
Det er efterhånden nogle måneder siden, du sidst har hørt fra projektet Sol over Brabrand, der skal skabe et af de første bydels-energifællesskaber i Danmark. Konsulentfirmaet Sustain arbejder fortsat sammen med lokale folk om at få den endelige model klar i slutningen af 2026.
Jura, budgetter, elhandels-aftaler.… Der var mange detaljer på bordet, da foreningsbestyrelsen i Sol over Brabrand tirsdag mødtes med konsulenterne fra virksomheden Sustain til endnu et udviklingsmøde.
Mange detaljer skal på plads inden Brabrand, som den måske første bydel i Danmark, kan begynde at producere og dele grøn strøm i et energifællesskab.
I første omgang er det planen at etablere et solcelle-anlæg på hele taget på Brabrandhallens fondsejede Hal 2. Anlægget på ca. 800 kvadratmeter ventes – med afsæt i antallet af solskinstimer i 2025 – at kunne producere ca. 180.000 kWh årligt.
Det svarer til 50-70% af elforbruget hos ca. 50 husstande i nærområdet. Desuden er det naturligvis planen, at solcelle-anlægget skal forsyne Hal 2 med grøn strøm.
Mens medierne sommeren igennem har været fuld af historier om det pressede danske elnet og den stærkt stigende efterspørgsel efter strøm, har projektet i Brabrand bevæget sig en del skridt i retning af realisering.
Og projektet er hen over sommeren bestemt ikke blevet mindre meningsfuldt, vurderer projektleder fra Sustain, Steen G. Olesen. Nærmest tværtimod.
“Der er jo et behov for, at vi får produceret endnu mere sol- og vind-energi. Og jeg er helt sikker på, at lokale energifællesskaber, som det kommende i Brabrand, kan være med til at skabe væsentlige bidrag, lokalt hvor folk bor,” siger han.
“Det her projekt giver særligt god mening”
Han peger på, at en tid, hvor elnettet er stadig mere presset, giver det særligt god mening at producere grøn strøm lokalt.
“Der er mange årsager til, at det ikke er flertallet af private borgere, der bare hopper ud i det. Derfor er det helt oplagt, at man samler et fællesskab om de mest oplagte tagflader, som nu på Brabrandhallens Hal 2 til at få lagt nogle solceller og samtidig få tilsluttet et batteri, der balancerer det hele – og så få delt strømmen ud på de enkelte husstande, der er interesseret i at være medlemmer,” siger Steen G. Olesen.
“Det her projekt giver særligt god mening, fordi det kan være en inspirationskilde for andre: Man kan sagtens lave noget selv, lokalt hvor man bor. Man behøver ikke at vente på, at samfundet overordnet set, kan bidrage med mere vedvarende energi.”

Projektlederen ser energifællesskabet i Brabrand som særdeles meningsfuldt, fordi lokale borgere på en meningsfuld måde og som en del af deres hverdag kan bidrage til den grønne omstilling.
Borgermøde senere i efteråret
Energistyrelsen finansierer forarbejdet til projektet i Brabrand via en pulje til etablering af energifællesskaber, og som det ser ud nu, bliver det lokale projekt det første af sin art herhjemme.
Derfor skal mange detaljer afklares og besluttes, før solcellerne bliver lagt på taget af Hal 2. Målet er, at en færdig model kan præsenteres for hallens naboer på Engdalsvej og de omkringliggende veje i slutningen af 2026.
På et borgermøde i Brabrandhallen i april præsenterede konsulenterne de centrale tekniske og økonomiske rammer. Der bliver ingen stor økonomisk besparelse – men til gengæld får de kommende medlemmer af energifællesskabet glæden ved en lokal forsyningssikkerhed, samtidig med at man i fællesskab bidrager til den grønne omstilling.
“Jeg er helt overbevist om, at projektet lander rigtig godt. Der er så meget, der allerede er afklaret, og vi har mere eller mindre en færdig løsning klar,” siger han.
“Vi har flere mulige leverandører af solceller og batterier, som er klar til at gå i gang med opsætningen. Vi har et netselskab, der er klar til at tilslutte anlægget. Vi har en lokal installatør, der kan stå for arbejdet. Og vi har en afregningsmodel, der virker. Så er det egentlig bare at møde op og være med til at få projektet sat i gang.”
I løbet af de næste måneder skal de sidste ting falde på plads. Det gælder blandt andet de resterende juridiske afklaringer, samtidig med at projektets endelige driftsbudgetter også lige skal færdiggøres.
Sol over Brabrand indkalder til et opfølgende borgermøde i Brabrandhallen, når alt er på plads.
Foreningen vil i efteråret løbende holde lokalområdet informeret via et særskilt nyhedsbrev. Er du interesseret i at få det leveret i din mailboks, så skriv til formand Carsten Drasbæk på email carstendras@icloud.com



