
Workshops, koncerter, bankospil, møder… Gellerup har fået et nyt mødested. Mellemrummet er navnet på stedet, der fungerer som foyer foran Gellerup Bibliotek. Siden åbningen af Sports- og Kulturcampus i 2021 har stedet savnet en klar identitet – men nu kan du hver tirsdag og torsdag benytte Mellemrummet frem til kl. 20.
Fem år efter åbningen af Sports- og Kulturcampus i Gellerup kan Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening glæde sig over, at bydelens nye kulturcenter er blevet taget i brug af de fleste lokale borgere.
Men Mellemrummet foran Gellerup Bibliotek var nærmest til overs uden en tydelig identitet.
Det har Gellerup Bibliotek, afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken og Det Boligsociale Hus i løbet af foråret arbejdet på at ændre. Og nu er der fundet en foreløbig model for stedet:
Hver tirsdag og torsdag kl. 18-20 vil der være aktiviteter i Mellemrummet, hvor alle er velkomne til at kigge forbi. En af lokalområdets ildsjæle, Randa Radwan er ansat som vært i Mellemrummet, og hun har allerede været med til at sætte en række aktiviteter i gang.
For nylig inviterede hun både børn og voksne til bankospil i Mellemrummet, og der var god tilslutning til arrangementet, hvor hun selv råbte tal op, og der var fine gevinster. Desuden har der bl.a. været oplæg af kunstplatformen Sigrids Stue og workshop for børn og voksne om tandsundhed.
Tirsdag indtog de dygtige dansere fra Black Top Team Mellemrummet og stod for en workshop i dans og hip hop for de deltagende børn – og torsdag kl. 17-19 kommer tandsundheds-projektet Smil for Livet igen til Mellemrummet med råd og forslag til bedre mund-hygiejne.
Bag initiativerne står Randa Radwan, som er ansat som vært i Mellemrummet:
“Min opgave er at tilbyde Mellemrummet som et godt sted at gennemføre mange forskellige lokale aktiviteter. Planen er, at andre står for at gennemføre aktiviteterne. Jeg sørger alene for at koordinere og bakke op om dem,” siger hun.

Kærlighed til persiske tæpper
Der er mange forskellige aktiviteter på vej i Mellemrummet frem mod nytår.
Blandt andet præsenterer sanger og sangskriver Camilla Dayyani torsdag d. 19. november kl. 17.00 en koncert og oplæsnings-event med titlen “Kærlighed til Persiske Tæpper” arrangeret af foreningen Bazarjazz.
Sammen med skrive-projektet Tekst til Tiden under ledelse af P.C. Asmussen og de to anerkendte musikere Maher Mahmoud på oud og Morten Carlsen på klarinet & skalmeje hylder hun det gamle kunsthåndværket gennem poesi og musik.
“Mønstre og farver mødes i harmoni på de smukke persiske tæpper, og det ældgamle håndværk har mange forskellige udtryk. Du finder sirlige og grove mønstre, abstrakte, naturalistiske eller geometriske designs,” skriver Camilla Dayyani om arrangementet.
“Mellem smukke tæpper vil vi spille persiske folkesange og høre poetiske tekster, som er skrevet med inspiration fra tæppekunsten.”
Der er gratis entré til arrangementet, hvor Randa Radwan som ved de øvrige events er aftenens vært.
Koncerten er støttet af Gellerup Kulturmidler og hele to tæppeforretninger: Persian Carpets Edwin Rahrs Vej og House of Persia på Gåseagervej.
“Jeg er meget glad for jobbet”
Ud over de nævnte aktiviteter, bliver nye events løbende præsenteret, bl.a. på Gellerup.nu´s Facebook-side. Du kan også holde øje med skiltet i Mellemrummet, hvor begivenhederne løbende kort præsenteres.
“Mellemrummet kan bruges til virkelig mange ting, f.eks. dans, koncerter, små møder og krea-aktiviteter. Jeg kan også love, at der bliver mange hyggelige juleaktiviteter i december,” siger Randa Radwan, som bliver aflønnet af afdelingsbestyrelsen.
“Jeg er meget glad for jobbet, hvor jeg blandt andet har et virkelig godt samarbejde med Gellerup Bibliotek. Det er dejligt, at flere og flere hører om Mellemrummet.”
Hun tilføjer, at man altid er velkommen i Mellemrummet, uanset hvilke aktiviteter, der er i gang. Man må altid smutte forbi og få en snak. Der er gratis kaffe og the tirsdag og torsdag frem til kl. 20.
Du kan komme i kontakt med Randa Radwan på på 2071 4626 eller email rara@bbbo.dk




