Siden slutningen af 2023 har Engdalskolen i tæt samarbejde med Aarhus Kommune arbejdet på en omfattende udbygning og omdannelse af skolen – og nu går det løs. Et nedbrydningsfirma er netop gået i gang med at fjerne resterne af to autoværksteder på nabogrunden øst for skolen. Her er det planen, at skolens indkørsel og parkeringsplads skal være. Du kan læse mere om planerne her. Foto: Henrik Andersen
I løbet af juli er der sket et gennembrud i arbejdet med at etablere en tunnel under E45 mellem de to dele af True Skov. Naturstyrelsen har nu i en årrække arbejdet med at gøre naturområdet True Skov attraktivt for i tusindvis af friluftsfolk fra hele Aarhus. I den sammenhæng har Naturstyrelsen hele tiden set en tunnel under E45 som en “game changer”: Et element der radikalt kan ændre brugen af naturområdet. Og nu er der en gennemgang under motorvejen. I løbet af efteråret bliver tunnellen gjort færdig, så fodgængere og cyklister kan bruge den. Du kan læse mere om projektet her. Foto: Palle Rix.
Har du lyst til at få en rundvisning på Grimfest i en pause under Brabrands musikfestival i slutningen af ugen – og høre festivalchef Aage Stokholm fortælle om festivalens udvikling? Så tag med Vores Brabrand på besøg på Grimfest, Grimhøjvej 20, på fredag d. 31. juli kl. 10.00. Festivalchef Aage Stokholm tager os med rundt på pladsen og fortæller historien om Danmarks Grimmeste Festival. Til sidst er festivalen vært for formiddagskaffe og kage. Send en mail til voresbrabrand@gmail.dk, hvis du vil deltage.
I løbet af sommeren er et andet stort projekt i 8220 Brabrand blevet realiseret. I løbet af juli er gavlen på blok B7 i Gellerupparken blevet tilført et flot gavlmaleri malet af Gellerups Glade Gavlmalere med kunstner Thomas Kruse i spidsen. Den 83-årige billedkunstner stod også i spidsen for de øvrige gavlmalerier i Gellerupparken, hvoraf du stadig kan se maleriet i gule nuancer på naboblokken. Der bliver sandsynligvis en fernisering af maleriet senere på efteråret.
Nogle børn har problemer med synet uden selv at vide det – og det kan gøre skolestarten unødigt svær. Samtidig er det langt fra alle forældre, der kender tegnene på nedsat syn hos børn, skriver brille-kæden Synoptik i en pressemeddelelse. I butikken i City Vest kan du nu hente den gratis børnebog Da fantasien forsvandt med enkle øvelser, der kan hjælpe med at opdage synsproblemer i tide.
AURA Park på Engdalsvej har i løbet af juli fået en kærlig hånd af kommunens folk. Der er blevet kørt betydelige mængder jord på banen, og den er blevet jævnet efter alle kunstens regler. Det betyder, at den er tip top og klar til en ny sæson for Brabrand IF´s fodboldhold. Allerede på lørdag d. 1. august kl. 14.00 går det løs, når Skive IK kommer på besøg til sæsonens første kamp i 2. division.



