I et parcelhus i Helenelyst bor tryllekunstneren, eventyreren og forfatteren Jesper Grønkjær. For over tre år siden fik han ideen om at rejse ind i verdens strengeste diktaturstat Nordkorea, for at se om han også dér kunne få folk til at le. Det er der nu kommet bogen ”Frihed fra Himlen” ud af.
I det daglige arbejder han med smilet og dets muligheder, når han som professionel tryllekunstner drager på ekspeditioner til verdens brændpunkter. I bestræbelserne på at finde håb midt i håbløsheden, drager han til klodens fjerneste afkroge.
Han har opsøgt de sidste rester af kannibaler på Ny Guinea, ørkenbeduiner i Mellemøsten, tibetanske munke i Himalaya, gangstere og massemordere i Mellemamerika. Hans sidste bog handlede blandt andet om venskabet med ”Hun-djævelen”, der menes at have begået 400 drab.
“Den 26. december 2015 fik jeg en vanvittig idé: Jeg ville forsøge at trænge ind i verdens strengeste diktaturstat Nordkorea, og der lade smilet tale sit sprog bag de lukkede grænser,” fortæller Jesper Grønkjær.
”Jeg ville udfordre mig selv. Både som menneske, som rejsende og som entertainer. Vi ved, at det er muligt at undertrykke mennesker, men kan man undertrykke smilet? Det satte jeg mig for at afdække – og hvor kan man gøre det bedre end i verdens strengeste diktaturstat Nordkorea!”
Mandsopdækket i flere uger
Han brugte ni måneder på at skaffe de nødvendige tilladelser. En ikke let ting når det skal foregå i et land uden internet. I september 2016 ankom han sammen med sin rejsemakker til Pyongyang, hvor de blev mandsopdækket af to vagter.
”I flere uger måtte vi ikke gå selv, bestemme selv eller tænke selv. Passet blev taget fra os, og vi blev lukket inde om aftenen. Vi måtte hverken tale med de lokale eller fotografere dem. Vi måtte kun se dét, der forherligede landet og deres ledere fra Kim-dynastiet”, fortæller han.
Tortur, menneskehandel og drab
Bogen handler dog ikke alene om Jesper Grønkjærs egen absurde rejse i diktaturstaten. Han har også som den første danske forfatter opsporet og lavet interviews med nordkoreanske afhoppere, der lever under hemmelige identiteter. Dem har han fundet via kryptiske kanaler rundt i andre dele af Asien.
Bogen skifter undervejs karakter, når afhopperne får taletid og således kan berette om alt det, som vagterne forsøgte at afskærme ham fra at se: Tortur, drab, ekstrem hungersnød, menneskehandel, tvangsprostitution m.m.
Livet bag de lukkede grænser
I ”Frihed fra himlen” får vi blandt andre Jung Gwang-ils historie. Han er en af de få, der har overlevet et barsk ophold i en nordkoreansk fangelejr for politiske fanger. En lejr, der har titusindvis af fanger, og hvor drab og tortur er del af den umenneskelige hverdag.
Jesper Grønkjær giver også taletid til en kvinde, der blev solgt til prostitution, tvangsgift og mishandlet. Det er barske historier fra mennesker, der har levet under forhold, der er svære at forestille sig. Og det foregår ikke i en fjern og mørk fortid, men lige nu og her.
”Det er blevet til førstehåndsberetninger om livet bag de lukkede grænser – sat i perspektiv til livet som familiefar i et villakvarter i Brabrand….hvor der står Brenderup-trailere i indkørslen og Webergrill i haverne bag ligusterhækkene.”
”Frihed fra himlen – en rejse bag Nordkoreas lukkede grænser” er skrevet af Jesper Grønkjær og udgivet af Forlaget Turbine.