
Fredag var skolernes traditionsrige motionsdag, men også i Hans Brogesparkens Børnehave var der motion og bevægelse på programmet – og naturligvis var der medalje-overrækkelse bagefter.
Støvlekast, tovtrækning, balance- og styrkeøvelser var en del af programmet, da børnene i Hans Brogesparkens Børnehave fredag formiddag tog regntøjet på og gik udendørs.
”Krop og Hop” kalder de dagen i børnehaven, der for fjerde år i træk havde deres helt egen motiondag.
”Vi prøver at sammensætte et program, hvor børnene kommer til at bruge hele kroppen. På den måde kommer vi rundt om børnenes behov for at bevæge sig på mange forskellige måder,” fortalte Eva Astrup, som havde planlagt dagen.
Blandt andet fik børnene prøvet styrketræning, da de skulle løfte hinanden i en murbalje. De fik også løbet en masse i forskellige stafetter. Og der blev præcisionskastet med risposer i en mælkekasse.
Det sjoveste var dog i børnenes øjne den afsluttende tovtrækning – også selvom de voksne løb med sejren. Imens begyndte regnen at falde over børnehavens legeplads, men det betød ikke så meget, vurderede Eva Astrup:
”Når de er i gang og hygger sig, lægger de nærmest ikke mærke til vejret.”
