Når H.M. Kong Frederik d. 20. maj igen inviterer til Royal Run, har ideen om et folkeligt motionsløb bredt sig til store dele af landet. I Brabrand løbes der på torsdag d. 16. maj næsten samtidig Royal Side Run to forskellige steder i bydelen.
De ville egentlig gerne have samarbejdet – men det er nu endt med to forskellige motionsløb i Brabrand på torsdag d. 16. maj, arrangeret af henholdsvis Engdalskolen og hjemmeplejen i Brabrand.
På Engdalskolen er ideen om et Royal Side Run skabt af 1. årgang, hvor eleverne selv har lavet plakater og været rundt til byens handlende og introducere arrangementet.
Løbet starter i skolegården torsdag kl. 10.00 og varer cirka en time. Mange af skolens ca. 1000 lever kommer til at deltage i løbet, men folk i alle aldre er ligeledes meget velkomne til at være med, understreger lærer Tina Derving Elmbæk, Engdalskolen.
Løbet foregår på en rundstrækning på 1,8 km, der går gennem Brabrand – se illustrationen her ovenfor.
”Vi håber, at forældre, bedsteforældre og alle andre, som har lyst til at deltage, vil være med – eller vil komme forbi som tilskuere og bakke op om løberne – eller hjælpe til som rutevagt. Og man må gerne møde op royalt udklædt,” siger Tina Derving Elmbæk.
SFO´en har royal uge, og der vil blive fremstillet konge- og prinsessekroner i stor stil, men andre former for udklædning er ligeledes velkommen.
”Vi håber, at så mange som muligt vil bidrage til, at det bliver et festligt løb på og omkring Hovedgaden. Blandt andet håber vi, at gadens handlende måske vil bidrage til stemningen med musik, balloner eller ved bare at komme ud på gaden og heppe på løberne,” siger hun.
Gå-rute med efterfølgende frokost
Som nævnt står hjemmeplejen i Brabrand for et tilsvarende Royal Side Run ved Folkehuset Brabrand på Voldbækvej torsdag formiddag.
”Det er for ældre borgere i Brabrand, men der er ligeledes sendt invitation til den lokale skole og børnehave. Alle er meget velkomne,” siger leder af hjemmeplejen i Brabrand, Kirsten B. Paetau.
”Dagen bliver med opvarmning og efterfølgende gå-rute rundt om Folkehuset i Brabrand. Der vil være pause stop undervejs hvor vi servere forfriskninger, ruten er lavet så alle kan deltage også gangbesværede.”
Kl. 10.00 byder Folkehuset Brabrand på gratis kaffe, og 10.20 går det løs med opvarmningen, inden starten går kl. 10.30. Der vil være en gå-rute mellem boligerne med pitstop i atriumgården.
Det hele afsluttes kl. 11.30 med en gratis frokost i Søcafeen i folkehuset. Aarhus Kommune og den lokale brugerråd vil være vært med frokosten og lidt sødt plus kaffe.