
Også i år kommer den århusianske litteratur-festival LiteratureXchange til Brabrand. Torsdag d. 18. juni kl. 19.00 kan du hos Kultursted Brabrand på J.P. Larsens Vej opleve et spændende foredrag med kunstneren Jørn Bork, som præsenterer billedfortællinger fra Grønland.
Eskimoiske eventyr, myter og sagn er på programmet, når kunstneren Jørn Bork torsdag d. 18. juni gæster Kultursted Brabrand.
Beretninger fra de oprindelige arktiske folk, inuitterne, har sammen med egne oplevelser fra 25 år på Grønland inspireret Jørn Bork. Han udtrykker sig typisk i figurer skåret i materialer som sten, ben, træ eller støbt i bronze. Men han arbejder også med oliemaleri på hørlærred eller grafik med bl.a. træsnit, tegning og akvarel.
“I de fleste af mine værker har jeg hidtil prøvet at anskueliggøre en bid af det eskimoiske verdensbillede,” fortæller Jørn Bork, som gennem de mange år boede på Grønland og arbejdede i det grønlandske skolevæsen.
Inuitternes fortællinger blev inspirationskilden til hans kunstneriske udtryk fortolket ud fra egen kulturbaggrund.
I sit foredrag i Brabrand tager han afsæt i billedfortællinger fra Grønland. Inuitternes vandrehistorier er genfortalt og vist med billeder af oliemalerier og figurer inspireret af fortællingerne.
Nogle er ældgamle mytologiske historier med Havets Mor som central figur. Havets fangstdyr optræder i historierne og var betingelsen for overlevelse.
Ved siden af sit arbejde på Grønland har han også deltaget i fangster. Fortællingerne handler om dagliglivets hændelser under jagt på havets fangstdyr.
Inuitterne levede som en del af den arktiske natur, hvor man frygter det onde og stoler på det gode. De livsvilkår har det været spændende for ham at opleve lidt af.
Kultursted Brabrand har i de første leveår både arrangeret koncerter og foredrag om litteratur. Blandt andre har forfatterne Svend Åge Madsen, Tom Buk-Swienty og Iben Mondrup været på besøg.
Som nævnt er aftenen arrangeret i samarbejde LiteratureXchange, der har denne præsentation af foredraget. I 2022 samarbejdede Kultursted Brabrand første gang med LiteratureXchange om en forfattervandring ved Brabrand Sø med forfatterne Glenn Bech, Gerd Laugesen og Nikoline Werdelin.
I øvrigt byder Gellerup Bibliotek lørdag d. 13. juni kl. 12-13 også på et arrangement under litteratur-festivalen LiteratureXchange. Bibliotekets formidlere læser højt i bibliotekshaven med uddrag af festivalens aktuelle forfattere. Alle er velkomne.
Før Bristepunktet – oplæg ved Jørn Bork: Torsdag d. 18. juni kl. 19.00, Kultursted Brabrand på J.P. Larsens Vej 17F. Billetpris 100,-. Billetter kan købes her.



