Efter fem år på rene amatør-betingelser er der igen kontraktfodbold i Brabrand. Selskabet Brabrand Divisions Fodbold har skrevet de første ét-årige kontrakter med fire spillere. Håbet er at øge antallet af kontrakter i næste sæson.
Hårdt presset af nye regler, som Divisionsforeningen har vedtaget, har selskabet Brabrand Divisions Fodbold nu underskrevet kontrakter med fire spillere på 2. divisionsholdet. Minimum fire kontrakter er præcis det krav, der nu stilles til de hold, der spiller i landets tredjefineste række, 2. division.
Sportschef i Brabrand, Andreas Rasch-Christensen har gennem en længere periode på rækkemøder i Divisionsforeningen kæmpet for at undgå, at det skal være obligatorisk for hold i 2. division at have kontraktfodbold.
Men da afgørelsens time kom, var Brabrand det eneste af holdene i 2. og 3. division, som var imod forslaget. Derfor har bestyrelsen i Brabrand Divisions Fodbold nu besluttet at indgå fire kontrakter, som det kræves.
”Ikke mange havde for et par år siden troet, vi kunne lykkes med det,” siger Andreas Rasch-Christensen, som glæder sig over, at holdets økonomi nu er stærk nok til at kunne bære kontraktfodbold.
”Vi har valgt at skrive kontrakt med fire spillere, som ikke nødvendigvis er de bedste spillere på banen, men som har nogle nøglepositioner på holdet, og som det er vanskeligt for os at få erstattet på den korte bane,” siger sportschefen.
Det drejer sig om følgende fire spillere:
- Målmand Casper Vedel-Birch Andersen – vurderes i Brabrand som en af de bedste målmænd i 2. division
- Midtbanespiller Pedro Cortes – den spanske fodboldspiller er en central spiller midt på banen, som også lige nu er svær at erstatte
- Christoffer ”Mini” Maul Pedersen – var holdets topscorer sidste år men har de seneste måneder været meget skadet. Er dog på vej frem igen
- Alexander Baun – kom til Brabrand i sommer og har med det samme vist, at han kan blive en meget afgørende spiller for holdet. Besidder en kreativitet og målfarlighed som ikke mange hold i 2. division kan matche.
Afgørende at sponsorerne bakker op
Alle fire spillere har fået såkaldte bibeskæftigelses-kontrakter, der giver spillerne knap 5000 kr. om måneden plus pension. Alt i alt cirka 70.000 kr. før skat.
”Der er måske ikke tale om de store beløb, men nu er vi i gang. Det har været afgørende for os, at vores sponsorer har valgt at bakke så kraftigt op. Det er alene vores sponsorer, som har gjort, at det er muligt for os at skrive kontrakter igen,” siger sportschefen.
”Vi ville rigtig gerne have indgået 10-15 kontrakter, men det rummer vores økonomi desværre ikke mulighed for.”
Han vurderer dog, at det vil være muligt at styrke økonomien i Brabrand Divisions Fodbold tilstrækkeligt til, at man kan udvide antallet af kontrakter til seks i næste sæson, sådan som de nye regler foreskriver.
Forventer opbakning til beslutningen
Kriterierne for valget af spillere har været diskuteret grundigt i bestyrelsen for Brabrand Divisions Fodbold, hvor også de to spillere Daniel Lundholm og anfører Michael K. Pedersen sidder.
Sportschef Andreas Rasch-Christensen er klar over, at det konkrete valg af spillere kan blive vendt og drejet i truppen, men han understreger, at der er fuld åbenhed om principperne for valget:
”Mange vil jo nok synes, det burde være dem, som var blevet valgt, uanset om man er en bærende kraft på holdet eller en ung lovende spiller. Vi må se, hvordan beslutningen bliver taget imod, men min forventning er, at der vil være opbakning til det.”
Sportschefen forklarer, at der ikke er særlige arbejdsopgaver i og omkring holdet indskrevet i kontrakten, men at det forventes, at spillerne tilpasser ferier til, hvornår der er træning og kampe, og at de fire spillere ligeledes går forrest i indsatsen på banen.
Holdet spiller lørdag d. 2. september kl. 14.00 på hjemmebane i 2. division, hvor modstanderen er HIK.