
Gå ud i naturen og find nogle urter, bær og andet godt, der kan bruges i jeres madlavning – og I får samtidig en ekstra naturoplevelse. Det er i grove træk budskabet fra fotojournalist Mie Bøggild, Skovbakkevej, som er medforfatter til kogebogen ”Feltbog for madnørder”.
Ideen opstod, da familien Bøggild sammen med nogle venner var på tur til Kalø Vig og gik til stranden for at finde nogle hjertemuslinger, der sammen med pasta kunne blive til et velsmagende måltid mad.
Hjertemuslingerne var lagt i vand, mens der blev tændt bål på stranden – og Mie Bøggild blev da overrasket over at høre vennernes forundring over, at man bare sådan kunne gå ud i naturen og finde sin aftensmad.
”Jeg er født og opvokset i Thy, og i min familie har vi altid plukket svampe og bær og fisket fjordrejer og ål i fjorden. Men det er nok sådan, at selvom mange godt ved, at man kan gå ud og finde muslinger og plukke bær, så er der ikke ret mange, som gør det.”

Ideen om at lave en kogebog var født. I de følgende måneder rumlede tankerne om alt det praktiske rundt i hovedet. Som fotojournalist var det selvfølgelig oplagt, at hun selv tog billederne. InDesign kunne hun til husbehov. Og da hendes mand er programmør, ville der ikke umiddelbart ellers være tekniske udfordringer.
”Flere har spurgt os, hvorfor vi ikke fandt et forlag, der ville udgive bogen. Men vi havde bare lyst til at styre processen selv, uden at andre blandede sig. Vi kunne se, at det var realistisk for os – og det har faktisk været en sindssygt sjov proces.”
Fælles interesse for naturens spisekammer
Og hvorfor så lige Thy? Fordi Mie Bøggild er født og opvokset i Thy og har et indgående kendskab til landsdelens natur.
Hun kendte ikke Rune Gade Therkildsen, før han lidt tilfældigt dukkede op via hendes netværk på sociale medier. Han er biolog og oprindelig fra Mårslet, men underviser i dag i biologi på Thisted Gymnasium.
Det var tydeligt, at han havde de samme interesser for naturens spisekammer, som hun har, og de tog en snak og besluttede at arbejde sammen om projektet.

En viden der er ved at gå tabt
De fik konceptet på plads: Bogen skulle være inddelt i årstider, indeholde lækre fotos, beskrive urter og bær og foreslå opskrifter. Målet var, at de ikke kun ville fortælle om skvalderkål, violer og havtorn, som mange kender, men også om de knap så kendte urter.

”Vi kunne mærke, at det virkelig gav mening for folk. Det er en viden, der er ved at gå tabt for os. Tilbage i tiden har vi søgt spiselige ting i naturen for at overleve. Vi ramte virkelig ned i den interesse hos mange mennesker og fik på den måde en mission med projektet. Det voksede og var for os ikke længere bare et hobbyprojekt.”
Hun forestiller sig, at det at sanke i naturen måske er forsvundet, fordi det i tidligere generationer har været forbundet med armod og en smule flovhed. Så sent som under 2. Verdenskrig sankede mange familier i naturen for at få mad på bordet. Men så kom efterkrigstidens velstand, og det var både lettere og smartere at købe det hele i et supermarked.
Engelsød og festgræs
I bogen kan du læse om, hvordan du bruger velkendte bær som slåen, tranebær og havtorn – og hvor du finder dem henne i Thy. På den måde bliver bogen ikke alene en kogebog men også en guide til at opleve nye spændende steder i blandt andet den fascinerende Nationalpark Thy.
Du kender sikkert også til ramsløg, bøgeblade, og hedelyng. Men har du prøvet at lave bøgeblade-dip? Bogen giver dig anvisninger til, hvordan du kan friske din madlavning op med de smagsnuancer, naturen pludselig tilbyder dig.
Tag for eksempel engelsød. Det er en lille bregne, der også er grøn om vinteren. Man kan koge sirup på roden af den, og så får du en lakridsagtig smag med et strejf af vanille.
Eller hvad med festgræs? Den lugter af kanel, og man kan bruge stilk, blomst eller blade til at få kanelsmagen frem i kager eller forskellige retter.
”Vi gik en tur og plukkede, hvad vi nu fandt undervejs. Og så købte vi noget fisk eller, hvad vi nu kunne få fat i og gik i gang i køkkenet. Jeg elsker at lave mad, og den her proces var virkelig sjov. Vi smagte os frem til de opskrifter, man finder i bogen,” fortæller hun.
”Der er noget at finde i naturen på alle årstider. Jeg ved godt, at man nok ikke kan finde alt, hvad vi nævner i bogen. Men så nævner vi nogle alternativer. For eksempel er strandkål ret sjælden, men hvis man ikke lige kan finde den, kan man købe et spidskål i stedet.”
I bogen opfordrer de i det hele taget til at være blid og nænsom over for buske og planter: Pluk aldrig mere, end du selv skal bruge. Og lad for eksempel de små kantareller stå til næste gang – eller til dem, der kommer forbi om et par dage.

Magisk oplevelse i højmosen
Østers skulle du til gengæld let kunne finde ved Agger Tange – især i vinterhalvåret. I bogen bliver du inspireret til at lave dem med gærede havtorn og skovløg. Og strandsnegle skulle også være til at få fat på:
”De er jo overalt, for eksempel på stolper eller kystsikringer ved vandet. Og det er bare fem minutter i kogende vand, så har du en skøn snack.”
”Nogen gange måtte vi tage nogle omveje. Vi havde måske planlagt noget, men fandt så noget helt andet og meget bedre. Det er bare rigtig sjovt, når tingene bliver til på den måde. Det blev nærmest en leg for os.”
Og naturligvis møder du spændende udfordringer undervejs. Tranebær for eksempel. De findes i fugtige og svampede højmoser. Der går man ikke bare lige ud.
”Men hvis man gør man det, så står man pludselig midt i en fantastisk natur – en diset januar-dag med Egtvedpigen under fødderne. Det kan være fuldstændig magisk.”
Da ”Feltbog for madnørder” udkom lige før jul, blev den nærmest revet væk. Inden jul var den solgt i 500 eksemplarer, og blandt andre Nationalpark Thy har købt et stort parti. I øjeblikket bliver den oversat til tysk, og vil givetvis sælge godt hen over sommeren også.
Succes´en har givet blod på tanden, og hun er nu gået i gang med gang med bog nummer to, der vil handle om, hvad man kan finde af spiseligt i og omkring Vadehavet. Hun er midtvejs i det projekt og håber at kunne udgive den bog i oktober.