
En stribe lokale aktører er gået sammen om at arrangere en byvandring i Gellerup søndag d. 15. november – afsluttet med fællesspisning i Madkiosken midt i bydelen. Arrangørerne håber, at både nye beboere og andre nysgerrige på Gellerups udvikling har lyst til at deltage.
“Det ville være rart, hvis man som ny beboer fik en rundvisning i den landsby, som Gellerup er, med alle de gode ildsjæle og projekter der er gang i.”
Tankerne opstod i løbet af efteråret hos Beatrice Wagner Fredensborg, som er kirke- og kommunikationsmedarbejder i Gellerup Kirke.
Hun deltog i efteråret i Samvirkets intro-dag for nye beboere og medarbejdere og tænkte, at mange flere ville få en masse ud af at blive introduceret til deres nye bydel.
Hun mødte op på det månedlige Demokratisk Nabolagsmøde i Gellerup og præsenterede ideen for de andre lokale deltagere – og der var hurtigt opbakning til initiativet.
“Der sker så mange ting her i Gellerup, og der er så mange forskellige aktiviteter og grupper, at det kan være svært at finde rundt i det hele. Jeg har boet her i tre år nu, og det er stadig svært for mig at finde ud af, hvor ting ligger i forhold til hinanden,” siger en anden af aktørerne, Liff Thestrup fra Madkiosken.
Så forskellige lokale aktører som Gellerup Kirke, kunstplatformen Sigrids Stue, Madkiosken og afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken er nu gået sammen om arrangementet Kig Ind søndag d. 15. november fra kl. 15.00.
Forkvinde for afdelingsbestyrelsen, Helle Hansen viser rundt i bydelen, hvor turen blandt andet går forbi det kommende nye kvarter ved Karen Blixens Boulevard, Sigrids Stue, Fredspladsen, byparken, De Gyldne Port og Gellerup Museum.
Undervejs byder Sigrids Stue på en kop arabisk kaffe eller en kop somalisk the.
Efter rundturen i Gellerup samles alle til fællesspisning i Madkiosken, der ligger på hjørnet af Lottesvej og Karen Blixens Boulevard. Her har stedets madmor, Liff Thestrup, forberedt en vegansk sammenkogt grøntsagsret.
Arrangørerne understreger, at alle, som er nysgerrige på at få et indblik i Gellerups udvikling er velkomne. Man er også velkommen til at tage børnene med.
Deltagerprisen er 50 kr. pr. person. Tilmelding til Beatrice Wagner på 6140 9242 eller bw@gellerupkirke.dk senest mandag d. 9. november. Mødestedet er som nævnt Madkiosken, Dortesvej 35A.



