Sejrsråbet nede fra omklædningsrummet kunne høres helt op på Engdalsvej! Brabrand fik den åbningssejr over Holstebro, holdet havde håbet på – men det holdt hårdt. Brabrands sejrsmål til 2-1 blev scoret tre minutter før slutfløjtet.
Der venter Brabrand IF en barsk kamp om at forblive et divisionshold her i foråret, og lørdagens hjemmekamp mod Holstebro gav en fin forprøve på, hvor hård de kommende måneder kan blive.
Kulde, slud og et hårdt kæmpende Holstebro-hold ventede Brabrand-spillerne, da dommeren fløjtede kampen i gang. Det kneb for hjemmeholdet at få styr på kampen. 12 minutter spillet, gult kort til de to forsvarsspillere Simon Vesterbæk og anfører Michael K. Pedersen. Og ikke nok med det: En føring til gæsterne på 1-0 direkte på det efterfølgende frispark!
Så var det op ad bakke for Brabrand. Men spillerne bed tænderne sammen og kæmpede sig gradvist ind i kampen. Og efter en halv time kom udligningen. Frederik Poulsen blev fældet til et straffespark, som Mike Kaljo scorede sikkert på.
Derefter så man i glimt, hvor fint fodbold, Brabrand kan spille, og et par store chancer blev det også til, uden at bolden dog endte i mål.
Gruppekram uden corona-forbehold
Efter pausen gik spillet lidt i tomgang. Holstebro trak sig tilbage på banen, og Brabrand forsøgte at etablere spillet, men det kneb med at skabe sammenhæng i det hele. Det lignede en kamp, der meget let kunne ende 1-1.
Men så, tre minutter før tid, fik Brabrand frispark i højre side lige uden for straffesparksfeltet. Det var en oplagt mulighed for Mike Kaljos venstre fod – og trods fire mand i muren lykkedes det ham alligevel at skrue bolden venstre om dem og ned i højre målhjørne.
Og så var der gruppekram på sidelinjen uden nogen form for corona-forbehold…
Mike Kaljo forklarede efter kampen, hvordan han havde det i det øjeblik:
”Det var én, der gav kriller i kroppen og gåsehud over det hele. Det var totalt vigtigt. Der var så kort tid tilbage, og vi havde bare så hårdt brug for de tre points . Jeg har slet ikke ord for, hvor vigtigt det dér, det var!”
”En total ønskestart for os”
Glæden over 2-1-sejren hos Mike Kaljo og de øvrige spillere stammede nok også fra en fornemmelse af, hvor svær en kamp det havde været, og hvor tæt på de var på ikke at få den sejr, de havde så hårdt brug for.
”Vi var sgu´ nervøse fra starten, og så scorer de endda til 1-0 på det frisparksmål. Men så synes jeg bare, det er en kæmpe holdpræstation, den måde vi får fightet os ind i kampen på. Vi får lynhurtigt rystet det af os og leverer det spil, vi kan. Det er en kæmpe holdindsats,” sagde Mike Kaljo.
Brabrand tog hul på forårets kampe med nedrykningsstregen i øjenkrogen, og derfor har holdet brug for alle de points, holdet kan skrabe sammen – især mod hold som Holstebro, der ligger nedenunder.
”Det var ikke bare tre tilfældige points, det her. Det var en total ønskestart for os. Vi ligger, hvor vi ligger, så nu er det tid til, at vi viser, hvad vi kan. Vi havde bare så meget brug for det boost!”
Med sejren fik Brabrand en smule afstand til nedrykningsstregen, inden turen næste lørdag går til Fyn, hvor holdet skal møde Dalum.