Det var ikke kun mænd, der gjorde en indsats i kampen mod tyskerne i Brabrand. I de senere år er man mere og mere blevet opmærksom på, at kvinder også spillede en aktiv rolle i modstandskampen. I Brabrand er der især fire kvinder, der gjorde sig bemærket, nemlig Kirsten Schmidt, Ellen Margrethe von Lillienskjold, Magda Baes Hansen og Agnete Frankel.
Tekst: Vibeke Harsberg og Lars Nikolajsen
Kirsten Schmidt boede Hovedgaden 14, men havde også et staudegartneri ved Nøjsomhedsbakken. Hendes fætter var den kendte modstandsmand Jørgen Haagen Schmidt, som nok er bedst kendt ved dæknavnet ”Citronen”.
I foråret 1944 kontaktede hun sin nabo, læge Knud Bøggild, som hun vidste havde forbindelse til modstandsbevægelsen. Hun ville gerne hjælpe. Knud Bøggild gjorde hende opmærksom på, at deltagelse krævede absolut tavshed over for den øvrige befolkning. Skete det ikke kunne han let fortælle, hvad konsekvensen var. Herpå gjorde han en skærende bevægelse med hånden hen over halsen.
Knud Bøggild sørgede nu for, at hun blev kontaktet. Det viste sig her, at modstandsbevægelsen især var interesseret i hendes staudegartneri på Nøjsomhedsbakken. Her var et lille redskabs- og pakkehus samt et lille te-køkken. I løbet af sommeren viste det sig, at der jævnligt var ”overnattende gæster” i det lille hus, og med forskellig intensitet blev huset benyttet som overnatningssted for modstandsfolk, der var ”gået under jorden”, helt frem til befrielsen den 5. maj 1945.
Selv blev Kirsten Schmidt mere og mere involveret i den aktive modstandsbevægelse i Århus, hvor hun blev nært knyttet til en forsyningsgruppe i Åbyhøj.
Mistede revolver ved Brabrand Station
En anden af de modige kvinder var Ellen Margrethe von Lillienskjold, der boede Tranebærvej 14. Hendes mand, Hans Frederik von Lillienskjold, var uden tvivl Brabrands største jernbanesabotør, men selv han kunne fejle.
En aften i januar 1945 havde Hans Frederik von Lillienskjold og hans gruppe i Aarhus ”5. kolonne” sprængt jernbanen ved kurven lidt nordvest for Brabrand Station. Da han kom hjem opdagede han, at han havde tabt sin revolver. Den ville han nødigt undvære, og han havde da også en ret klar fornemmelse af, hvor det var sket.
Han havde haft bomberne i en taske sammen med revolveren, og den måtte være faldet ud, da han tog bomberne ud af tasken. Han turde imidlertid ikke gå tilbage til stedet, fordi sprængningen uden tvivl havde tiltrukket en masse tyske soldater.
Nu tilbød Ellen Margrethe at prøve at skaffe revolveren til veje igen, og næste morgen gik hun ud til stedet medbringende en sæk, som hun kunne samle grene i. Det var der mange der gjorde, fordi der var brændselsmangel, så selv om det vrimlede med tyskere i området, var der ingen, der tog sig særligt af hendes indsamling af grene.
Efter at have samlet grene et stykke tid fandt hun revolveren, samlede den op og puttede den stille og roligt ned i sækken. Derpå fortsatte hun roligt med at samle grene ind, indtil sækken var fuld. Derpå gik hun hjem med sin fyldte sæk.
Hun var også på anden vis indblandet i modstandsarbejdet. Det skete f.eks. ved at flytte våben rundt i byen og huse modstandsfolk på flugt.
Skjulte folk i “De gamles Hjem”
Brabrand-Årslev kommunes kæmner, Magda Baes Hansen, var også dybt involveret i modstandsarbejdet. Som kæmner havde hun mulighed for at udstede legitimationskort. Der er adskillige modstandsfolk, der gennem hende har fået ny identitet.
Endelig skal nævnes ”De gamles Hjem”s første bestyrerinde, Agnete Frankel. Hvordan hun var blevet involveret i modstandsarbejdet står hen i det uvisse, men hun blev på et tidspunkt i slutningen af 1944 spurgt, om hun på ”De gamles Hjem” kunne huse en person nogle dage og også give ham mulighed for at holde møder med forskellige personer. Det sagde hun ja til.
Det viste sig at være Vagn Bennike, lederen af modstandskampen i Jylland og på Fyn. Vagn Bennike benyttede flere gange ”De gamles Hjem” som møde- og overnatningssted. Havde tyskerne opdaget dette, ville Agnete Frankel uden tvivl være blevet sendt i KZ-lejr eller i værste fald dømt til døden.
