
I næsten et år har Iben Leegaard Benjaminsen arbejdet på at skabe et kaffehus på Hovedgaden i Brabrand – men i den kommende weekend er det på Skovbakkevej 28, det sker. Her arrangerer hun sammen med Pia Haslund Henriksen garage-outlet-salg.
Hun mangler stadig den endelige godkendelse fra Aarhus Kommune, men mens man venter på, at stedet skal åbne, kan man i weekenden besøge Iben Leegaard Benjaminsen på Skovbakkevej 28, hvor hun sammen med Pia Haslund Henriksen arrangerer garage-outlet-salg.
Kernen i arrangementet er Pia Haslunds flotte billeder, som vil være stillet op, og der er mulighed for at købe billederne. Hun er uddannet billedkunstner ved Aarhus kunstakademi og skaber dynamiske billeder med et ofte ekspressivt og grafisk udtryk.
”Vi har i en periode opbevaret nogle af Pia Haslunds billeder hos os på Skovbakkevej, og vi har talt om, at vi måske skulle lave et garage-salg på et tidspunkt. Nu gør vi det”, siger Iben Leegaard Benjaminsen, som opfordrer alle interesserede til at kigge forbi.
Der vil være mange nye billeder af Pia Haslund, og man kan desuden nyde vinsmagning og vintilbud fra Vinkælderen i Hovedgaden plus forskellige outlet-varer og i det hele taget god markedsstemning.
Lørdag d. 23. og søndag d. 24. maj kl. 10.30-15.30: Garage-outlet-salg på Skovbakkevej 28. Læs mere om arrangementet her.