Katrine Meyer kan om nogen fortælle historien om, hvordan den lokale idrætsforening har været et vigtigt omdrejningspunkt det meste af livet. Nu er også hendes tre børn alle aktive i Brabrand IF.
Som barn voksede hun op med familiehygge på tennisanlægget i Brabrand Bakker og Brabrand IF Tennis som sit andet hjem.
Som teenager var hun en af de mest talentfulde danske tennispiger – og er en af de få danske tennisspillere, som formåede at vinde partier over en vis Caroline Wozniacki.
Og i dag bor hun stadig i Brabrand med sin familie. Og hun og hendes tre børn bruger stadig idrætsforeningens tilbud i stor stil.
”Der er ingen tvivl om, at vi sætter utrolig stor pris på det lokale idrætsforenings tilbud. Vi går ikke til noget, der ligger andre steder end i Brabrand. Vi ved godt, at det kræver en masse ildsjæle, der lægger deres kræfter i arbejdet. Det er vi virkelig taknemmelige for. Vi er rigtig mange, som nyder gavn af det,” siger Katrine Meyer, som bor på Engdalsvej med sin mand og tre børn, Tilde, Liva og Albert.
Havde Caroline Wozniacki på krogen
Allerede som som 5-6 årig stiftede hun bekendtskab med tennisspillet. Hun er barn af en rigtig tennisfamilie, som mange aftener sommeren igennem sammen tog op til tennisanlægget og spillede sammen.
”Det var helt vildt hyggeligt. Jeg husker, at jeg brugte virkelig mange lørdag aftener sammen på tennisbanen sammen med min storebror og forældre,” fortæller hun.
Og Katrine Meyer blev selv ”ret god til tennis”, som hun selv udtrykker det. I 12-15-års alderen var hun dansk mester og var i en periode også på landsholdet, mens hun stadig repræsenterede den lille idrætsforening i Brabrand.
”I mange sommerferier rejste vi hele familien rundt til tuneringer i hele landet. Jeg har set rigtig mange tennisanlæg, og jeg vil bestemt sige, at vi i Brabrand har Danmarks smukkeste anlæg.”
Det er fra den periode, historien om hendes møde med Caroline Wozniacki stammer.
”Min mand bemærker tit med et grin, at det da er lidt trist, at det stadig er den historie, jeg refererer til,” fortæller hun med et smil.
Katrine Meyer fra Brabrand var et par år ældre end det fremstormende talent med de polske rødder – men sidstnævnte var bestemt ikke vant til at tabe partier.
”Jeg ville ønske, jeg havde slået hende på det her tidspunkt, da hun var ved at være virkelig god. Jeg førte i første sæt – men endte dog med at tabe,” husker Katrine Meyer.
Hun holdt pause fra tennisspillet et par år, men genoptog spillet, da hun var i slutningen af teenageårene. I de år stillede hun dog op for de to storklubber i Aarhus, Skovbakken og Aarhus 1900.
”Jeg stoppede, da jeg var omkring 24, men begyndte senere lidt sporadisk igen. Jeg kom i mødregruppe med min veninde Anita Rytter, efter at vi havde fået – vores andet barn, og så tog vi barnevognene med op på tennisanlægget i Brabrand Bakker, og spillede mens børnene lå og sov. Det var virkelig hyggeligt.
Hyggeligt samvær til Onsdags Power
Katrine Meyer erkender, at hun i nogle år ikke var særligt idrætsaktiv – lige til hun for et par år siden lidt tilfældigt fik øje på en annonce for gymnastikholdet Onsdags Power.
”Vi er en hel flok piger, der onsdag aften prøver at holde formen. Man opdager pludselig, at man kender rigtig mange i lokalområdet. Blandt andet er det hyggeligt at lære mødrene til børnenes venner at kende. Det er virkelig hyggeligt, og vi driller hinanden og skiftes til at have håneretten, når vi må udeblive. Det er noget af det, den lokale idrætsforening også kan.”
”Det er virkelig rart at kunne gøre noget godt for sig selv – både socialt og træning. Det føles altid så rart at komme der, og vi har en sindssygt dygtig instruktør,” tilføjer hun.
”Det er meget trygt for os alle”
Familiens tre børn er alle kommet ind i Brabrand IF via forældre-barn-gymnastikken. De to ældste, Liva på 7 og Thilde på 10, dyrker springgymnastik, Liva også håndbold, mens Albert på 5 foretrækker boldspil og går til både fodbold og håndbold.
Kun hendes mand, Simon, er ikke aktiv i Brabrand Idrætsforening for tiden. Han holder dog formen ved lige i fitnesscentret i Hovedgaden.
”Vi bruger en del tid i Brabrandhallen, især fredag eftermiddag, hvor de to af børnene har håndboldtræning. Ind i mellem spiser vi aftensmad med de andre familier, når træningen er færdig. Så løber børnene rundt og leger fangeleg, mens forældrene snakker lidt sammen, inden vi tager hjem og holder weekend,” fortæller Katrine Meyer.
Hun glæder sig over, at børnene stadig finder glæde ved idræt i en tid, hvor mange ikke bevæger sig så meget, som man gjorde tidligere. Og især at de har det sjovt med det.
Hun fremhæver også hele miljøet omkring banen i de to haller, hvor børnene ofte løber rundt og leger på kryds og tværs af årgangene. På den måde får de et udvidet netværk.
”Den lokale idrætsforening kan virkelig noget med det helt nære. Børnene kan selv gå eller cykle til aktiviteter, og de kender næsten altid nogen på holdene. Det er meget trygt for os alle.”