
Forleden blev Fredspladsen i Gellerup omdannet til udendørs biograf, hvor omkring 50 beboere deltog i en fælles filmaften. Arrangementet var organiseret af initiativet Mellem Os, et nyt projekt under det lokalt funderede Demokratisk Nabolag.
Det var en broget skare, som satte sig godt til rette de de bløde sofaer på Fredspladsen. Der var unge og ældre, beboere fra områdets nyeste byggerier og beboere fra de oprindelige boligblokke. Ny-tilflyttere og folk der har boet i lokalområdet hele livet.
Under den lune sommeraftensol blev dokumentarfilmen Tingbjerg Eksperimentet vist. Bagefter dannede oplevelsen grundlag for en samtale om naboskab, fællesskab og mødet mellem mennesker med forskellige erfaringer og baggrunde.
Røde Kors havde udlånt og leveret de bløde sofaer, så gæsterne sad blødt og godt. Fritidsjobberne i Lommeguld serverede popcorn og Operation 8 lavede lækre Habibi Hotdogs til alle.

“Vi havde glædet os til dagen, og var meget begejstrede over at se at så mange og forskellige Gellerup-borgere, som havde valgt at bruge deres aften på Fredspladsen,” siger boligsocial medarbejder Ifrah Linderoth Hujale efter arrangementet.
“Det giver os blod på tanden til at arrangere flere aktiviteter, som kan samle området på tværs.”
Mellem Os er åbent for alle
Netop den brede sammensætning af gæster var en af tankerne bag aftenen, som er organiseret af Mellem Os, et nyt projekt under Demokratisk Nabolag.
Det er et initiativ, der er etableret i samarbejde med organisationen Sager der Samler. Det har til formål at skabe aktiviteter og mødesteder, hvor forskellige beboergrupper i Gellerup, Toveshøj og Skovgårdsparken kan mødes og styrke naboskabet i deres fælles lokalområde.
Ifrah Linderoth Hujale understreger, at Mellem Os er et åbent projekt, som organisationer og privatpersoner i lokalområdet alle kan byde ind i.
Næste initiativ fra Mellem Os er en tur til Teater Svalegangen d. 22. september, hvor deltagerne skal se forestillingen “En vred kvinde”.




