
180 dage kan flyve af sted, og det har dagene også gjort for de fire familier, der hen over nytåret flyttede ind i lejligheder i Gellerup og Toveshøj i forbindelse med DR’s tv-program ”180 dage i Gellerup”. Forleden foregik de sidste optagelser til serien, som bliver sendt på DR1 fra oktober. Til den tid er de seks måneders optagelser redigeret ned til seks afsnit á 45 minutter.
Tekst: Helle Hansen
Forsamlet på græsarealet mellem to høje blokke på Gudrunsvej blev den sidste optagelse en kort opsamling af et halvt års oplevelser, som DR-beboere har haft ved at bo i det, som politikerne kalder en ghetto.
Afdelingsformand Abdinasir Jama, der har fungeret som en slags mentor for de fire familier, lagde ud med at takke for den måde, DR-familierne har involveret sig i området og givet en masse af sig selv i løbet af de sidste seks måneder. En præmis for at blive valgt til programmet var, at DR betingede sig, at familierne skulle lave 30 timers frivilligt arbejde om måneden i lokalområdet.
Og frivilligt arbejde, det har familierne haft travlt med på mange forskellige måder, som lektiehjælpere, fredagskokke, havearbejdere, cirkushjælpere og demonstrationsarrangører og masser af andre spændende ting, som vil kunne opleves i TV-programmene.
Svært at sige farvel
Rundt om havebordet gav de fire hold hver deres korte opsummering af de 180 dage. Samstemmende lød det fra alle, at det havde været en fantastisk oplevelse og en rejse, som for langt størstedelen af tiden havde været positiv. Det negative fik nærmest ingen kommentarer med på vejen.
Det var næsten lidt vemodigt at skulle sige farvel og pakke alle møblerne i lejlighederne sammen igen.
Mine og Jørgen vender nu hjem til hus, børn og børnebørn i Ikast, men parret er sikker på, at der kommer til at komme mange ture til Gellerup i fremtiden, ligesom at der vil komme besøg i Ikast fra Gellerup.
Silja og Johannes flytter tilbage til lejligheden i Aarhus midtby. Med sig har de lille Vilhelm, der blev født nytårsaften som beboer i Gellerup. Så der står Gellerup Sogn i dåbsattesten.

To familier bliver boende i Gellerup
To af DR-familierne har undervejs besluttet sig for at blive boende i Gellerup og omegn.
Pensionisten Ester flytter ind i en lejlighed på Dortesvej. Hun har i løbet af foråret solgt sit hus i Skjern og besluttet sig for at blive boende i Gellerup.
Det unge par fra Horsens, Tanja og Rene, bliver også i området. De kunne ikke få lov at blive boede i deres tre-værelses lejlighed på Gudrunsvej, men har i stedet fået en bolig et andet sted i Brabrand.
Serien rykker over på DR1
Programtilrettelægger og fotograf fra DR, Henrik Jøj Jensen, der også var med på den sidste optagelse, fortæller, at der hjemme hos DR for tiden bliver klippet løs for at få de seks udsendelser sat sammen. Han har netop set de tre første afsnit, og han forsikrer, at det bliver rigtig interessant at se.
Undervejs i produktionen af ”180 dage i Gellerup” er det også blevet besluttet, at serien skal sendes på DR1 i stedet for DR2. Derfor er der rigtig mange danskere, der til efteråret får chancen for at opleve et lidt mere nuanceret og virkelighedsnært billede af hverdagslivet i Gellerup og Toveshøj.
Artiklen skribent, Helle Hansen, har også været mentor for de fire DR-familier undervejs.