65 år efter at en flok glade og stolte piger og drenge fejrede deres realeksamen i Brabrand Kommuneskole mødes de stadig jævnligt. Forleden var de samlet igen og tog på rundtur i Brabrand afrundet med en fælles frokost hos Café Europa i Gellerup.
”Vi gik bare godt i spænd sammen. Drengene var virkelig rare at være sammen med – og ingen var uvenner eller blev mobbet.”
”Jeg tror slet ikke ordet mobning var opfundet dengang!”
Snakken går livligt omkring bordet i Café Europa. Journalisten er på besøg, inden de otte skolekammerater går hver til sit efter endnu et fornøjeligt og hyggeligt møde.
For 65 år siden fejrede de deres realeksamen ved Brabrand-Årslev kommunale Mellem- og Realskole. De besluttede at forlænge de gode kammeratskaber efter endt skolegang. Siden 1957, hvor de fik deres realeksamen, er de 21 elever i klassen fortsat med at mødes hvert femte år.
Nu, hvor de alle har rundet de 80 år, var det tid til at mødes igen. Ole Maltesen, som stadig bor i Brabrand, havde planlagt dagen, der blandt andet omfattede en rundtur i lokalområdet.
Turen gik blandt andet forbi veteranhjemmet på Edwin Rahrs Vej, Logistikparken i Årslev, villaen ”Slottet” i Årslev, Constantinsborg, Rønnebo på Nordentoftsvej og den gamle Jaka-fabrik.
Gruppen stoppede ved Byleddet mellem de to søer og i Søparken, der var forbundet med mange minder fra skoletiden i 1950´erne.
Snakken går som i gamle dage
Af de 21 klassekammerater, som gik ud af skolen i 1957, er de otte desværre døde. Af de 13 tilbageværende kunne otte møde op til arrangementet forleden. Ud over Ole Maltesen bor Bodil Riber fortsat i Brabrand, mens andre kom kørende fra Rask Mølle, Odense – ja, én kom så langt væk fra som Den Haag i Holland.
”Det er stadig virkelig dejligt at være sammen. Selvom vi alle er over 80, går snakken stadig som i gamle dage,” siger en af de syv omkring bordet, Bodil Riber.
”Vi kender jo hinanden så godt, at vi ikke behøver at begynde forfra hver gang. Og der er stadig plads til, at vi sagtens kan lave noget sjov med hinanden,” fortæller en af de andre, efter at frokost-tallerkenerne er skubbet lidt til side, og den sidste vin i glassene bliver drukket.
Tidligere mødtes de ofte i to dage, blandt andet på Årslev Kro, Constantia2 på den anden side af Brabrand Sø og på Svostrup Kro. De sidste par gange har de dog kun mødtes en enkelt dag.
Arrangementerne har altid været uden deres mænd og koner. I mange år var flere af lærerne også med.
Der skulle tændes op i kakkelovnen
Da de begyndte i Brabrand Kommuneskole i slutningen af 1940´erne, var skolen langt mindre, end den er i dag. De 10 klasselokaler var fordelt på to etager. Desuden var der to ældre lokaler med kakkelovn.
De husker, at de af og til blev sendt uden for i vinterkulden for at finde små stykker træ til optænding i kakkelovnen, inden undervisningen kunne gå i gang.
Men Brabrand begyndte for alvor at vokse i de år, hvor blandt andet Jaka-fabrikken og Hudecentralen ansatte stadig flere medarbejdere.
Søvangen og flere andre boligområder blev opført, og der kom stadig flere elever til kommuneskolen. Det medførte den første af mange nødvendige tilbygninger til skolen, og de to gymnastiksale og en række undervisningslokaler blev bygget.
Et overskueligt lokalsamfund
Det gode sammenhold blev især skabt i de ældre klasser. I fjerde mellem var de hele 36 i klassen, og med de mange elever var det af naturlige årsager sværere at skabe det gode sammenhold. Men de var ”kun” 21 i realklassen, og de var alle interesserede i at holde kontakten.
De vurderer, at en vigtig årsag til det gode sammenhold var, at deres familiebaggrunde var forholdsvis ensartede. Og så var Brabrand bare et mere overskueligt lokalsamfund dengang.
De gamle klassekammerater nyder fortsat hinandens selskab og har netop aftalt, at de nu vil mødes endnu oftere end før – hvert år i maj. Og Brabrand skal naturligvis være udgangspunktet.