
Mange foreninger har svært ved at finde frivillige til bestyrelsen. Men sådan er det ikke hos Bydelsmødrene i 8220, hvor der altid er rigeligt med kandidater. For Abir og Randa giver bestyrelsesarbejdet en masse igen i form af nye kompetencer og viden.
Bydelsmødre er brobyggere. De hjælper kvinder i deres lokalområder og sikrer, at information fra myndigheder når udsatte familier, ensomme ældre og isolerede kvinder, som det etablerede system har svært ved at nå.
Siden 2011 har Bydelsmødre i 8220 været en stærk lokal faktor i Gellerup-området, og gennem årene har flere end 200 lokale kvinder modtaget diplomet som bydelsmor efter at have gennemgået en omfattende uddannelse.
Randa Radwan og Abir Nasser er begge en del af bestyrelsen for Bydelsmødre i 8220. De møder hver uge op til møder og arrangementer, hvis det passer med deres jobs.
Foreningsbestyrelsen er et omdrejningspunkt for alle de mange aktiviteter, bydelsmødrene sætter i gang. Informationsmøder, workshops og kurser, der styrker kvinderne personligt og fagligt – og er med til at løse udfordringer i lokalsamfundet.
“Vi brænder for det!”
“Vores opgave er at være brobygger mellem mennesker og systemet”, siger bydelsmødrenes forkvinde, Randa Radwan.
Hun glæder sig over den store interesse for at deltage i bydelsmødrenes grunduddannelse. Det nye hold, der starter i efteråret, har dog stadig nogle få ledige pladser.
Bydelsmødrene i Gellerup er en del af en landsdækkende organisation, der drives af Fonden for Socialt Ansvar. Ofte er det i Gellerup, at nye initiativer udvikles og efterhånden udbredes til resten af landet.
“Vi er en stor organisation her i lokalområdet, og vi har mange frivillige. Derfor har vi typisk kræfterne til at sætte nye ting i gang. Vi stoler på hinanden og bakker hinanden op,” siger hun.
For mange af bydelsmødrene er Laden et hjemligt sted, hvor man ofte lige lægger vejen forbi på en fridag eller efter arbejde. Får en kop kaffe, snakker om løst og fast og giver en hånd med, når der skal laves mad til et arrangement og andre opgaver.
“Selvfølgelig har vi alle også et liv ved siden af. Men alle føler sig bare så godt tilpas her, og vi nyder at mødes og snakke sammen om rigtig mange ting. Vi er gode til at trække på hinanden, når der er brug for det.”
Randa Radwan stillede op som kandidat til bestyrelsen, straks efter at hun for nogle år siden havde fået sit diplom som bydelsmor. Siden har hun hvert gang modtaget genvalg og er blevet valgt.
“Personlig synes jeg, det er rigtig fedt at være en del af bydelsmødrene. Vi deltager i ekstra kurser og lærer i det hele taget rigtig meget. Vi brænder for det. Vi kender området, og ved hvilke problemer der er. Og jeg synes, vi er gode til at finde på løsninger,” siger hun.
Åbner døre til andet bestyrelsesarbejde
Abir blev uddannet bydelsmor lige efter corona-tiden og har siden i tre år været en del af bestyrelsen.
“Jeg er rigtig glad for at være bydelsmor. Man får så meget tilbage, i forhold til det man giver. Efter en længere sygemelding har jeg i en periode mest været hjemme hos mine børn og ikke deltaget i frivilligt arbejde. Nu møder jeg altid op, hvis jeg har fri fra mit arbejde,” siger Abir, som er SFO-koordinator.
De oplever begge, at deres engagement i bydelsmødrene har åbnet dørene til bestyrelsesarbejde andre steder. Abir er for nylig kommet med i afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken. Og Randa er en del af Gellerup Fællesråd og har været med i Samvirkets styregruppe. Desuden er hun nu ansat som vært i Mellemrummet ved Gellerup Bibliotek.
Børn og unges trivsel
Lige nu arbejder bydelsmødrenes bestyrelse med planer om at tilbyde mere uddannelse til de over 200 bydelsmødre, som allerede har gennemgået den fastlagte grunduddannelse. Men mange ønsker at udvikle sig yderligere og søger mere viden.
“Vi snakker rigtig meget om, hvordan vi kan tilbyde en overbygning på grunduddannelsen: Hvilke emner er der behov for og efterspørgsel efter? Og hvordan skal den tilrettelægges,” forklarer Randa.
Desuden fylder et af tidens store samfunds-emner også meget for bydelsmødrene i Gellerup: Også lokalt kæmper unge med trivslen, og forældrene søger støtte og viden om, hvordan de bedst hjælper deres børn, som føler sig stressede og pressede.
Dertil kommer talrige informationsmøder og andre events, der som regel bliver holdt i beboerhuset Laden på Edwin Rahrs Vej.
Senest har der været informationsmøde om kommende AOF-kurser i dansk, engelsk og matematik, og desuden har bydelsmødrene tilbudt en række kurser for unge og deres forældre om brugen af digitale medier i hjemmet.
Desuden følger de levende med i samfundsdebatten og lokalsamfundets udvikling og byder ind, når der er brug for deres hjælp. Et fast element er kommunal- og folketingsvalg, hvor de altid byder ind med aktiviteter for at få flest muligt til at stemme.

Anbefaler HPV-vaccine
Bydelsmødrene har gennem årene flere gange været samarbejdspartner for forskere og fagfolk i sundhedssystemet, når der var behov for at skabe tæt kontakt til familier med anden etnisk baggrund end dansk.
Blandt andet indgår Bydelsmødre i 8220 Brabrand i et fast samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om at arrangere den årlige kampagne om brystkræft, Lyserød Lørdag – hvert år med et livligt mix af faglige oplæg og hyggelig underholdning for hele familien.
Lige nu er bestyrelsen på vej med en række kurser om kræft, og bydelsmødrene har i samarbejde med Region Midtjylland været rundt på de lokale skoler og fortælle om, hvor vigtigt det er, at unge kvinder tager imod HPV-vaccine.
“De har ofte en anden tillid til os end til sundhedssystemet. Derfor påtager vi os gerne brobygger-rollen og hjælper med at formidle de nødvendige informationer,” forklarer de.
Blandt andet planlægger de forløb for lokale forældre, som gerne vil støtte deres teenagebørn i overgangen til voksenlivet – med alt hvad det medfører af nødvendig viden, fra kendskab til e-boks til at søge en lejlighed.
Desuden snakker om at etablere en strikkeklub. Mange af bydelsmødrene er optaget af broderi og strikning og er interesseret i et nyt fællesskab, hvor de kan mødes om den fælles interesse.
Der er mange opgaver at tage fat på, men bydelsmødrene elsker det og møder som regel talstærkt op.
“Vi presser ikke på, men opfordrer bare til, at man kommer når man kan. Det er den gode energi, der driver værket,” siger Randa.



