
Brabrands jyllandsseriehold vandt fredag overbevisende 6-2 på udebane over Frederikshavn fI med den tidligere Brabrand-topscorer Mike Kaljo på holdet. Kampens store spiller var Brabrands Frederik Hoe, mens også de to unge, Mohammad Abdullah og Ibrahim Karroum, gjorde det flot.
Det var en begejstret Brabrand-træner Thomas Otkjær, som kunne se sit hold finde storspillet på det fineste græstæppe, holdet har spillet på – hvilket var i dyb kontrast til de forhold, holdet senest oplevede i Søften for en uge siden.
”Stor ros til Frederikshavn fI for de flotte forhold. Vi spillede periodevis fantastisk fodbold og var Frederikshavn overlegen,” fortæller Thomas Otkjær.
Brabrand var foran 3-2 ved pausen i en halvleg, hvor holdet dog burde have skabt en større føring. En afgørende spiller i Brabrands fine halvleg var den tilbagevendte Frederik Hoe, siger Thomas Otkjær:
”Han brændte banen fuldstændig af og viste igen, at han er flere klasser over jyllandsserie-niveau. Det var hans første hele kamp i sæsonen, og han havde stor betydning for vores udtryk som hold, og evne til at skabe chancer.”
”Jeg vil også rose vores to unge spillere, som har taget enorme skridt, siden de blev en del af jyllandsserie-truppen: “Muddi” Mohammad Abdullah, som fik chancen fra start, spillede en flot kamp, og “Ibo” Ibrahim Karroum kom ind og spillede 20 fremragende minutter,” siger Brabrand-træneren.
”Det er fantastisk at se, hvor langt de har flyttet sig på bare seks måneder, og de giver mig som træner endnu flere strenge at spille på.”
I anden halvleg var Brabrand efter Thomas Otkjærs mening det bedste hold i i 35 ud af de 45 minutter. Der var lige 10 minutter, hvor Brabrand var hårdt presset. Men igen var Frederik Hoe afgørende og fik skabt et straffespark, som han selv omsatte i mål ad to omgange. Og derfra var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse.
”Modsat sidste gang ,vi mødte Frederikshavn og vandt 5-0, var sejrscifrene i dag helt fortjent, konkluderede Thomas Otkjær.
Det var en meget vigtig sejr for Brabrand. Den betyder, at holdet nu har seks points ned til de nederste pladser, og kun ét point til andenpladsen, dog med en kamp mere spillet.
”Puljen har udviklet sig som forventet og er utrolig tæt, og derfor er alle sejre vigtige. Denne her var et godt skridt mod at opnå sæsonens mål, nemlig at sikre overlevelse i jyllandsserie 1.”