
Mens store dele af Brabrand har holdt sommerferie, har bydelens fodboldhold i 2. division for mænd forberedt til den nye sæson. Træner Michéle Demontis fortsætter generationsskiftet på holdet, og en del nye unge spillere presser sig på til sæsonstarten på lørdag kl. 14, hvor Skive IK kommer på besøg.
“Vi har et stærkt hold, hvor mange nye spillere byder sig til. Der bliver stor konkurrence om pladserne.”
Det siger Michéle Demontis, som netop har taget hul på sin tredje sæson som træner for Brabrands 2. divisionshold i fodbold. Som altid har optakten til efterårets kampe været kort og intens, inden Brabrand i en ny og forynget udgave lørdag eftermiddag løber på banen.
Holdet sikrede sig i juni i fin stil endnu en sæson i 2. division. Men i løbet af sommeren har holdet sagt farvel til flere spillere, blandt andet to store profiler.
Topscorer Nemo Thomsen har fået en fuldtidskontrakt i FC Fredericia i 1. division, og anfører Michael K. Pedersen trapper ned efter 11 år som indpisker på holdet.
To andre stamspillere – målmand Henrik Lindhard og angriber Mathias “Marvin” Laursen – er stadig med, men med en mere “familievenlig” træningsindsats.
Vil Brabrand IF som “den fattige dreng i klassen” så igen kunne bide skeer med de store på landets tredje-højeste fodboldhylde?
“Siden jeg kom til Brabrand, har jeg forsøgt stille og roligt at gennemføre et generationsskifte i en trup, hvor en del fodboldmæssigt var kommet lidt op i årene. Kunststykket er stille og roligt at spille de nye ind på holdet og lære dem vores måde at gøre tingene på,” siger Michéle Demontis.
Strategien lykkedes godt i sidste sæson, hvor blandt andre forsvarsspilleren Jonathan Bro og førnævnte Nemo Thomsen spillede sig ind på holdet. Især Nemo Thomsen fremhæves af både træneren og sportschef Andreas Rasch-Christensen som et stærkt eksempel:
Da den 21-årige grønlandsk-fødte angriber i sommeren 2025 kom til Brabrand, var han endnu ikke slået igennem i divisions-rækkerne. Men på kort tid slog han til i Brabrand, blev topscorer med 12 mål og er nu fuldtids-professionel i Fredericia.
“Vores mål er at finde de unge spillere, som kan dygtiggøre sig hos os. En del søger mod Brabrand i håb om at få en masse spilletid i stedet for at satse højere og ende med at sidde et år på bænken,” forklarer han.

Mange nye navne i truppen
Her er nogle af de nye navne, du godt kan begynde at lære:
Den 24-årige forsvarsspiller Søren Møller er kommet til fra danmarksserie-klubben Fuglebakken og har allerede fået en masse spilletid i træningskampene.
22-årige Elias Astola er ligeledes kommet til fra danmarksserien, hvor han i VRI i flere år har været den største offensive profil. Der er store forhåbninger til, at han vil kunne fortsætte målscoringen i Brabrand i 2. division.
20-årige Marcus Tøfting – AGF-legenden Stig Tøftings søn – er kommet til fra Lyseng i 3. division, hvor han var en hårdtarbejdende central midtbanespiller.
Dertil kommer to nye målmænd, der skal tage kampen op med Henrik Lindhard i Brabrand-målet:
22-årige Jonathan Hutters har i flere år været tredje-valg i AGF og har senest været med Middelfart i 1. division. Han håber nu at få masser af spilletid i Brabrand.
Han skal bl.a. konkurrere med 20-årige Oliver Bjerregaard, som i en længere periode har siddet på bænken for Skive IK og nu håber at slå igennem i Brabrand.
Andre nye folk som den tidligere VSK Aarhus-spiller Chance Mihigo, kantspiller Johannes Arbøl, som kommer fra Werder Bremens U21-hold, og Jonas Moos, som senest har spillet fodbold i USA, presser sig ligeledes på til truppen.
Endelig er der også store forventninger til offensiv-spilleren Marc Gangia, som kom til Brabrand i vinter, men først nu er klar efter en langvarig skade.
Fortrøstningsfuld efter 4 træningskampe
I de seneste halvsæsoner har Brabrand fået den kedelige vane at tabe de første 3-4 kampe, før holdet finder melodien. Det håber træner Michéle Demontis ikke sker denne gang – og spillet i træningskampene har gjort ham fortrøstningsfuld.
Godt nok lugter tre nederlag og en 0-0 mod VSK Aarhus ikke af det helt store. Men i den stærkeste og mest erfarne opstilling har holdet set skarpt ud.

Senest førte Brabrand 1-0 ved halvleg i den sidste træningskamp i Thisted på et mål af Mikkel Frandsen, og holdet havde været dominerende. Efter pausen skiftede Michéle Demontis en del ud, og et par forsvarsfejl kostede to mål, så Thisted FC vandt 2-1 til sidst.
Desuden har Brabrand tabt 0-2 til Aarhus Fremad og 0-3 til Middelfart trods periodevis godt spil.
Skal skrive seks kontrakter
Den største udfordring er at finde de spillere, som kan score nogle mål for holdet, nu hvor Nemo Thomsen og andre tidligere offensive kræfter som Marcus Bay og Tobias Friis ikke længere er i Brabrand. Marcus Bay spiller nu for Vatanspor i jyllandsserien, mens Tobias Friis fortsætter sine studier i København.
Det kan de første kampe mod Skive IK, Middelfart og Næstved forhåbentlig give svar på. Men der er store forhåbninger til Elias Astola, som senest har været topscorer for VRI i danmarksserien.
“Vi kan ikke med vores ressourcer erstatte dem, som ikke er her længere, én til én. Derfor vælger vi en anden strategi, hvor vi prøver at trække dygtige unge spillere ind. Vi forsøger at tænke lidt længere frem, i forhold til hvordan vi kan lave et gennemgående generationsskifte på holdet,” forklarer sportschef Andreas Rasch-Christensen.

Som 2. divisionsklub skal Brabrand IF nu i følge reglerne have mindst seks kontraktspillere, og Elias Astola er en af dem.
Desuden har også målmand Jonathan Hutters skrevet under på en kontrakt, og det samme gælder to af holdets centrale spillere gennem flere år, Rasmus Juul, som bliver holdets nye anfører, og kantspiller Rasmus “høvl” Kirkegaard Jensen.
Hvem der skal have de to sidste kontrakter, kan Andreas Rasch-Christensen endnu ikke sige. Det afhænger af, hvordan de kommende uger udvikler sig, inden transfer-vinduet lukker 31. august.
“Det er vigtigt at understrege, at det ikke er vores ønske at skrive de kontrakter. Det er noget, vi bliver tvunget til at DBU. I Brabrand lever vi på sammenhold og hårdt arbejde og ville hellere have en model, der kom alle spillerne til gavn,” siger sportschefen.
Lørdag d. 1. august kl. 14.00 på AURA Park: Brabrand IF-Skive IK i fodboldens 2. division for mænd.



