
Libaan Sabrie syner ikke af meget på en af de nederste pladser på den socialdemokratiske kandidatliste. Og han er heller ikke én af dem, der råber højest. Men bag det stille ydre gemmer der sig en passioneret musiker, fodboldtræner – og stifter af en af de virksomheder, der kan være med til at skaffe jobs til Gellerup-området.
Rengøringsvirksomheden Sabrie Service er en såkaldt socialøkonomisk virksomhed. Det vil blandt andet sige, at den har et socialt formål, nemlig at få folk i arbejde, som ellers ville være uden job.
Det første år har ikke været let. Libaan Sabrie ryster lidt sørgmodigt på hovedet. Som de fleste iværksættere har han siden starten i 2016 kæmpet med økonomien og har desuden måttet arbejde hårdt for at få styr på alle de praktiske og organisatoriske ting, der til sammen udgør en virksomhed.
Han har allerede skaffet deltidsjobs til 10-15 personer, der leverer rengøring og trappevask flere steder i Aarhus. Målet er naturligvis at få endnu flere opgaver.
”Når man bor her i Gellerup, har man plads på første række til at kunne se den ulighed og fattigdom, der stadig præger en del af Danmark. Det er svært at lukke øjnene for”, forklarer Libaan Sabrie om årsagen til, at han har stiftet egen virksomhed efter selv i mange år at have været social- og sundhedshjælper.
Musikken som en levevej
Det er bestemt ikke virksomheden, der giver mad på bordet og tøj på kroppen for hans kone og seks børn. Her spiller musikken stadig en meget vigtig rolle.
Hans familie er meget musikalsk, hvilket også i høj grad er smittet af på Libaan Sabrie. Faderen var jazzmusiker og spillede kontrabas, mens moderen spillede violin. Såvel Libaan som hans brødre blev musikere, og Libaan Sabrie spiller guitar, kontrabas, klaver og saxofon.
Han underviser i Aarhus Musikskole, og har også opgaver som privat underviser hist og pist. Desuden er der løbende bud efter ham som musiker, blandt andet med hans band Horn of Africa. Maryam Mursal, Somalias legendariske sangerinde, Libaan Sabries svigermor, har han desuden spillet en del sammen med.
”Når jeg spiller musik, så slapper jeg af. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden musik”
Fodbold som et fællesskab
Man tænker, at Libaan Sabrie nu har hverdagen fyldt godt op. Men der skal stadig være plads til fodbold!
Spillet med læderbolden har altid været en vigtig del af livet for Libaan Sabrie. Han spillede selv på eliteniveau for Holbæk i 1. division, indtil en vis Christian Poulsen (senere landsholdsspiller) overtog pladsen på holdet som central midtbanespiller.
I dag er Libaan træner for et talentfuldt hold U12-drenge i Aabyhøj IF, der er blandt de absolut bedste i Danmark i årgangen. Han spiller selv old boys-fodbold med AGF-ikoner som Torben Picknick med flere.
”Både sporten og musikken har det fællesskab, jeg er utrolig glad for at være en del af”, forklarer Libaan Sabrie, som er en stor fan af både de lokale helte fra AGF og af den engelske klub Tottenham.
På flugt fra borgerkrigen i Somalia
Hans familie har haft tæt tilknytning til Storbritannien, hvilket har præget hans opvækst. Hans farfar var britisk soldat under 2. Verdenskrig, og Libaan er vokset op i London, hvor hans far i en årrække arbejdede på Somalias ambassade.
Som 18-årig blev han sendt hjem til Somalia på ”genopdragelse” hos familie i Mogadishu. Senere vendte hans forældre og søskende også hjem. Men det blev stadig vanskeligere for familien at leve i landet på grund af en eskalerende borgerkrig.
47-årige Libaan Sabrie kom til Danmark som ung mand i 1993 – på flugt fra Somalia, hvor livet blev mere og mere uudholdeligt for familien Sabrie. Libaan nåede at flygte, mens hans far og flere søskende mistede livet i borgerkrigen.
Poul Nyrups tale overbeviste Libaan Sabrie
Selvom faderen var en stor tilhænger af frihed, lighed og broderskab, blev han aldrig en tilhænger af den rabiate kommunistiske version, der tidligere styrede Somalia. Han var snarere på linie med det engelske Labour Party, og den retning prægede Libaan Sabrie, der meldte sig ind i det danske Socialdemokratiet efter at have hørt Poul Nyrup Rasmussens tale, da denne blev statsminister i 1993 – det samme år som Libaan Sabrie kom til Danmark.
Han er forblevet medlem af partiet, selvom han er uenig i dele af politikken.
”Man kan vælge at stå og råbe udenfor eller komme ind og deltage og prøve at påvirke politikken. Jeg har valgt det sidste. Det jeg kæmper for er først og fremmest at formindske uligheden. Jeg er generelt meget optaget af socialpolitikken, ikke kun i Gellerup men i Aarhus generelt. Når man går hen ad Klostertorv, kan man se et stort antal misbrugere, folk der ikke kan klare sig selv. Og der mangler pladser i psykiatrien”, siger Libaan Sabrie.
Platform for indflydelse
Han synes, at Helhedsplanen i Gellerup trækker i den helt rigtige retning, men den kan ikke i sig selv skaffe jobs. Jobskabelsen er efter hans mening det helt afgørende mål for, om Helhedsplanen kan blive en succes på længere sigt.
”Jeg er virkelig glad over, at mine børn kan sige til deres kammerater, at ”min far er på arbejde”. Det handler meget om selvopfattelse hos mange mennesker her. Jeg håber, at flere børn vil kunne sige det om deres forældre!”
Han ser opstillingen som byrådskandidat som en mulig platform til at få indflydelse, ikke kun med sin egen indsats, men også på det politiske niveau. Han understreger flere gange, at det ikke er vigtigt, hvor man er født, men at man engagerer sig i det store fællesskab.
Libaan Sabrie har med en placering som nummer 18 på den socialdemokratiske kandidatliste umiddelbart ikke store chancer for at blive valgt til byrådet. Men han er selv optimistisk og vurderer, at 6-700 personlige stemmer vil kunne være nok. Han deltager aktivt i debatter og valgfremstød, lige så ofte som tiden tillader det, og håber, at det rækker på afgørelsens dag, d. 21. november.
Se også videoen her, hvor Libaan Sabrie fortæller om sin musik og bandet Horn of Africa