Søndag kunne Andreas Rasch-Christensen, der er en af Danmarks førende eksperter inden for pædagogik og undervisning, markere, at han i 25 år har været i statens tjeneste, i mange år som forskningschef på VIA University College. Han bruger samtidig en stor del af sin fritid som ulønnet sportschef i Brabrand Divisions Fodbold.
I offentligheden er ph.d. og forskningschef Andreas Rasch-Christensens navn, ansigt og stemme især bredt kendt fra udtalelser og interviews på tv, radio og i øvrige medier.
Her øser han af sin forskningsviden om alt fra inklusion, børneopdragelse, læring, didaktik og undervisning til skoleledelse og politiske reformer på det pædagogiske og socialfaglige felt.
Han er desuden flittigt anvendt som oplægsholder og moderator ved et utal af større faglige arrangementer samt som medlem af en stribe råd, udvalg og kommissioner, som blandt andet er nedsat af ministre. Dertil kommer, at Andreas Rasch-Christensen med afsæt i sin forskning har forfattet adskillige bøger, kronikker og videnskabelige artikler.
Størstedelen af sin arbejdstid har Andreas Rasch-Christensen dog gennem alle sine 25 år som ansat i statens tjeneste brugt på at være leder af uddannelse og forskning i professionshøjskolesektoren.
Her har han stået i spidsen for en lang række toneangivende forskningsmiljøer og forskningsprojekter inden for dagtilbuds- og skoleområdet. Der er tale om praksisrettet forskning og udvikling, der skaber ny viden til blandt andet lærere, skoleledere, pædagoger, institutionsledere samt studerende og undervisere på uddannelserne til lærer og pædagog.
Chef for tre forskningscentre
Konkret har 52-årige Andreas Rasch-Christensen siden 2010 været forskningschef ved VIA University College, hvor han i dag er chef for området Pædagogik og Dannelse i Aarhus, der omfatter tre forskningscentre med flere end 300 medarbejdere tilknyttet.
I årene før, fra 2008 til 2010, var Andreas Rasch-Christensen videncenterleder ved VIA University College.
Inden da var han i 10 år tilknyttet Læreruddannelsen i Skive – først som underviser i historie, dernæst fem år som lektor og efterfølgende fire år som uddannelsesleder. Læreruddannelsen i Skive har siden 2008 været én af de godt 40 professionsuddannelser, som VIA udbyder i Region Midtjylland.
Med i mange råd og udvalg
Sideløbende med stillingen som forskningschef ved VIA University College er Andreas Rasch-Christensen formand for Børne- og Undervisningsministeriets partnerskab for dagtilbudsområdet.
Han er tillige medlem af følgende råd og udvalg: Regeringens Trivselskommission, børne- og undervisningsministerens kvalitetsforum for dagtilbudsområdet, Børne- og Undervisningsministeriets investeringsprogram, Uddannelses- og Forskningsministeriets partnerskaber for forskningsreserven samt Skoleøkonomisk forum, som Danmarks Lærerforening og KL for nylig har etableret.
Internationalt indgår Andreas Rasch-Christensen blandt andet som faglig ekspert i flere råd, udvalg og kommissioner i EU-regi.
Desuden er Andreas Rasch-Christensen medlem af flere bestyrelser – blandt andet ved Partnerskab for børneforskning i regi af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Tidligere har han blandt andet været formand for Rådet for børns læring, faglig formand for forenkling af Fælles Mål i Folkeskolen under Børne- og Undervisningsministeriet, faglig formand for en styrket pædagogisk læreplan for dagtilbud under børne- og undervisningsministeren, medlem af den videnskabelige styregruppe for følgeforskning i skolereformen samt medlem af Det nationale ph.d.-råd for uddannelsesforskning.
Aktiv fritid i Brabrand Divisions Fodbold
Uddannelsesmæssigt er Andreas Rasch-Christensen cand.mag. i historie og samfundsfag og efterfølgende ph.d. fra Aarhus Universitet.
Privat bor han i Brabrand ved Aarhus sammen med sin hustru Rikke, og parret har to døtre. I fritiden er Andreas Rasch-Christensen stærkt engageret i fodbold i Brabrand Idrætsforening.
Han har været en drivende kraft i den omfattende organisatoriske og økonomiske omstilling af divisionsfodbolden i Brabrand, efter at Flemming Møller i 2020 trak sig fra sit store engagement omkring holdet.
Som ulønnet sportschef er han en central person i den fortsatte udvikling af rammerne omkring det nuværende 3. divisionshold, der er organiseret i selskabet Brabrand Divisions Fodbold.
Desuden tager han løbende flere andre opgaver på sig – blandt andet som speaker ved holdets kampe på Brabrand Stadion, der har fået sponsornavnet Domis Park.
Han valgte at forbigå sit 25 års jubilæum på VIA University College uden reception eller anden fejring.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra VIA University College.