Blandt borgere i Brabrand er der fortsat modstand mod, at A. Enggaard skal have lov til at rive den tidligere Jaka konserves-fabrik ned. På onsdagens generalforsamling i Brabrand-Årslev Fællesråd blev fællesrådet opfordret til at presse på for at få virksomheden til at renovere bygningen.
”Jeg synes, at den ikoniske fabriksbygning er et vartegn for Brabrand, og jeg mener ikke, at A. Enggaard skal have mulighed for at løbe fra løftet om at renovere bygningen!”
Vi var allerede to timer henne i onsdagens generalforsamling i Brabrand-Årslev Fællesråd – men bemærkningen fra en af mødets deltagere under ”eventuelt” bragte masser af ny energi ind i de fremmødte.
Og de fleste var enige om, at bygningens ejer, entreprenørvirksomheden A. Enggaard, ikke skal have lov til at rive bygningen ned. Da Kim Bisgaard fra fællesrådets bestyrelse bad alle om at tilkendegive, om de går ind for en bevarelse af bygningen, røg de fleste hænder i vejret.
Resultatet var nogenlunde det samme, da deltagerne på fællesrådets visionsdag i maj 2022 ligeledes markerede modstand mod en nedrivning. Nu er der bare gået yderligere knap to år…
Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, kunne forleden fortælle, at han på et møde kort før vinterferien har lagt pres på virksomheden, for at få gang i arbejdet.
”Nu synes jeg, der bør ske noget. Og det var man fra A. Enggaards side enige i,” sagde Nicolaj Bang.
”Desværre arbejder tiden for Enggaard”
Formand for Brabrand-Årslev Fællesråd, Carsten Strange Jensen, vurderede på generalforsamlingen, at der kan komme til at ske noget i slutningen af 2024, men at sagen muligvis først skal igennem byrådet.
”Hvis I har mulighed for at kigge rådmanden lidt over skulderen, vil det være dejligt,” lød en kommentar fra en af mødets deltagere.
”Det lugter jo af, at jo længere tid der går, er chancen større for, at A. Enggaard får lov til at fjerne bygningen. Det har vi tidligere gjort klart, at vi imod. Men desværre arbejder tiden for Enggaard,” sagde en anden.
På mødet bad fællesrådets bestyrelse deltagerne om at give deres bud på, hvilke faciliteter, der mangler i Brabrand, og de 32 deltagere kom med en lang række forslag – fra trinbræt, spisesteder, mødesteder og en bro over jernbanen til lørdagsmarked, cykelhandler, biograf, grøntsagsbutik og åbne værksteder.
”Rigtig mange af de her ting kunne godt rummes i Jaka-bygningen,” bemærkede Kim Bisgaard i debatten.
Kampagne på vej med bumper stickers
En af mødets deltagere, Carsten Warnich, gjorde opmærksom på, at A. Enggaard er en af Danmarks største ejendomsudviklere, og at virksomheden selv tidligt foreslog, at den tidligere konservesfabrik kunne ombygges til et kultursted for lokalområdet.
”Jeg synes, vi skal lægge mere pres på Enggaard. Den anden nat, hvor jeg ikke kunne sove, kom jeg i tanker om en sjov ting, man måske kan sætte gang i: Kan I huske de dér bumper stickers med beskeder som ”Hold afstand!” og “Shit happens!” I dag har man dem for oven på sin Facebook-profil, men man kan selvfølgelig også lave dem som klistermærker,” forklarede Carsten Warnich.
”Jeg har lavet to forslag til stickers, som jeg godt vil høre jeres mening om,” sagde han og sendte den første rundt i forsamlingen:
”Der står tak for… og så er der sådan en høm-høm. Og så er der et billede af ruinen,” lød hans beskrivelse.
”Tak for lårt, Enggaard,” lød oversættelsen fra bageste række.
”Ja – og når virksomheden så faktisk har renoveret bygningen, som vi gerne vil have, kan vi lave denne her: ”TAK Enggaard – efterfulgt af et hjerte!” Hvad synes I? Er det dumt at gøre det?”
”Nej da, det er virkelig godt! Tak for initiativet,” lød det fra salen. ”Den kan måske få folk til at snakke mere om det.”
Carsten Warnich er nu i gang med at få priser hjem på produktion af de viste stickers som klistermærker, man kan sætte på bilen og andre steder.
Læs også:
Brabrand-borgere afviser A. Enggaard: Nej til nedrivning af Jaka-fabrikken
Rådmand lægger pres på A. Enggaard: Nu skal der ske noget med Jaka-bygningen