
Det var profferne mod amatørerne på AURA Park i Brabrand lørdag eftermiddag. Og selvom Brabrand ofte har befundet sig fint i rollen som underdog, var afstanden denne gang for stor. Fuldtidsprofessionelle Vendsyssel FF kunne let og ubesværet sikre en 3-1-sejr over nyoprykkede Brabrand.
Der har gennem årene været mange fine fodboldspillere i Brabrand – og denne lørdag måtte “de blå” se to tidligere Brabrand-spillere hører det onde ved deres tidligere holdkammerater.
Især var Vendsyssel FF´s anfører, Mathias Haarup hård ved Brabrand. Han var i foråret 2017 med til at spille Brabrand op i 1. division, inden han skiftede til Hobro i superligaen.
Fra højrekanten styrede Mathias Haarup Vendsyssels spil i første halvleg, og han var ligeledes manden bag gæsternes to mål inden pausen.
Og da Brabrand IF i slutningen af kampen fik reduceret og skabte spænding om resultatet, var det en anden tidligere Brabrand-spiller, Gellerup-drengen Mustafa Maarouf, som smuttede igennem og gjorde det til 3-1 for Vendsyssel, hvor han nu er på kontrakt.
To offensive spillere skadet
Det blev en svær start på kampen for Brabrand, der i den første halve time havde mere end svært ved at finde rytmen. Mange upræcise lange afleveringer var som i pokalkampen mod Skive Brabrands bedste bud på offensive løsninger, og hjemmeholdets tre forreste havde ikke mange succes-oplevelser i den første halvdel af kampen.

Som i Skive-kampen blev Brabrand-holdet trukket fra hinanden, så de 1-2 forreste ofte måtte jagte bolden på egen hånd uden støtte fra resten af holdet.
Nu hjalp det så ikke på Brabrands muligheder, at holdets nye midterangriber Stefan Stojilkovic blev skadet allerede efter et kvarter, og i slutningen af halvlegen blev også højrekanten Tobias Friis skadet og måtte lade sig udskifte i halvlegen.
I førstnævntes sted kom Henrik Borup på banen, og i stedet for Tobias Friis fik nytilkomne John Frederiksen debut.

Mens Brabrand kæmpede med tingene offensivt, lykkedes det nogenlunde at holde Vendsyssel fra fadet, men gæsterne fik dog fred og ro til at bygge spillet stille og roligt op uden indgriben. Og efterhånden fandt profferne melodien.
Efter 25 minutter smuttede Mathias Haarup ind foran mål og kunne ubesværet bringe sit hold på 1-0 efter et fint angreb. Det blev ligeledes til et forsøg på overliggeren for gæsterne, inden Haarup igen slog til 10 minutter efter det første mål.
Her halsede Brabrand-forsvaret efter de hurtigere tænkende gæster, og til sidst fik Mathias Haarup i højre side af straffesparksfeltet masser af plads til at tæmme bolden med brystet og sparket 2-0-føringen ind.
Kort efter fik Brabrand den størst mulige chance for at bringe spændingen tilbage: Et langt indkast blev forlænget til angriberen Mathias “Marvin” Laursen, som var helt fri få meter fra mål – men flugtede bolden over mål.
Spænding i nogle få minutter
Anden halvleg startede med klar Vendsyssel-dominans, og målmand Mathias Ørnskov måtte levere store redninger for at holde Brabrand inde i kampen.
Men stille og roligt kom Brabrand mere med – især fordi Henrik Borup trak længere tilbage på banen og med sin gode teknik kunne sørge for, at fastholde bolden i længere tid.

Det gav midt i halvlegen et par halve chancer, inden det 10 minutter før tid førte til mål for Brabrand. Et langt indkast blev “hængende” inde foran Vendsyssels mål, hvor Mikkel Frandsen dukkede op og sendte bolden i mål til 1-2.
Det gav tydeligvis nervøse trækninger i Vendsyssel-lejren, og få minutter efter fik gæsternes målmand Lasse Schulz gult kort for at trække tiden ud ved et udspark.
Men det skulle blive ved håbet: Få minutter efter var det, at Mustafa Maarouf lukkede spændingen ud af kampen ved at score til 3-1 for Vendsyssel. Og den stilling holdt til det sidste slutfløjt.

Brabrand-træner Michéle Demontis var naturligvis træt af nederlaget, men så fremskridt i forhold til pokal-nederlaget mod Skive:
“Det var da en pil opad i forhold til Skive-kampen – og endda nok mod et endnu bedre hold end Skive. Vi var da på vej mod at lave et come back til sidst, men det havde nok været lidt ufortjent, hvis det var lykkedes,” sagde han efter kampen.
Han så dog en godkendt anden halvleg, hvor Brabrand var mere med i spillet:
“I første halvleg var de bedre end os, men 1-1 i anden halvleg var vel godkendt. Vi mangler stadig at være lidt bedre med bolden, men det går den rigtige vej,”
“Men det er nogle hårde kampe, vi er ude i. Det er den næste jo også,” sagde han med henvisning til næste lørdags besøg på AURA Park af AB. Kampen spilles kl. 14.00.



