En pluddermark. Sådan beskrev Koldings træner Kristoffer Wichmann Brabrand Stadion efter lørdagens 2. divisionskamp, hvor Brabrand IF vandt 1-0. Tirsdag eftermiddag kommer Kolding IF igen til Brabrand Stadion i tredje runde af pokalturneringen.
Banens tilstand var det store emne, da Kolding IF evaluerede indsatsen lørdag eftermiddag, hvor holdet i 2. division tabte 0-1 på Brabrand Stadion.
Både træner Kristoffer Wichmann og midtbanespilleren Tobias Sommer gav en ringe fodboldbane en del af skylden for, at det ikke lykkedes at slå Brabrand.
”Det gør det svært at være et boldbesiddende hold. Så spiller man lidt efter banens standard, og det var ikke godt nok i dag,” sagde Tobias Sommer til Kolding IF Fodbolds Facebook-side efter kampen.
Kristoffer Wichmann var enig. Han betegnede banen som ”relativt sumpet” og ”en pluddermark”. Alligevel mente han, at Kolding burde have vundet kampen:
”Det er en kamp, vi dominerer relativt meget, især i første halvleg. De har vist ikke et skud på mål, før de scorer på et hjørnespark til sidst,” lød Kolding-trænerens vurdering.
Kristoffer Wichmann roste desuden den busfuld tilhængere, som havde taget turen til Brabrand. De leverede ”en imponerende opbakning på sølle kår”, sagde han.
Han benyttede også chancen til at se fremad mod tirsdagens kamp, hvor Kolding ved, hvad der venter: En masse tacklinger og dueller på hele banen. Det velkendte Brabrand-DNA vil igen være en hård modstander.
Brabrand med en del ændringer
I Brabrand-lejren glæder træner Tom Søjberg sig også til kampen. Han lover, at banen vil være i en væsentlig bedre tilstand end i lørdags. Her havde en del regn gjort banen tung, sådan som det også tidligere har været tilfældet ud på efteråret.
”Vi glæder os til at se, om vi kan slå Kolding igen. Vi har dog en del ændringer i startopstillingen. Flere spillere har fortjent chancen, efter at de har presset sig godt på til træning, samtidig med, at de tidligere har vist sig godt frem,” siger Brabrand-træneren.
”Det er min måde at vise dem, at jeg anerkender deres præstationer og indsats. Så bliver det fedt at se, hvem der griber chancen, når de får den.”
Tidligere sæsoner har pokalturneringens tredje runde som regel været endestationen for Brabrand IF. Håbet er, at der denne gang skal gøres en undtagelse.
Tirsdag d. 21. september kl. 16.30 på Brabrand Stadion: Brabrand IF-Kolding IF i pokalturneringens tredje runde.