fra Gaza, fordi det påvirker én så negativt.”
“Det handler meget om fordomme”
Vi fik desuden mulighed for at tale med tre unge med rent dansk baggrund om teaterstykket, og hvordan det påvirkede dem. De bor til daglig i forskellige bydele i Aarhus og er en del af de lokale Senater men var kommet til Gellerup for at se stykket.
“Det var meget voldsommere end, jeg havde forventet. Det var mega smukt med virkelig mange følelser involveret. Man kunne som tilhører fuldstændig føle, hvad stykkets hovedperson følte,” sagde en af de to drenge i gruppen.
“Selvom vi er danskere, kan vi også opleve os selv som fremmede eller en slags udlændinge i nogle situationer,” tilføjede den eneste pige i gruppen.
De var alle tre enige om, at teaterstykket viste problemstillingen fra flere sider og stillede nogle fine spørgsmål. De mente, at kernen i problemet handler om fordomme: Alt det vi forestiller os om andre mennesker.
“Vi må bare lære at acceptere folk, som de er. Jeg tror, det handler meget om fordomme, vi har om alle mennesker. Måske bygger de på virkelige oplevelser, man har haft. Og måske er det bare noget, man har hørt,” sagde den tredje i gruppen.
“Vi har alle den side i os”
En fortalte om en klassekammerat med østeuropæisk baggrund, som ihærdigt prøver at lære dansk så hurtigt som muligt – men alligevel bliver der set skævt til ham.
“Ja, jeg tror, vi alle har den side i os. For eksempel er der nogen, som går med deres kasket på en bestemt måde. Så har jeg det bare sådan, at jeg kan li´ dem mindre,” tilføjede en anden.
“Man skal bare lære ikke at handle på sine tanker, men lade dem blive indeni. Og så skal man forsøge at lære andre bedre at kende. Jeg troede også, at du var en helt bestemt type, jeg ikke bryder mig om, før jeg lærte dig at kende. Men det er du overhovedet ikke,” tilføjede han rettet mod den anden dreng i gruppen.
“Folk bliver stereotyped,” sagde pigen i gruppen. “Vi er nødt til at snakke mere om det i klasserne. Jeg tror, det kan ende med, at alle får det bedre med hinanden.”
“Jeg går selv på en skole, der ligger lidt uden for byen. Der ligner alle hinanden, og der er mange i min klasse, som aldrig har mødt andre med en anden kultur. Jeg tror, der let udvikler sig fordomme, når man ikke kender nogen, som har en anden baggrund,” sagde en af drengene.
De tre unge var enige om, at det værste, man kan gøre, er at gøre racisme og forskelsbehandling til et tabu-emne.
“Man kan hurtigt komme til at sige noget, der lyder forkert. Men jeg tror, det er virkelig vigtigt, at vi alligevel tør at gøre det.”
