
Sdr. Årslev Kirke er i øjeblikket lukket efter fund af hussvamp under trægulvet i koret. Gulvet i koret er nu fjernet, så det er muligt at konstatere, hvor meget svampen har bredt sig. Undervejs i arbejdet er nogle sjældne såkaldte borgerkrigsmønter dukket op.
Håndværkere har nu taget trægulvet i kirken op, og under gulvet var der sten og jord, der nu er fjernet under opsyn af Nationalmuseet, skriver formand for menighedsrådet, Niels Holm-Nielsen, i sognebladet.

Men der lå også nogle mønter, og museumsinspektør Hans Mikkelsen kan allerede nu konstatere, at mønterne er meget interessante:
“Den ansatte på Møntsamlingen kunne trods meget jord og støv afgøre, at der er mange middelaldermønter fra omkring år 1300 – også kaldet borgerkrigsmønter, fordi der stort set var borgerkrig i Danmark i perioden 1240-1340,” skriver Hans Mikkelsen.
Ved hjælp af lup kunne Nationalmuseets folk konstatere, at tre af disse borgerkrigsmønter sad sammen med endnu tre mønter, der sandsynligvis også er borgerkrigsmønter. Det vil sige, at der faktisk er tale om 46 mønter.
Den bedste måde Nationalmuseet kan forklare et stort antal borgerkrigsmønter smidt oven på en krypt, der tilsyneladende blev slået i stykker omkring år 1845, er, at den aktuelle jord er taget i nærheden.
“I dette tilfælde taler det for, at det kunne være kirkegården eller en anden nærliggende lokalitet. Og under alle omstændigheder må møntsammensætningen betyde, at det drejer sig om et skattefund,” skriver Hans Mikkelsen.
“Altså en beholdning af værdigenstande, som ejeren søgte at gemme under de urolige tider. De tre gange to sammensiddende borgerkrigsmønter kan kun forklares ved, at de har ligget tæt i en beholder, inden denne beholder antagelig blev knust.”
Mønterne er nu på Nationalmuseet i Brede, hvor de skal røntgen-undersøges.
“Det øvrige arbejde i kirken ligger i øjeblikket stille. Vi afventer at stiftet og forskellige konsulenter vender tilbage med udtalelser på vores ønske om renovering af kirken,” skriver formand Niels Holm-Nielsen, Sdr. Årslev Menighedsråd.
Artiklen er lånt hos Sognebladet, kirkebladet for Brabrand og Sdr. Årslev Kirker.
