
50 år efter, at eleverne i 10.A i 1976 forlod Engdalskolen, vendte 10 af dem onsdag eftermiddag tilbage for at opleve skolen anno 2026. Skoleleder Rasmus Dalager Jørgensen og teknisk chef Henrik Normand gav de tidligere elever en rundtur på skolen. Det blev for alle en tur ad mindernes boulevard.
1.A var det formelle navn på klassen, hvor eleverne i 1966 fulde af forventninger trådte ind på Engdalskolen.
10 år senere sprang de alle videre ud i livet – og onsdag, 50 år senere, mødtes de af klassekammeraterne igen i Engdalskolens skolegård.
Her blev det til en snak om lærere, skoledage og en hel del af al den spas og løjer, der også havde lagret sig på den indre harddisk.
“Klassen blev af lærerne kaldt Sahara,” huskede en af de tidligere elever, Carsten Hegelund.
“De begrundede det med, at hver time med os var en ørkenvandring. Men det forstod vi jo ingenting af,” forklarede han i skolegården efterfulgt af en hjertelig latter.
Vores Brabrand var inviteret med på det, der den næste time blev en herlig tur ned ad mindernes boulevard. Ikke alt, hvad der blev sagt, var egnet til at blive refereret her i artiklen.

Omkring 1000 elever – også i 1976
10A mødtes for første gang igen i 2001. Det var da 25 år siden, de forlod folkeskolen. En del bor stadig i Brabrand, og nogle har gennem årene set hinanden jævnligt. Andre blev kontaktet efter grundigt research-arbejde på Facebook.
“Vi mødes da jævnligt til en frokost, hvor vi støtter det danske landbrug, bryggerierne og spritfabrikkerne,” konstaterede Carsten Hegelund.
“Hov, nu kommer Ingrid sgu da også,” afbrød han sig selv og gav den sidst ankomne et stort kram.
Kort efter dukkede skoleleder Rasmus Dalager Jørgensen op for sammen med Henrik Normand, er skolens teknisk service-leder, at give gruppen en rundtur på skolen.
Undervejs fik de et indblik i den kommende udbygning af Engdalskolen, der bl.a. skal skabe flere klasse- og faglokaler.
“Hvor mange gik der på skolen, da I gik der,” ville Rasmus Dalager Jørgensen vide.
Omkring 1000 elever, lød svaret – altså næsten lige så mange som i 2026.
“Der gik jo nok også nogle flere i klasserne,” lød vurderingen.
Autoværksteder revet ned
Rasmus Dalager Jørgensen forklarede, at den nuværende skole er bygget til 38 klasser. I øjeblikket er der 45. De seneste to årgange er begge fordelt på hele seks klasser. I den anden ende er der kun tre klasser pr. årgang. Det betyder, at skolen kan forventes fortsat at vokse de næste par år.

Derfor er udbygningen af skolen nu så småt igangsat med kommunens overtagelse af nabogrunden, hvor der tidligere lå to autoværksteder. De er nu stort set revet ned, og arbejdet med at etablere en ny parkeringsplads og indgang til skolen kan påbegyndes.
Når de arealer er taget i brug, kan håndværkerne etablere byggeplads på den nuværende parkeringsplads, forklarede skolelederen. Og så går arbejdet for alvor i gang på skolen.
Rundturen fortsatte til nogle af de få klasselokaler, der stadig står tilbage med et udtryk, der bragte minder hos 50 års-jubilarerne. Undervejs fortalte de to rundvisere grundigt om skolens løbende forandringer og baggrunden for dem.
Efter rundturen tog de 10 tidligere klassekammerater ind til Aarhus for at indtage en af byens restauranter og fortsætte snakken om skoletiden og nutiden – og alt der i mellem.



