
I de seneste uger har der været betydelig aktivitet ved den nordlige del af City Vest, hvor et nedbrydningsfirma har slået hul på facaden i stueetagen. Der er dog endnu ingen endelig afklaring på fremtiden for City Vest, siger regionschef i A. Enggaard, Jens Skinnebach. Han håber på en aftale med kommunen i efteråret 2026.
I den sydlige ende af City Vest går indehaverne af de knap 10 tilbageværende lejemål og venter på nyt om butikscentrets fremtid.
De var blevet stillet et renoveret bydelscenter i udsigt senest her i foråret 2026 – men forhandlingerne mellem ejeren af centret, A. Enggaard A/S, og Aarhus Kommune trækker ud.
Alligevel har der gennem lang tid været aktivitet i og omkring City Vest, hvor et nedrivningsfirma har været i gang med at tømme indkøbscentret for stort set alt, bortset fra de bærende mure.
Og for få uger siden blev arbejdet synligt for alle forbipasserende, da der blev slået hul i ydervæggene i stueetage-niveau i den del af centret, der vender ud mod Gudrunsvej.
Så hvad sker der egentlig i City Vest? Er arbejdet med at skabe det længe ventede handels- og bydelcenter gået i gang? Det har vi spurgt regionschef i A. Enggaard, Jens Skinnebach, om.
“Du skal ikke lægge så meget vægt på, hvad der lige er slået hul på, for det er en lille del af den samlede transformering af City Vest. Det handler blandt andet om forbedrede adgangsforhold,” siger Jens Skinnebach.
Træder vande med omdannelsen
De gennembrudte facader er en del af A. Enggaards planer for et nytænkt mindre butikscenter i den nordlige del af City Vest, forklarer regionschefen:
“Vi vil gerne ha´ folk ud i bydelen med torvedannelser, hvor man kan sidde ude, og med specialforretninger og caféer ned gennem bydelen. Så går man fra torvet ind og handler i supermarkedet eller i de specialbutikker, man nu ønsker,” forklarer han.
“Det hele handler om, at vi gerne vil skabe liv i bydelen. Det har været udfordringen ved City Vest, at når folk går ind i indkøbscentret, ser man ingen mennesker, og der bliver dødt i gadeplan. Det vil vi gerne forsøge at ændre på,” siger han.
Har I tilladelse fra kommunen til at gå videre med omdannelsen af den nordlige del af City Vest til et nyt bydelscenter?
“Ja, det har vi, men vi vil gerne vente, til vi ved, hvordan vi skal disponere hele området. Vi arbejder tæt sammen med kommunen om, hvordan hele den sydlige del af Gellerup skal disponeres,” svarer Jens Skinnebach.

“Der kommer blandt andet forskellige specialbutikker, caféer og torvedannelser ned mod den del af City Vest, der vil blive nedtaget. Men hvordan anvendelsen af stueplan i City Vest præcis skal være, afhænger af, hvordan resten af bydelen skal udvikle sig. Det går vi og arbejder intensivt med – men vi træder lige vande med omdannelsen af selve City Vest,” siger han.
“Det er vigtigt for os, at det bliver en rigtig velfungerende bydel, både med udadvendte funktioner og boliger.”
“Vi får landet aftale i år”
Når man taler med butiksejerne, mærker man en betydelig frustration over, at omdannelsen til et nyt lokalt butikscenter trækker ud. Hvad vil du sige til dem?
“Som vi også har sagt til dem, kan vi kun tro, at det falder på plads inden for et par år. Så snart vi har en klar aftale med kommunen om, hvad der kan ske på hele arealet, sætter vi gang i arbejdet med City Vest. Vi skal bare lige ha´ hele puslespillet til at gå op,” svarer Jens Skinnebach.
Han udtrykker forståelse for butiksejernes frustration, men gentager, at A. Enggaard ikke kan komme videre, før den overordnede ramme er på plads.
Hvornår kan man forvente, at der ligger en aftale mellem Aarhus Kommune og A. Enggaard om City Vest?
“Det er min klare forventning, at vi får landet en aftale i år. Måske allerede i det tidlige efterår. Det vil så være de overordnede rammer, der vil være på plads. Så skal vi gennem en planproces, men den kan godt køre, mens vi omdanner City Vest. Det har vi fået tilladelse til af kommunen.”
“Så jeg har en forventning om, at inden for to år er der et City Vest i den form, man ønsker,” tilføjer regionschefen.
Balance i lokal detailhandel
Det er således lidt af et puslespil, Aarhus Kommune og A. Enggaard i fællesskab er ved at lægge – samtidig med at der tydeligvis også er betydelige uenigheder, der skal overvindes.
For at opnå en balanceret demografisk sammensætning i Gellerup ser Aarhus Kommune udbuddet af boliger som afgørende. Og i bydelen mangler der boliger, som kan tiltrække og fastholde ressourcestærke børnefamilier.
Det drejer sig primært om boliger over 90 m2 og især ejerboliger; parcel-, og rækkehuse.
Desuden kan der være uenigheder om, hvor stor en del af City Vest kommunen vil give tilladelse til bliver revet ned.
“Vi har jo et nyt byråd, hvor mange af medlemmerne er interesserede i en konvertering af ejendomme til andre formål. Nogle af de her bygninger er jo i en stand, hvor man godt kunne genbruge skallen,” sagde rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, tidligere på foråret.
Når det gælder størrelsen på et nyt detailhandels-center, har Aarhus Kommune tidligere gjort det klart, at det skal kunne betjene store dele af Brabrand i fremtiden – og ikke kun City Vest.
Hos A. Enggaard er man optaget af at finde en balance mellem et kommende bydelscenter i den nordlige ende ad City Vest – og butikkerne i den kommende handelsgade, Karen Blixens Boulevard. Her er der i forbindelse med opførelsen af det nye Karen Blixen Kvarteret indarbejdet en del detailhandel, bl.a. specialbutikker og caféer, langs den gennemgående vej gennem Gellerup.
Desuden har der netop været et udbud af området omkring Fredspladsen, der ligeledes skal indgå i den samlede planlægning.
“Man skal helst have det hele til at spille sammen, så det bliver én velfungerende bydel – og ikke kun fokusere på nogle mindre områder. Det er vi meget optaget af,” siger Jens Skinnebach.



