Mandag-torsdag i denne uge er der sommercamp på Gellerup Bibliotek – hver dag kl. 9-14. Det er fire dage med spændende aktiviteter, der kombinerer læselyst og teknologi. Du kan bl.a. udforske AI og lave kreative prompts, prøve VR-briller og skabe egne digitale historier og arbejde med kreative projekter og udstillinger i biblioteket. Målgruppen er 4.-6. klasse. Tilmeld dig her.
Fredag d. 18. juli kl. 19:00 kan du hos Grimfest på Grimhøjgård få en ekstra koncertoplevelse, en dobbeltkoncert med Brian Tronsgaard og The Dark Horses. Brian Tronsgaard er vendt hjem fra Austin, Texas med ny musik under armen og gamle venner i backing-bandet som opvarmning til hans kommende turné i Sverige, hvor han skal varme op for Texas-bandet “Uncle Lucius”. Hans musik er skrevet med masser af inspiration fra country, blues og soul/rock. Denne aften optræder han sammen med The Dark Horses alias sanger/sangskriver Janus Frydendahl.
Alle hverdage i uge 27 kl. 9-15 er Globus1, Gudrunsvej 3A, forvandlet til et sjovt og aktivt legeland for børn 0-12 år og deres forældre. I kan kaste jer ud i den sjove forhindringsbane, rutsje ned ad trappen, spille bold og tumle rundt.
Hver mandag i sommerferien kl. 10-17 finder Gellerup Bibliotek LEGO og DUPLO frem i biblioteket, så du kan nyde en hyggelig og kreativ stund. Byg og hyg med vennerne og familien, når biblioteket sætter fokus på sommerfuglenes liv hele ferien.
I dag kl. 12-15 kan du ligeledes på Gellerup Bibliotek møde Tandfeen Marwa Elsayed, som på sjove og kreative måder deler ud af sin store viden om tandsundhed for hele familien.
