Til daglig bor Jesper Grønkjær med sin hustru og to børn i Helenelyst med ligusterhække, Webergrill i haverne og Brenderup-trailere i indkørslerne. Men udlængsel og trang til at opsøge det ukendte, tvinger ham til tider til, at pakke rygsækken, og drage ud til klodens fjerneste afkroge. Og nogle gange er Viggo på 10 år og Liva på 13 med på eventyr.
Igennem de sidste 20 år har han opsøgt kannibaler på Ny Guinea, tibetanske munke i klostre i Himalaya, stammefolk i Afrika, narkoprostituerede i Caribien, gangstere og massemordere i Sydamerika – og mange andre befolkningsgrupper, der lever fjernt fra det liv de fleste danskere kender.
Jesper Grønkjær er optaget i Eventyrernes Klub blandt nogle af landets mest legendariske globetrottere, der er draget af at opleve verden og dens vilde storbyer, dybe jungler og golde ørkener.
Men de er også familiefædre, der til tider tager børnene med på eventyr. Og netop det er omdrejningspunktet i Jesper Grønkjærs nye bog; ”Mød verden med dine børn – 20 fortællinger fra Eventyrernes Klub”, der udkommer 1. marts.
Her kan du møde Nationalmuseets direktør Rane Willerslev, skipper og tv-vært Mikkel Beha, astronaut Andreas Mogensen, dna-forsker og professor Eske Willerslev, fange hos Islamisk Stat Daniel Rye, polarforsker John Andersen m.fl. De fortæller alle, om ekspeditioner de har foretaget med deres børn.
Når far skaber grænseløs magi
I 30 år har Jesper Grønkjær været international tryllekunstner. Med en mission om at vise, at smilet er det sprog vi alle taler – på tværs af hudfarve, kulturel skel, religion m.m. rejser han på livsfarlige ekspeditioner.
Han sejler på tømmerflåde ned ad Amazonfloden for at optræde for indianere, rider på kamel ud til beduiner i ørkenen, laver shows for oliesheiker i Mellemøsten, og for gangstere og i Sydamerika.
Særligt har det i medierne vakt opmærksomhed, da han skabte smil hos vagterne i verdens strengeste diktaturstat Nordkorea, eller hos forbrydere og massemordere i Honduras. Der blev det til venskaber mellem Jesper og den frygtede kvindelige massemorder ”Hun-djævelen” med 400 mord på samvittigheden.
For er det dog hverdagskost, at deres far er på den slags rejser og bekendtskaber dog hverdagskost for deres far.
Med far ud i verden
Det er langt fra hver gang, at Jesper lader familien blive hjemme. Ofte har hans to børn, Viggo på 10 år og Liva på 13, været med rundt i Europa, men også til mere eksotiske steder. De har været i Østen, og sidst kørte de i firehjulstrækker igennem Namibia i Afrika, da Viggo kun var syv år og Liva ni år.
I flere uger pløjede de sig af sted igennem ørken og savanne, over bjerge og dybe dale, i forsøget på at nå ud til fjerntboende himba-stammefolk, der lever afskåret fra civilisationen.
”Det var en ret vild rejse, hvor vi kom helt tæt på løver, og sov i telte på taget af bilen, mens vi kunne høre de vilde dyr brøle i området. Men det var særligt spændende, da vi kom ud til stammefolket, hvor de lever i små lerhytter og går næsten nøgne rundt. For flere af dem var vi de første hvide børn, de så,” fortæller Viggo.
Han kunne selv være kommet galt af sted, da han med et par lokale drenge samlede brænde til et bål. Da han bukkede sig for at samle en gren op, slog den et slag og forsvandt væk fra ham. Med livet som indsats kunne han fejlagtigt have samlet slangen op.
Zebra-slangen er en kobra af de få arter, der kan spytte sin gift og dermed ramme modstanderen med nøjagtig præcision på afstand. Dens bid er dødeligt. Først lammes byttet og bliver blind, dernæst sætter organerne ud, før døden indtræffer.
”På det tidspunkt var vi timevis fra nærmeste sygehus, og jeg har ofte haft mareridt ved tanken om, hvor galt det kunne være gået. Det er sjovt at rejse, men må ikke være på bekostning af livet,” siger Jesper Grønkjær.
”Man må først give noget af sig selv”
”Da jeg skulle til verdens farligste land med 20 mord om dagen, var Liva fire år. Jeg havde selvfølgelig fortalt, at jeg skulle rejse, men hun havde åbenbart opfattet mere, end jeg havde forestillet mig. For pludselig tog hun mit hoved i sine hænder og kiggede mig i øjnene, mens hun sagde: Far, du må ikke dø!
Det gør ondt helt ind i hjertet, når ens datter siger sådan. Og jeg må indrømme, at det bestemt har ændret mine prioriteringer at blive far”, beretter Jesper, der dog mest af alt er stolt over sine børn på rejserne.”
”En dag i Namibia kom jeg tilbage til lejren. Omringet af fuldstændig fremmede og mørke børn, sad min ellers lidt generte 9-årige datter og flettede armbånd til dem. Uden min viden, havde hun fra Danmark medbragt udstyr, så hun nu producerede simple smykker til dem alle. Jeg var lige ved at græde, for dermed viste hun mod. Mod til at give noget af sig selv, for at få endnu mere igen,” fortæller han.
”Flere gange, når jeg er draget på eventyr med familien, har jeg overvejet om det er for at udleve egne behov eller for at give børnene noget med videre i deres liv. Fordi jeg er globetrotter, er det ikke sikkert de har samme lyst til at opleve alverdens forskelligheder.”
”Men da jeg iagttog ungerne, og så hvordan de glædes ved at skabe venskaber på tværs af kultur, hudfarve, religion, social- og økonomisk status, så blev jeg oprigtig stolt. De forstår, at det er en investering at skabe nye relationer. Og da jeg så, hvordan de begik sig, da de stod i gedelort til op over begge ankler, i en stammelandsby fjernt fra alt, de kender, og hvor Ipads og mobiler er ikke-eksisterende, så ramte det mig helt ned i maven, at mærke at de usagt ved, at for at få noget igen, så må man først give noget af sig selv.”
Viggo og Liva på tv og som foredragsholdere
Rejsen til Namibia er Jespers eget bidrag i den nye eventyrbog. For ham er det nemlig ikke alene vigtigt at rejse ud, se, og rejse hjem igen. Han vil gerne videreformidle sine oplevelser, hvorfor han er en benyttet foredragsholder i Danmark. Viggo og Liva har flere gange været med i foredraget, og har dermed selv lært, at stå foran andre mennesker.
”Jeg kan godt være genert, så det var en overvindelse, at stille mig op foran andre børn eller en sal fuld af voksne. Men jeg er ret stolt over, jeg kan gøre det”, siger Viggo, der også flere gange har deltaget i tv-programmer om rejserne.
Sidst i marts skriver de et nyt kapitel i familiens egen historiebog, for da drager de sammen ud i junglen i Costa Rica.
Hvor findes eventyret?
For familien fra Helenelyst er det ikke kun nødvendigt, at rejse ud til fjerne verdensdele for at søge eventyret. Her fortæller Jesper Grønkjær om hverdagens mange små eventyr:
”Det vigtige er ikke, om det sker i Brabrand eller Borneo, Horsens eller Hongkong. Derfor søger jeg også eventyr med børnene i hverdagen. For mig er det lykke, at vi hver nat fra maj til november, kan krybe ud og sove i vores shelter. Mens vi kan mærke vinden på vores kroppe og høre træernes hvislen, holder de snøftende pindsvin fest under os.”
Men bedst af alt er, når Viggo og jeg vågner midt om natten og går ud i haven, for at tisse over kors under stjernerne. Eller når månelyset skinner ind i shelteren, så jeg kan ligge og nyde synet af mine børn, der smilende ligger og snorker stille med deres bamser i favnen. Af og til sniger der sig en lille hånd ind under min dyne, og vi nusser hinanden som en usagt kærlighedserklæring.
Til andre tider smider vi madrasserne bag i min van og kører ud i skoven og åbner bagklappen, så vi har frit udsyn til trækronerne. Om natten går vi i den kulsorte skov og lader lommelygtens lys fange øjnene på de mange dyr. For et par børn er det både spændende, intenst, scary…og nærværende. At vågne op til fuglefløjt og det første man ser er egern, der kravler ved siden af bilen, gør mig glad.
For nylig overnattede Liva og jeg i en grotte knap 100 meter under jordens overflade. Vi var langt fra andre mennesker – det eneste levende var flagermusene der fløj omkring os. Børn gennemskuer hurtigt, når vi voksne tror, de er til salgs for slik og tivoliture. De skal have nærvær. Så at få den slags fællesoplevelser, hvor mobilen er pakket væk, skaber ubetalelige minder.”
”Mød verden med dine børn – 20 fortællinger fra Eventyrernes Klub” udkommer 1. marts 2022 på Forlaget Muusmann.
Læs også:
Fra Helenelyst til livet i verdens strengeste diktaturstat
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Jesper Grønkjær.