
Nye tal viser, at en togforbindelse fra Aarhus gennem Brabrand til Silkeborg er en bedre investering end hidtil vist. De østjyske kommuner presser nu på for, at Trafikstyrelsen igen regner på tallene. Det kan være godt nyt for et kommende togstop i både Brabrand og Årslev.
Sandsynligvis vil passagertallet på en mulig kommende togforbindelse mellem Aarhus og Silkeborg være betydeligt højere end hidtil forudsat. Det skriver Midttrafik til Trafikstyrelsen på vegne af de otte kommuner i Letbanesamarbejdet i Østjylland.
Beregninger gennemført i Aarhus Kommunes nye multimodale trafikmodel viser, at der vil være ca. 37% flere passagerer i togene før tilslutningen til hovedbanen vest for Brabrand, end man hidtil har regnet med.
De fem kommuner presser derfor på for, at Trafikstyrelsen laver nye beregninger, der kan give et helt nyt grundlag for en politisk beslutning om Silkeborg-banen. Og det kan i sidste ende være godt nyt for alle i Brabrand, som ønsker bedre kollektive trafikforbindelser lokalt.
Godt nok kan der gå mange år, før togene til og fra Silkeborg stopper i Brabrand. Men alene et øget politisk fokus på denne togforbindelse kan være med til at skubbe på ønsket om etablering af en togstation i Brabrand allerede nu.
Batteritog kan lade op mellem Årslev og Aarhus H
De nye beregninger er gennemført for 2040 med den byudvikling og trafik, der forventes til den tid. Og resultaterne er så markante, at Trafikstyrelsen bør se på sagen igen, mener de østjyske kommuner.
”Resultatet kan i sig selv begrunde, at der gennemføres en samlet genberegning af effekterne af en ny Silkeborgbane gerne i en kombination af en opdatering af beregningerne og evt. forudsætningerne i landstrafikmodellen,” står der i brevet fra Letbanesamarbejdet i Østjylland.
I brevet nævnes flere andre forhold, der kan gøre økonomien i en Silkeborg-forbindelse mere attraktiv.
Elektrificering var ikke en del af beregningerne af samfundsøkonomien i 2016 forundersøgelsen, men den var anslået til at koste 1,3 mia. kr. Den udgift kan dog muligvis spares.
”Batteritog var ikke en mulighed, da forundersøgelsesrapporten blev lavet. På strækningen Silkeborg – Aarhus er det ikke usandsynligt, at opladning kan ske på strækningen, hvor der køres på hovedbanen fra Aarslev ind til Aarhus H,” står der i brevet.
Måske kan elektrificering af strækningen til Silkeborg derfor ske helt uden ekstra investeringer i køreledninger, og det vil naturligvis påvirke beregningerne af samfundsøkonomien.
Endelig nævnes i brevet endnu en fordel ved at etablere Silkeborgbanen samt en opgradering af hastigheden mellem Silkeborg og Herning: Hvis der opføres en Kattegat-forbindelse, vil rejsetiden mellem Silkeborg/Ikast/Herning/Holstebro og København kunne sænkes dramatisk.