I eftermiddag kl. 14.00 har Cirkus Tværs forberedt sig til årets telt-forestilling, der foregår i Haveforeningen Søvang på Sylbækvej. Alle er velkomne, og der er gratis adgang til forestillingen. Her kan du glæde dig til at opleve nogle af de yngste cirkusartister optræde for første gang, mens der også vil være numre udført af nogle af Cirkus Tværs´ mangeårige artister. Du kan læse mere om teltforestillingen her.
Brabrand IF kunne ikke følge op på de seneste ugers flotte præstationer i 2. division, da holdet fredag aften havde samlet masser af af børn og voksne til en hyggelig fodboldaften på anlægget ved Engdalsvej. Skive IK, som var på besøg, havde mere brug for points´ene i bunden af rækken, snuppede en 2-0-sejr efter en kamp uden det helt store flow og energi. Skive bragte sig foran efter en halv times spil og fordoblede føringen et kvarter inde i anden halvleg, da forsvaret og målmand Henrik Lindhard gik helt skævt af hinanden, og Jonatan Bro endte med at score selvmål. Brabrand-spillerne må nu fortsat skæve til Ishøjs kamp i dag mod FC Helsingør. Foto: Henrik Andersen.
Fredag aften fik Henrik Andersen overrakt Æresmedlemmernes Pokal som anerkendelse af det store frivillige arbejde, han udfører i Brabrand IF Fodbold. Som ulønnet teknisk direktør er Henrik Andersen manden, som tager initiativ til mange praktiske forbedringer på idrætsanlægget, samtidig med, at han også sørger, for at græsbanerne og de øvrige rammer altid er i orden. Bag prisen står æresmedlemmerne i Brabrand Idrætsforening, som ved den årlige sammenkomst i januar beslutter, hvem der skal have pokalen for at have gjort en ekstraordinær indsats til gavn for idrætsforeningen. På billedet ses også de to tidligere hovedformænd Jens Jensen (tv.) og Henning Knudsen, som overrakte prisen.
Hele eftermiddagen og aftenen havde fodboldafdelingens frivillige sørget for masser af aktiviteter for lokalområdets børn. Blandt andet var der mulighed for at hoppe i hoppeborg og skyde til måls efter en kæmpemæssig dartskive. Det tiltrak mange familier til idrætsanlægget ved Brabrandhallen i det smukke forårsvejr.
I eftermiddag kl. 15.30 byder fodboldklubben Vatanspor på et spændende lokalopgør i serie 1 på anlægget ved Sødalskolen. Hasle Boldklub kommer på besøg. Vatanspor har sat kursen mod jyllandsserien og ligger i spidsen af rækken med Nørager BK og TST Tilst i hælene.



