I 1960 var der over 60.000 par, som blev gift. Langt færre kan her, 65 år efter, opleve at fejre krondiamantbryllup. Blandt dem er Mona og Eigil Fosgrau fra Brabrand, som d. 17. juli kan fejre den store dag. Her fortæller de om et langt liv sammen, de fleste af årene i huset på Præstemarksvej.
Venskab, fælleskab og kærlighed. Og en vis mængde tilgivelse.
Det har været vigtige nøgleord for Mona og Eigil Fosgrau i det 65 år lange ægteskab. De har begge i anledning af krondiamant-brylluppet tænkt en del over det at have holdt sammen i så mange år.
“Jeg har altid sammenlignet ægteskabet med at køre et parløb i Tour de France. Meget af tiden kører man lige ud ad landevejen. Men der kommer også stejle bakker og bratte nedkørsler. Og bump og styrt har der også været“, siger Mona.
“Man kommer ikke gennem 65 år sammen, uden at der også er blevet kæmpet. Vi har haft viljen til at holde sammen. Og så har vi haft vores hjælperyttere.”
De ser på hinanden med et smil. De har meget at fejre. Ikke alene 65 år sammen som ægtepar – men også de tre børn, som bor rundt i landet med deres familier. Og seks børnebørn og to oldebørn.
“Jeg havde mødt min soul mate”
De mødtes på Fanø i 1959 på en sommerlejr med Aarhus KFUM.
Mona var for nylig kommet til Aarhus fra Hobro, hvor hun var vokset op. Hun havde fået job i bogholderiet hos køle-virksomheden Sabroe – og i fritiden var hun stadig grøn pigespejder, sådan som hun havde været hjemme i Hobro.
“Jeg kunne ikke komme med Hobro-spejderne på sommerlejr på Bornholm, da Sabroe holdt industriferie på et andet tidspunkt. Da vidste jeg jo ikke, at jeg skulle løbe ind i dig,” siger hun og smiler over mod Eigil.
Han er vokset op i Aarhus som adoptivbarn. Også han havde besluttet sig for at deltage i sommerlejren på Fanø.
I KFUM gik man ikke af vejen for en god fest, og både Mona og Eigil var en del af en flok, som en aften gik hen på et badehotel for at danse. Men der var lukket. De opdagede dog, at der lød glade toner et andet sted, hvor den lokale borgerforening holdt fest.
De blev straks inviteret ind til festen, og Mona og Eigil dansede sammen hele aftenen og havde det herligt.
“Vi gik pænt hjem, da festen var slut. Men vi havde fundet ud af, at det skulle være os to,” siger Mona.
Da de kom hjem til Aarhus, gik det stærkt. De havde mødt hinanden d. 7. juli, og d. 12. september blev de forlovet. Og 17. juli 1960 blev de gift i Hobro Kirke.
“Jeg havde mødt min soul mate,” siger Mona – mens Eigil tilføjer, at der også var en praktisk grund til, at de blev gift på det tidspunkt.
På jagt efter en lejlighed
De boede hver især på et værelse i Aarhus – men ønskede hurtigt at flytte sammen. Og dengang skulle man som par kunne fremvise en lysningsattest for at få en lejlighed sammen.
Lysning var en bekendtgørelse fra kirkens prædikestol af et forestående bryllup. Tidligere skulle præsten tre søndage i træk bekendtgøre, at et par skulle vies, for derigennem at sikre at der ingen protester var.
Selvom formaliteterne nu var på plads, var der lige dét med at finde en ledig lejlighed. Eigil cyklede rundt i byen og kiggede efter tomme vinduer. På Nordre Ringgade viste der sig en mulighed, og han fik fat på ejendommens ejer, som dog svarede, at han havde mange på venteliste.
Mona spurgte så på sin arbejdsplads, om nogen kendte udlejeren. “Ham har jeg bøjet arm med en gang. Jeg ringer til ham,” lød det fra en af kollegerne på kontoret.
Og næste dag fik hun besked om, at hun kunne ringe til udlejeren igen – og så var lejligheden deres.
To år og fire måneder efter brylluppet fik de deres første barn, og der var brug for en lidt større lejlighed. Og godt to år senere kom barn nummer to til verden – og de følte at tiden var moden til at købe et hus.
I sparekassen – ude på kanten af stolen
Via en god bekendt hørte de, at boligen på Præstemarksvej i Brabrand var til salg. De kunne få huset for 95.000 kr., men til gengæld trængte det til en kærlig hånd.
Eigil arbejdede hos Ønskemøbler i Aarhus Midtby, mens Mona var hjemme hos børnene. Parret havde sparet 20.000,- sammen og måtte låne resten.
Nede i sparekassen i Østergade sad de ude på kanten af stolen og ventede på svar på ønsket om lån. “Der er jo kun én indtægt,” lød det tøvende – men det endte med, at de fik lov til at låne pengene, og de kunne flytte ind i huset i Brabrand.
Eigil fortsatte gennem alle årene hos Ønskemøbler, mens aftener og weekender gik med at sætte huset i stand.
Mona blev i Brabrand dagplejemor og fik tre kr. i timen sammen med ansvaret for andres børn.
Så fik parret en efternøler, Lise, og der blev behov for at udvide huset på Præstemarksvej. Det endte med hele to tilbygninger. Eigil stod for det meste af den del af arbejdet, man selv måtte udføre.
“Vi har boet på en fantastisk dejlig vej med et utrolig godt sammenhold. Da vi flyttede ind, var vi de yngste på vejen, og da vi solgte huset, var vi de ældste. Vi har holdt masser af vejfester og har altid haft det virkelig godt sammen,” siger Mona.
19 år i menighedsrådet ved Brabrand Kirke
Der gik ikke lang tid, efter at de var flyttet til Præstemarksvej, før Mona blev spurgt, om hun ville med i den lokale afdeling af de grønne pigespejdere, og hun lovede at komme og hjælpe til.
Og efter bare et år i Brabrand blev hun opfordret til at stille op til menighedsrådet. De ville godt ha´ flere unge ind.
Hun stillede op med en klar forventning om ikke at blive valgt – men det blev hun. Og det endte med hele 19 år i menighedsrådet ved Brabrand Kirke. Som den eneste kontoruddannede lå det lige for, at hun skulle tage kasserer-posten. Desuden var hun også i nogle år afløser for kordegnen.
Gennem de fleste af årene havde hun et tæt samarbejde med den driftige formand Finn Ørntoft, som hun betegner som “legendarisk dygtig” og arbejdsom.
“Det har været ufatteligt spændende,” fortæller Mona, som blandt andet var en del af det forberedende arbejde før opførelsen af først Gellerup Kirke og senere Skjoldhøj Kirke. To kirker på cirka 10 år. Der skulle ses på mulige placeringer, vælges arkitekter og træffes et væld af andre beslutninger. Og store regnskaber skulle laves. Hun jonglerede med millioner af kroner.
Mona og Eigil kommer fortsat ofte i Skjoldhøj Kirke til de højskole-formiddage, kirken gennem mere end 30 år har afholdt hver 14. dag.
Eigil har gennem mange år været med i bestyrelsen, hvor man har planlagt de syv møder forår og efterår med foredrag, sang, udflugter og julefrokoster for de 100 medlemmer.
Aktive i lokalområdet
Gennem de fleste af årene har de begge været aktive i lokalområdet på forskellige måder.
Mens Mona var aktiv i kirkens liv, var Eigil i en årrække kasserer for KFUM-spejderne i Brabrand.
Og i slutningen af 1980´erne blev Mona yderligere en del af en anden af Brabrands grundpiller, Engdalskolen. Der var en sekretærstilling ledig på skolen, og hun blev opfordret til at søge den. Hun var ansat i 12 et halvt år, hvorefter hun stoppede på arbejdsmarkedet.
Straks derefter blev hun en del af det frivillige hold omkring Danmissions genbrugsbutik på Hovedgaden. Og i år kan hun fejre 25 års jubilæum i butikken.
“Jeg har altid været et socialt menneske,” siger Mona, som sammen med Eigil efter årene på arbejdsmarkedet også har haft tid til at rejse en masse. Sammen har de besøgt over 30 lande.
“Engsøen er den bedste gave”
Helt frem til november 2024 har Mona og Eigil haft deres hjem på Præstemarksvej – men så var tiden kommet til at søge en mindre bolig.
Selvom de roser både modtagelsen og sammenholdet i Hans Broges Have med den smukkeste udsigt ud over ådalen, så savner de huset på Præstemarksvej.
“Vi bor blandt ufatteligt søde menesker, og der stod blomster uden for døren, da vi flyttede ind. Vi er blevet taget virkelig godt imod, og vi føler, at det er et dejligt sted at bo. Men vi skal lige vænne os til lejligheden, og at vi nu ikke har så meget plads som tidligere,” siger de.
De har altid nydt naturen omkring Brabrand og har gennem årene blandt andet kørt stien omkring Årslev Engsø tynd.
“Engsøen er den bedst gave Aarhus har givet os. Da vi kom herud, var vi virkelig glade for Brabrandstien, men man er bare tættere på naturen ved Årslev Engsø. Vi har oplevet havørnen og set ræve lege i sneen. Det er en stor fornøjelse at følge den skiftende natur året igennem,” siger de.
“I det hele taget er Brabrand et fantastisk sted at bo, og derfor ville vi gerne blive boende her, selvom der ikke er så mange ældreboliger at vælge imellem. Det var vigtigt for os at finde en bolig med elevator.”
De glæder sig begge til at fejre krondiamant-brylluppet d. 17. juli, hvor der blandt andet venter en hilsen fra H.K.H. Kong Frederik.
Festlighederne starter i Brabrand Kirke, hvor de modtager den kirkelige velsignelse. Derefter fortsætter fejringen hjemme på J.P. Larsens Vej, hvor de håber, at vejrguderne vil tillade, at der kan skåles i et glas bobler på tagterrassen, inden der er middag i ejendommens festlokale.
