Endnu en lille virksomhed har valgt at slå sig ned i Brabrand. Fem psykologer har fundet sammen i Psykologhuset Brabrand på Truevej 11 og inviterer på fredag d. 16. marts inden for i de nyistandsatte lokaler. De glæder sig til at spille sammen med lokalsamfundet i udviklingen af nye opgaver og ydelser.
Det er ikke let som ung psykolog at åbne egen klinik. Ligesom læger og fysioterapeuter er psykologer afhængige af at kunne få tildelt de såkaldte ydernumre for at kunne behandle personer henvist fra lægen.
”Det er en svær branche at starte i. De psykologer, der har ydernumre, har klienter nok, og det samme gælder de, der har aftaler med forsikringsselskaber. Men mange psykologer må klare sig på basis af enkeltpersoner, som betaler selv”, forklarer Dorte Fløe Lemming, som er en af de fem psykologer, som nu er gået sammen på Truevej 11, tæt på Hovedgaden i Brabrand.
Vores Brabrand har mødt fire af de fem psykologer, Line Nør Dansted, Dorte Fløe Lemming, Jane Dyhr Johansen og Anne Engholm Hedegaard. Den senest tilkomne, Ann Fielsøe Petersen, kunne desværre ikke være med.
I øjeblikket er de alle fem hovedsagelig beskæftiget med individuelle samtaler med mennesker, som er udsat for stress, angst, depression, traumer eller gennemlever svære livskriser.
”Vi er meget interesseret i at udvide med andre former for aktiviteter, for eksempel gruppeforløb, ydelser til virksomheder, eller andre ting, der stemmer overens med lokalområdets ønsker og behov”, fortæller Jane Dyhr Johansen og Dorte Fløe Lemming.
”Det fedeste her er, at vi nu har nogle fantastiske lokaler med mulighed for, at vi kan udvikle noget nyt!”
Kontakt med Odd Fellow Ordenen
Det var lidt af et tilfælde, at de fem psykologer fandt sammen i Brabrand. Dorte Fløe Lemming og Jane Dyhr Johansen kendte hinanden i forvejen og havde snakket om at starte noget sammen. Men hvor?
De var enige om, at det ville være fint at rykke uden for midtbyen, hvor alle de andre psykologer har til huse – men hvor det blandt andet er svært at finde en parkeringsplads.
En kontakt til Odd Fellow Ordenen i Brabrand resulterede i, at de kom på sporet af de ledige lokaler i logens ejendom på Truevej.
”Ja, det var lidt tilfældigt, at vi havnede her, men området tiltaler os rigtig meget, tæt på Aarhus, bussen og motorvejen. Og så er der en utrolig ro her. Det er virkelig et dejligt sted”, siger de.
Reception på fredag
De måtte bruge fantasien, da de blev præsenteret for lokalerne, der lignede en kantine i 1980´er-look med blandt andet koboltblå spots. Men de kunne se mulighederne og fik lov til at indrette lokalerne, præcis som de ønskede, med blandt andet et stort fællesrum, venteværelse og køkken.
”Vi skulle have fremtidsbrillerne på, da vi første gang så huset og omgivelserne. Det bliver rigtig godt her omkring. Og der er rigtig meget liv i huset, også i weekenden, hvor der kommer rigtig mange mennesker igennem.”
1. januar stod det hele færdig til indflytning. Og på fredag d. 16. marts inviterer de hele Brabrand inden for til en reception.
Trinbræt i Brabrand vil hjælpe
De fem psykologer har lært hinanden at kende igennem faglige netværk. Nogle af dem kommer fra lokalområdet og andre fra oplandet til Århus
De følger alle fem med i den lokale debat om blandt andet et muligt stop for regionaltoget i Brabrand. Det er en udvikling, de meget gerne støtter. Et togstop i Brabrand vil gøre det endnu lettere for deres klienter at komme frem til klinikken.
Hvad er det egentlig psykologer kan?
”Alle kan komme i en situation, hvor det kan være rart at snakke med en fremmed, som ikke er en part i problemet, og hvor man ikke er afhængig af, om vedkommende har en god eller en dårlig dag. Vi kan hæve os op i helikopterperspektiv og hjælpe med at undersøge, hvad problemerne i virkeligheden handler om, og hvordan de eventuelt kan løses”, forklarer Jane Dyhr Johansen og fortsætter:
”Vi har en specialviden om psykologiske mekanismer, men da hver klient har en unik baggrund og problemstilling, bliver det nødvendigvis et unikt samarbejde hver gang.”
”Vi kan hjælpe den enkelte med at forstå, hvilke mønstre der gør, at man slår hovedet mod muren igen og igen. Det kan være starten på, at man lærer at blive aktiv i sit eget liv”, uddyber Anne Engholm Hedegaard.
”Nogle gange er det noget, der skal løsnes og bearbejdes, og andre gange handler det måske mest om at have nogen at dele sorgen med”, uddyber Line Nør Dansted, mens Dorte Fløe Lemming tilføjer:
”Hvis man kommer og ikke kan forstå, hvorfor man ikke kan sove og græder hele tiden, så kan vi hjælpe personen med at brede det ud, se det udefra og forstå problemet på nye måder. Det er tit en blanding af mange ting”.
Forskellige tilgange i samme hus
Psykologerne er samlet under fællesbetegnelsen Psykologhuset Brabrand, men de fortsætter med deres separate virksomhed og økonomi. Samtalen i den ny klinik afslører, at de fire psykologer, selvom de har den samme grunduddannelse, har en forskellig tilgang til, hvilken vej de ønsker at gå fagligt og forretningsmæssigt.
De har gennemgået den samme uddannelse på universitetet, men har siden suppleret med forskellige former for efteruddannelse. Desuden præges man som psykolog løbende af de fagpersoner, man er stødt på undervejs i uddannelsen og det faglige liv, forklarer de.
Eksempelvis ser Line Nør Dansted sin styrke i de individuelle samtaler, mens Jane Dyhr Johansen bl.a. har erfaring inden for erhvervspsykologien, hvor man eksempelvis gennem supervision kan hjælpe fagpersoner med de udfordringer, de står i. Det kan for eksempel være personale på plejehjem, der opleve svære ting i deres hverdag.
Anne Engholm Hedegaard har en Ph.d. inden for supervision og holder en del kurser for andre psykologer.
Psykologerne ser en klar fordel i at være i samme hus med mulighed for at diskutere og få sparring på faglige spørgsmål – selvfølgelig med den tavshedspligt, der er en selvfølge.
Svært at få bevilget tilskud til psykolog
Psykologerne oplever, at mange ønsker kontakt til en psykolog, men ofte skal man selv betale, hvis man ikke har en sundhedsforsikring, der omfatter psykologhjælp.
Det kan være svært at få tilskud fra det offentlige via egen læge, da man som klient skal have symptomer, der stemmer overens med én af 11 specifikke kategorier. Og de samme kategorier gør sig gældende i forhold til at modtage tilskud fra Sygeforsikringen Danmark. Det er eksempelvis ikke muligt at få bevilget psykolog til håndtering af stress eller lavt selvværd.
”Når man først har fundet en økonomisk løsning og har fundet frem til en psykolog, man føler sig tryg ved, er det en kæmpe lettelse for de fleste.”
Psykologhuset Brabrand holder på fredag kl. 14-17 åbningsreception i lokalerne på Truevej 11, Brabrand, hvor alle naboer og interesserede i øvrigt er velkomne.